”Hvis Krysso lugter vores usikkerhed er vi direkte i søen, som ålemad”, Roja krammede det gyldne scepter in til brystet. ””jeg tro det bedste vi kan gøre er at give ham guldet og lad det tale for os”.
Udelvik nikkede. ”Og måske vi ikke skal nævne noget om at vi blev forfulgt”, sagde Udelvik en smule forsagt.
”Nåh, du kan godt huske vi blev forfulgt nu?”, vrissede Roja.
”Jeg har jo sagt undskyld”, bed Udelvik ham af.
”Gem dine undskyldninger til Parponias. Det var hendes mand du fik lemlæstet”
”Tror i ikke vi skulle helt undlade at sige noget til nogen om Sogmenlor?”, afbrød Largu. ”Hvis vi fortæller hvad vi så af demoniske væsner oppe ved hulen tror jeg ikke nogen bekymre sig ret meget om hvem, der kom til skade og hvordan”.
Roja og Udelvik nikkede sammentyggende.
”Men en ting er klart for mig”, startede Roja igen. ”Da jeg talte med Sogmenlor om hans venner, eller de andre, der fulgte efter os, gik det op for mig hvor anderledes de her folk er. De ville ikke redde deres kammerart fordi han ville sinke dem med sine overskårne ledbånd. Hvad er det for nogle folk, der er så ligeglade med andres liv at de igorere en faldne ven på den måde? Det fik mig til at tænke over hvor lidt vi betyder for sådan en som Krysso. Eller for Parponias for den sags skyld. Hvis vi siger noget forkert – ligesom Darlo – så er vejen fra hjemvendte helte til lig i havnen ikke særligt stor. Så tænk dig lige om en ekstra gang inden du åbner kæften, Udelvik. For du har det med at sige hvad, der lige springer dig i hovedet.”
Udelvik nærmest hoppede i sadlen af arrigskab og begyndte at true om uretfærdige anklager, da Roja afbrød ham. ”Jeg husker godt dig og din bror og Amerantysserne...”
Med et klappede Udelvik i og blev rød i hovedet.
”Hvad var det for noget?”, spurgte Largu.
”Ikke noget”. Brummede Roja. ”Lad os no bare få det her afleveret og komme hjem og finde Darlo.”
No comments:
Post a Comment