Mester Madrastran

"Denne bog er særlig vigtig for mig, Largu. En rejsende fra Gula havde fortalt mig om dens eksistens, og jeg måtte sende tre købere ud for at finde den. Der er ikke mange udover dig der har set den her i Efrona. Den beskriver i detaljer kanalsystemerne under Gula. Den er skrevet af kongens arkitekter selv. Uvurderlig er denne bog. Især for de rette købere, hvis du forstår, Largu", Madrastran blinkede, og smilede et skævt smil til Largu. Largu nikkede og kikkede flygtigt på bogen som den ældre mand lagde på en høj læsepult tæt ved døren. "Spændende, den må ha kostet dig en formue, mester", Largu smilede anspændt til Mesteren. Largus stemme var tør. Han havde ikke drukket væske i flere timer. Ej heller havde han spist i endnu flere. Konstant havde han haft næsen godt og grundingt begravet i de mange bøger som mester Madrastran havde i sit bibliotek. Godt nok var det måske at tage munden lidt for fuld at kalde sin bogsamling af denne størrelse for et bibliotek. Men Largu sagde intet om den sag. Han havde aldrig set så mange bøger samlet på et sted, så hvis Mesteren omtalte det som sit bibliotek, så havde Largu ingen indvendinger. De fleste af bøgerne i biblioteket var uden for Largus interesse, men der var stadig masser af bøger han kunne søge viden i. Viden som kunne løse op for den knude som Largu følte dæmpede hans formåen. Det var som om der dybt inde i ham lå en kraft som blot ventede på at blive løsnet. Og nøglen til kraften var viden. Det var der ingen tvivl om. Udelvik havde prikket til nygerrigheden og Roya havde ikke været sen til at følge op. Hændelsen på toppen af klippen foran den store hule, hvor Roya havde følt sit hjerte slå langsommere, da han var trådt mellem Largu og Yilkes havde sat gang i megen spekulation, om hvorvidt og hvormeget Largus kunnen kunne vrides og malkes. Udelvik og Largu havde øvet forskellige teknikker, men da Udelviks viden lå så langt fra Largus var det svært at forene de to. Det var derfor Largu nu sad hos mester Madrastran. Selvfølgelig kunne Udelvik lære Largu meget, men det ville ikke være det samme som at tilegne sig viden selv. At terpe begreber, instruktioner og optegnelser indtil man fik ondt i hovedet. Det havde Mirela også altid påpeget. "At det var bedst om både hovedet og kroppen var med i indlæringen". Largu kunne høre moderens stemme klart og tydeligt.
Bogen Largu sad med beskrev kroppens sjælelige konstruktion. Hvordan blodet og energien i kroppen fulgte meget faste energi baner. Hvordan man ved at påvirke specielle punkter i øret kunne kurere hovedpine, svimmelhed og andre symptomer. Meget af det var ren volapyk for Largu, men noget af det kunne han godt forstå. Og når han så genlæste et afsnit han tidligere ikke havde forstået, var det som om det gav en smule mere mening. Det gav Largu blod på tanden. Han lovede sig selv at han ville søge viden alle steder. Viden gav indsigt, og indsigt gav magt. Og Mester Madrastrans samling var blot første stop på en længere vidensrejse.
’Aha, der er du”, Mester Madrastrans pludselige høje røst gav et jag i Largu. ”Det kan være du finder denne bog mere interessant”, Madrastran slog let på den store læderindbundne bog. Støvet der lettede fra bogens forside bevidnede at den havde ligget urørt hen i lang tid. ”Men, det er nok lidt for tidligt du får lov at kikke i den”. Han satte sig på en stol ved siden af Largu og lagde bogen i sit skød og foldede hænderne over bogen, så det var umuligt at læse dens titel. ”Måske hvis vi slår en lille handel af? Hvis du troligt kommer og hjælper med at føre bogerne her i protokol, så skal du få lov til at læse, hvad du vil her. Altså, mens jeg er tilstede. Noget for noget, Largu. Jeg kan se du hungrer efter viden. Det gjorde jeg også i din alder. Og se hvad det er blevet til”, Madrastran slog ud med hånden mod hele rummet. Han var tydeligvis stolt af sin bogsamling. ”Selvfølgelig, Mester. Det vil være mig en ære. Hvis det stod til mig kunne jeg blive her i Efrona til evig tid. Jeg skal gøre alt du beder om!”, Largu havde mest lyst til at kaste sig om halsen på den gamle mand. Men noget i den gamle mands øjne holdt ham fra det. ”Rolig nu, Largu”, Madrastran lo højt. ”Jeg ville ikke ønske for min værste fjende at han skulle blive forevigt her i byen. Og da slet ikke en ung mand som dig. Nu må du hellere lægge bogen der på plads. Hvis du skal være nogen hjælp imorgen må du sørge for at få noget søvn. Og noget at spise. Du ser ud som du trænger til det”. Largu kunne pludeslig alt for godt mærke sin mave. Den rumlede faretruende. ”Du har ret, Mester. Men jeg kommer så tidligt imorgen som jeg kan”. Largu klappede bogen sammen og lagde den forsiktigt på plads. Han blæste lampen ud og gik mod døren.
”God aften, Largu”, Mester Madrastran smilede og vendte sig mod reolen for at sætte den tunge, gamle bog på plads. I det Mesteren støttede bogen med begge hænder for at skubbe bogen på plads skimtede Largu en del at navn skrevet i sølv på forsiden af bogen.
”Iasparis”, mumlede Largu sagte for sig selv idet han lukkede den tunge egetræsdør til biblioteket bag sig.