Udelvik søger ny viden

Udelvik hastede op gennem de smalle gyder , der åbnede op til et af de mere velstående kvarterer i Enfro. Hele hans krop og hoved summede stadigvæk efter formiddagens eksperimenter. Det var vigtige fremskridt de gjorde! Oceaner af muligheder åbnede sig op for brugen af den viden han allerede havde. Hvis blot de havde befundet sig et sted hvor de ikke behøvede at frygte skjulte knive i mørket, og hvor hvert øjeblik syntes at fordrive og forgifte enhver lektion de havde modtaget hjemme i Solavag. Stakkels Darlo! Kunne han nogensinde blive sig selv igen, eller vilde han ende som endnu et de menneskelige vraggods i skyggen af byens mure. Udelvik rystede hovedet på hovedet og knugede endnu engang bitterurten. Det var en af Kryssos mænd der havde nævnt den, hvordan den kunne holde den berusende virkning af rygeurten på afstand. Han havde overhovedet ikke lyst til at stjæle. Især ikke fra en mand som Vaspurakan. Sårbinderen var nok lidt ekcentrisk, næsten frastødende. Men han var dog en lærd mand, en mester i sit fag. Udelvik bed tænderne sammen, det var rigtigt nok hvad Roja sagde. Vi var nødt til at sætte vores overlevelse først! I dag ville han dog først og fremmest danne sig et overblik over remedierne i Vaspurakans klinik. Ikke stjæle noget, ikke i dag, bare kigge sig grundigt omkring!

"Stå ikke og gabe op som en skillingsluder nede fra havnen." Sårbinderen havde et blodstænket forklæde på og fægtede hidsigt med en stor bensav."Du lukker den forbandede bjergluft ind. Den ødelægger min koncentration." Udelvik skyndte sig at lukke munden i og begyndte at tygge intenst på den bitre rod. Operationsstuen svømmede allerede i den krydrede røg, der rev i Udelviks næse og øjne. "Krysos folk kom op med en strandvasker i morges. En god ting kan man da sige om byen her: Det skorter ikke på lig at skære i!" På den brede stenbriks med afløbsrender til blodet lå et lig hvis brystkasse allerede var skåret op, og lungerne taget ud. Vaspurakan smed bensaven fra sig. "Kom her knægt, kom og prøv at mærke, hvad det vil sige at holde en mands liv i dine hænder." Han greb Udelviks hænder og pressede dem ind i den åbne brystkasse. "Mærk dette hjerte, der for blot fem-seks timer siden pumpede livsblodet rundt i denne uduelige drukkenbolt." Pludselig tav lægen og stirrede anklagende på Udelvik. "Bitterurt?! Tygger du bitterurt, stupide knægt. Prøver du at løbe om hjørner med mig?" Hans hånd fløj op, og greb så stramt om Udelviks kinder, at han kom til at spytte den halvt tyggede rod ud. "Nøgen bitterod, kan u ikke en gang finde ud af at gøre det rigtigt? Lusede lille tangloppe. Brug rød bitterrod, hvis du virkelig mener det!" Hans greb om Udelvik strammedes, og han blev langsomt presset i gulvet. "Giv mig en god grund til at jeg skal spille mere tid på dig. Der kan sagtens blive plads til dig på stenbordet!"

"Min mester," hostede Udelvik halvkvalt, " var mester Ouvari!"