"Du lyder som en kystboer", spurgte manden ved siden af med en kæk stemme.
""Hmn...", Roja tilbød ham ikke noget svar, men bundede sin øl da den kom.
"UUhhuuu", grinede manden. "Der er godt nok synk i den store skude her; hvad drenge?" Mandens fire venner kom op på siden af Roja og den ene klappede ham på ryggen.
"Du skal ikke røre mig igen", sagde Roja. "Jeg er sur og vil godt være i fred".
"Uha da da" , klukkede manden, der havde klappet Roja på ryggen, og holdt hænderne op i en afværgende gestus. "I må hellere passe på drenge. Han siger han er sur. Måske han...", retsen af ordene forsvandt i en knasende lyd da Rojas albuespids brækked emandens næse og blodet stod ud i en stråle fra et sidevendt næsebord. manden ved siden af missede med øjnene da de blodige dråber ramte hans ansigt og Roja knuste sit krus i hans fjæs. Med et brøl kastede hans sig over ham, der først havde tiltalt ham. Alt hvad Kryssos kampmester havde lært ham var glemt. Hans tænder snappede efter en mands ansigt, pludselig havd ehan en håndful hår i den ene næve, en stol splintrede mod baghovedet, gulvet ramte ham i ansigtet.
"Ikke her inde i møghoveder. Hvis i skal slås er det ude bagved", skreg en kvindestemme og med et var der kold vind og regn i Rojas ansigt. Mens spark og slag haglede ned over ham tænkte Roja på Udelviks ord. "Du har aldrig haft en ven". Det var sandt nok. Men med en stor familie behøver man ikke venner. Familien støttede hinanden. De var ens venner...og nu var Waltaherne væk. Udelvik, Largu, ja selv Darlo var hans familie nu. Hans venner, havde Roja troet, men den tanke, det håb, havde Udelviks ord smadret med den ene sætning.
Et spark i nyren fik prikker af smerte til at danse for hans øjne. Roja bed tænderne sammen og holdt vejret. Der var ikke meget styrke eller gåpåmod i deres slag længere. Han kunne høre dem gå deres vej. Tankerne vendte tilbage.
De tre drenge, der sikkert sad hjemem i varmen på hotelværelset nu og bagtalte ham, var hans eneste familie. Det var dem han skulle forsvare, de var hans familie nu.
"Hvad laver du så her Roja", sagde han højt og prøvede at rejse sig, men hænderne ville ikke som han ville, og han sank sammen i gyden igen. "De er sikkert også ligeglade med mig" sukkede han: Han havde slået Udelvik, havde han ikke? De var sikkert sure som en bjergånd over det der var sket. Og de holdt helt sikkert alle sammen med udelvik og hans åndsvage ed. Så faldt en skygge ned over ham i gyden og en skikkelse satte sig ved siden af ham.
"Er det dig Roja, Hvad har du lavet?"
Roja løftede hovedet og smilede så meget som den flækkede læbe tillod.
"Darlo", grinede han. "Du er min ven Darlo. Jeg vil godt hjem nu".
No comments:
Post a Comment