Largu så meget tvivlende ud i blikket.
"Altså Roja, det er ikke bare lige sådan noget man gør, du er nød til først..." mere fik han ikke sagt før Roja afbrød ham.
"Det har du sagt. Du lyder som din mor. Men jeg ved ikke noget om alt det med at få skelletet til at ringe og det der, du prøver med Udelvig. Det jeg vil er, at sætte fut i blodet". Roja stirrede lidt generet ned i bordet, Largu undrede sig over hvad han mente.
"Zozan havde en mand på besøg en sommer. En der underviste mig i nogle helt almindelig ting. Sådan noget med dybe indåndinger og noget med, at holde vejret inden et slag og slå til på en udånding. Han lærte mig at springe langt og lande blødt, men jeg havde ikke troet, at det var noget specielt ved det eller noget", Roja tøvede og kiggede endelig op. "Men han sagde lige precis det samme, som du sagde igår. At det galt om at få blodet op at koge. Og når jeg fik det, kunne jeg gøre utrolige ting".
Nu var det Largus tur til at kigge væk. Rojas blik var simplethen for intenst og bydende.
"Jeg ved ikke om jeg kan, det du beder mig om, Roja. Ved slet ikke om det kan lade sig gøre. Og måske det bliver farligt hvis vi prøver det?"
"Jeg er ikke bange for farlig", svarede Roja bestemt. "Vi er i fare døgnet rundt her og hvis vi skal klarer os er vi nød til at udrette utrolige ting". Roja rejste sig og trak koften over hovedet. "Jeg skal slås mod Bragan om en time. Lad os se hvad vi kan gøre indtil da, og hvis det lykkedes, så skal jeg fandme smadre dem der grinede af mig igår".
No comments:
Post a Comment