Largu's kamp

Stien snoede sig stejlt op mellem klipperne og den tørre lave bevoksning, der fandt ly fra den ubarmhjertige sol, og de stærke vinde, under de store knoglede og ældgamle træer. Kun de allerstærkest, og ældste træer formåede at finde fodfæste her i højlandet, hvor det meste dyreliv søgte længere ned i lavlandet. Storbyen Efrona kunne stadig ses i horisonten. Selv sent på natten, hvor de fleste af indbyggerne var gået til ro satte den mægtige by sit præg på omgivelserne. Lyset fra byen flakkede over himlen. Træer, buske og klipper blev badet i det orange skær fra byen. Ja, selv statuerne af Storkongerne fra fordums tid undgik ikke lyset fra byen. For en nyankommen til Efrona ville dette sceneri sikkert virke uhyggeligt, og alt andet end gæstfrit. Men for Roya, Udelvik, Darlo og Largu var lyset fra byen en hjælp til at finde fodfæste op af den stejle og knoldede sti. Udelvik havde da også tørt kommenteret ironien i, at den by de flygtede fra på en måde syntes at hjælpe dem på vej.

Largu gispede for hvert skridt. ”Roya! Jeg.... kan.... ikke mere.”. Tårene stømmede ned af Largus kinder. Det var kun Darlos støttende arm der holdt ham oprejst.”Videre, Largu. Vi skal meget længere væk fra byen for jeg tør sætte lejr. Hvem ved, hvad eller hvem der er efter os.” Royas stemme var bestemt, og han skubbede Darlo og Largu hårdt i ryggen for at få dem til at sætte tempoet op. ”Blot lidt længere, Largu.” Darlos stemme var mere opmuntrende. ” Han tog Largus arm om skulderen og løftede derved næsten Largu afsted.

Largus hoved summede som en bikube. Han følte det som om hele hans kranie var ved at sprænges. Blodet pumpede hastigt rundt i kroppen, men uden at give ham den energi og det overskud som det normalt ville. Istedet virkede det som om kræfterne stadig rasede i hans krop. Som om de ikke ville finde hvile. Missionen om at få Darlo fri fra Osikryssos’ fængsel var lykkedes, men ikke helt så glat som de havde håbet på. Soldaten de havde overrumplet i sit kammer lå død. Og det var Largus skyld. Han kunne stadig mærke hvordan soldatens overarm og kraveben gav efter for den flod af essens, der forenet, og forstærket, med den ringende lyd fra klokken, slog som en hammer mod en armbolt. Han havde mærket hvordan soldatens knogler, på grund af det store pres, havde revet muskler, sener og blodårer over. Han havde mærket soldatens puls stige. Hvordan hjerterytmen steg ukontrollabelt. Hvordan soldatens krop havde udløst store mængder adrenalin for at modstå et blackout. Men intet havde det nyttet. Largus angreb var for stærkt. Soldatens krop måtte give op, og Largu havde følt det hele; Overraskelsen, smerten og fortvivlelsen. Og ikke mindst, den sidste modvillige accept da soldatens liv randt ud. Hvordan kunne Roya dog sammenligne det sanselige bombardement med at stikke en mand med sit sværd. Det store krigeriske drog forstod sig ikke på mange ting, og da slet ikke troldom.

Largu kneb øjnene hårdt sammen ved tanken og lod sig føre an af Darlo og kun han kunne høre ordene der slap ud mellem Largus stille hulken.”Undskyld... Undskyld.”