Hævnens stund

Den eneste lyd i den mørke fiskehytte er den svage svisj-svisj fra Matjek der sliber sin kniv. Selvom der er stille i det lille rum, hvor seks men sidder skjult er luften tyk af den spænding man altid mærker i luften kort før et slag.

Matjek fortsætter med at slibe kniven på trods af det misbilligende blik fra den blege vesterlænding, der stå og spejder ud over Bilvas mørke havn. 'Snart, lillebror, snart er hævnen inde!' hvisler Matjek og lader sin tommel glide ned langs æggen.

Hvor længe har han efterhånden jagtet de Gale Hunde fra Solvag? Tre måneder? Et år? Det føltes som en evighed siden Farmek var blevet kløvet af krigersønnen, ham de kaldte Roja, i rædselsnatten på onklens gæstgiveri i ...... (kan sateme ikke finde noterne med hvad byen hed, der hvor vi nakkede Gupta)

Han havde fulgt Hundene. Deres giftige spor var tydeligt at følge, op i højmosen, videre op i bjergene, gennem sneen og til sidst til Bilva. I mellemtiden havde det været så indlysende at træde i den Røde Konges tjeneste.

Matjek havde tilbragt nat efter nat med at ligge på lur overfor den blinde læges Hospital. Han havde studeret Hundene grundigt. Lært sig deres styrker og svagheder. Havde knuget Farmeks kniv indtil sit bryst og bare ventet på det rette øjeblik. Men hele tiden havde befalingsmændene holdt igen. Der var noget de ventede på, er var noget under opsejling. Men så, med et slag, var forfædrene kommet ham i forkøbet. I den mørke nat havde Hundene udfodret en af Khalkas's tjenere, en mekymiker, der var blevet styret af sin egen grådighed. Men noget var gået galt, deres hovmod havde straffet dem, og i en sky af gylden ild var Roja, krigersønnen fra Solvag blevet sendt til sine forfædre.

Matjek bar erindringen om det forkullede lig hos sig, nærede det som en skrøbelig, men vidunderlig plante. 'Men det er ikke nok, vel Farmek?' hviskede han.

'Stille,' hvæsede Vesterlændingen, og Matjek mærkede hans ord ligeså meget som han hørte dem.

Måtte mørket æde alle heksesønner, bandede Matjek tavst, og trøstede sig selv, at når de først var ude på havet kunne det jo godt ske, at en pil, forvildede sig hen i nakken på den skaldede mand.

Selvom Roja død var Matjeks tørst efter hævn ikke blevet mættet. Han havde ventet i Bilva mens Heksesønnen og ham de kaldte Kræmmeren drog nordpå, for at sprede mere død og elendighed uden tvivl. Hans befalingsmænd havde været sikre på at de nok skulle vende tilbage til Bilva. Det var blot et spørgsmål om tid. Så i de sidste tre uger havde Matjek og og de fire andre overvåget denne del af Bilvas havn. ti dage før havde heksesønnen fra Gula sluttet sig til dem.

"Nu!" Lød heksesønnens stemme skingert. "Ifør jer dragterne!"

Mens han iførte sig den glinsende, læderagtige dragt kunne Matjek svagt skimte flere flakkende lys, der langsomt dalede ned gennem den mørke nat. Der lød svage råb og horn fra en fjernere del af byen.

De havde øvet sig i at iføre sig de vandtættet dragter hele den forgående uge, og kort efter stod alle fire klar. Matjek bandede utålmodigt mens heksemesteren gled rundt til dem, en af gangen. Det lignede en nøgle, det han stak ind i den lille kasse, der var placeret over nakken på dragten. Matjek bed tænderne sammen da det blev hans tur. Først den intense smerte da et dusin små nåle borede sig dybt ind i hans kød, så en inderlig varme, og en følelse af, at kunne gøre alt.

"Til båden,' hvislede Matjek og slog døren til side, så den smalle båd kunne glide ned i vandet.

På trods af vintermørket syntes alle lyde og lugte at komme nært til ham. Han mærkede ikke kulden, ingen frygt. Kun styrke og beruselse ved tanken om den snarlige hævn.

Den lange ventetid havde ikke været spildt. Træningen, de mange timer i det kolde vand, altsammen havde ført til at han var blevet udvalgt til en af de første kampgrupper, der skulle forfølge Hundene helt ind i templet på havets bund.

Fra et større skib blev store krukker med en klæg, olieagtig væke væltet ned i vandet. Kort efter blev fulgte flere glødekar efter, og selv vandet syntes at blive opslugt af de gloende flammer. Martjek mærkede det knapt nok, da han dykkede ned i det mørke vand med sin gruppe omkring sig. Han kunne mærke Hundene dernede langt under sig. Han kunne smage det spor af essens de trak gennem vandet i deres ynkelige forsøg på at skærme sig mod vandet og kulden. Matjek frygtede det ikke. Han skød gennem vandet, styrket af den smidige læderdragt.

Store kugler af den flammende væske dalede lydløst gennem vandet omkring dem, og opløste i glimt det dunkle mørke. Han kunne høre svage, lydløse skrig fra mænd, der mødte deres død et sted længere nede. Vogteren!

Matjek var godt nok ikke fra Bilva, men havde hørt legenderne om det mystiske væsen Sangerne skulle have sat til at vogte over en skat på bunden. Skatten som Hundene nu søgte i deres blinde grådighed. 'Sangerne er ikke mere,' havde heksesønnen fra Gula skrydet. 'Khalkas skriver den nye lov for kysten.'

De fleste af dem var bevæbnet med harpunlignende våben, der var forbundet med tynde slanger til dragten. Der pulserede et svagt orange lys fra dem. Nu tav skrigene. Flængede legemesdele drev langsomt op gennem vandet. Alle var de iført den samme læderagtige dragt som Martjek og hans venner.

'Forfædre, giv mig styrke," tænkte Matjek da han uden at tøve skød gennem vandet, mod den perle af blåligt, varmt lys der var kommet til syne. Det var vogteren, han tvivlede ikke på det. Men et sted bag dens lys kunne han mærke Hundenes giftige stank. Heksesønnen efterlod sig et fælt, bittert spor i vandet. Omkring ham vejede en allé af blegehvide søanemoner, og for enden vejede den lysende perle blidt. Men langsomt kom resten af vogterens frygtelige form til syne. Lilla, pulserende fangarme skød frem mod Matjek, hand undveg, men en af hans venner blev fanget, og uad af øjenkrogen fornemmede Matjek hvordan mandens underliv blev opløst i en grumset sky. I netop samme øjeblik dalede en af de flammende klumper, som styret af en usynlig hånd, ned mod Vogteren. Det ramte siden af dens enorme kæber, og det mægtige dyr skælvede i voldsomme smerter der fik hele havbunden til at ryste. Matjek så sit snit, da Vogteren i smertespasmer et øjeblik løftede sig fra havbunden. Mens hans venner alle blev opløst af det sårede dyrs piskende fangarme skød han frem gennem vandet.

'Nu Farmek, nu!' Han kunne se dem i den dunkle tunnel foran sig, hvor vandet tilsyneladende blev holdt tilbage af en ufattelig kraft. Et grønligt skær flakkede op da den forkrøblede skikkelse, der måtte være heksesønnen, løftede sin højre hånd op. Et sygeligt skær dansede om den, og et øjeblik følte Matjek det som en usynlig hånd prøvede at tvinge ham i knæ. Langsomt, uendeligt langsomt løftede Matjek harpunen op og tog sigte mod Heksesønnens nakke. Læderdragtens glasagtige visir forstærkede synet, selv her i mørket, og Matjek smilede ved sig selv over visheden om den sekskantede metalbolt der om et sekund ville begrave sig i Hunden fra Solavags syge kød. Men inden han kunne nå at lukke fingeren om aftrækkeren mærkede han rystelserne fra flere lydløse eksplosioner i vandet bag sig. Vogteren vred sig afmægtigt i uendelig smerte, og piskede med sine essensfyldte tentakler. Matjek undveg med lethed, men det var heller ikke ham der var målet. Mødet med vogterens tentakler fik den ældgamle stenbue over hans hovede til at kollapse. Idet den første sten ramte ham affyrede Matjek harpunen ved refleks. Men den tunge bolt fløj langt forbi sit mål, og forsvandt i mørket uden at blive bemærket.

Således blev Matjek af Khetabis slægt drøm om hævn begravet under ældgamle sten på bunden af havet i Bilva. Og således undslap Pesthundene fra Solavag endnu engang skæbnens hånd og kunne frit fortsætte deres færd.

Brev til Akademiet

Kære mester Markio

Jeg er ked af at mine efterretninger det sidste stykke tid har været mangelfulde. Episoderne der omgiver disse dumdristige eventyrer, jeg følges med, har gjort det svært at finde pålidelige afsendere.

Jeg går ud fra at De på nuværende tidspunkt har fået besked fra min herre om at jeg ikke længere udfører mit arbejde for ham, så han kan sige at han er tilfreds. Tillad mig selv at uddybe situationen:

Herren gav mig til opgave at fælge gruppen bestående af veteranen Ergan, Heksesønnen Largu og Købmands sønnen Darlo med ildre stemme. Tilsammen udgør de en vigtig torn i siden på Kalkas. Min Herre Bad mig følge dem for at finde ud af om denne Kalkas var værd at støtte eller modarbejde. Mit indtryk er klart at han skal modarbejdes og saboteres så meget det kan lade sig gøre. Han er en marioent for en Sort Avetar og forbindelsen og deres fælles foretagende må standses med alle mulige kræfter. Det ligger mig så meget på sinde at jeg næsten har trodset min herres ordre og det kan virke på ham som om jeg har svigtet ham. Jeg har gået imod hans befalinger og har handlet aktivt på egen hånd. jeg har fortiet oplysninger og vildledt med overlæg. Disse forbrydelser er der ingen tvivl om. eftersom kampen mod Kalkas tager precedens over min brøde, vælger jeg ikke at stille op til dom og straffeudmålelse. Det må vente.
Lad mig pointere over for akademiet at jeg stadig opfatter mig som en del af akademiets lærlinge, men at jeg på nuværende tidspunkt er tvunget ud på et eventyr, der gør det vanskeligt at fortsætte mit arbejde som Sefu.

Jeg er fuldstændigt opmærksom på hvilken brist på ed og troskab dette indbefatter og jeg ved også at det i Jeres øjne kan minde om min faders historie.

Jeg er ked af at måtte melde jer at min troskab ikke længere ligger hos min herre og at jeg ikke kan fortsætte mit arbejde hos ham. Dermed svigter jeg jeres lov, træning og min faders arv. Den byrde er jeg også villig at tage på mine skuldre. Jeg har svoret en ny ed, og væbnet med den vil jeg bidrage til at ændre verden.

Jeg holde Jer underrettet om situationens udvikling såfremt De stadig ønsker det?

Ellers må det gå som det kommer til at gå.

Jeres Arno

Snart rammer moderen af alle storme kysten!

Gruppen er nået frem til den lille landsby Orika hvor de prøver at få skibspassage til de ydre øer, i håb om at nå frem til Bilva inden de store vinterstorme rammer for alvor.

I landsbyen får vi oldersiren Safavig i tale, og da han i sine unge dage rejste som soldat for sangeren Emerillon besidder han stor viden, og vi forelægger ham de ting vi har opdaget omkring Khalkas's planer for den nye helligdom, og hvad han er i gang med, med de gamle forfædrefigurer. Oldersiren lytter, men stiller kloge spørgsmål til, hvad det egentlig er vi frygter, og hvad vi opfater som vores virkelige opgave. Først frustreres vi over, at han tilsyneladende ikke deler vores frygt for at Khalkas vil binde kystens oldersirer til sin vilje, ja det lyder nærmest som om han bifalder den orden og disciplin det muligvis vil medbringe.

Men til alt held hjælper oldersiren os til at vende vores blinde stirren på enkeltdelene af Khalkas' til at fokusere på det, der er hele bevægegrunden: Og hjulpet på vej af Arno og Gregos beretninger om avetarer begynder vi langsomt at stykke puslespillet sammen. Det kræver dog først at Safavigi udvider vores forståelse af disse sære, gudelignende væsener, der i fortiden kom ude østfra. Hvor Arno og Gregos har den forståelse, at Avetarer uanset, hvad man kalder dem, i sidste ende vil være destruktive og ubønhørlige herskere, der vil undertvinge og slavebinde menneskene for at mætte deres enorme sult.

Men Safavig giver os billedet af et klæde, der er dyppet i en kraftig farve. De avetarer, der har haft meget kontakt med menneskene er som det nederste del af klædet, der er kraftigst farvet. Det vil sige, at de deler menneskenes appetit og begær, men der findes også de avetarer, der som den øverste del af klædet er rene og ubesmittede. Typisk har disse også søgt de mest afsides og højestbelligende steder, fjernt fra menneskene. Der har de fred kunne dyrke deres fordybelse og kundskaber hinsides menneskenes fattevene. Det er en af disse 'hvide' avetarer der vises vej til, når man træder i gennem den røde port på bunden af havnen i Bilva. Det forklarer, hvorfor sangerne brugte så store ressourcer på at bevare en mulig adgang til porten, da de forstå betydningen af denne viden den hvide avetare besidder. Hvem ved? Måske er det disse avetarer selv, der i glemte tider inspirerede til stiftelsen af sangerne.

I hvertfald kom Darlo og Largu sig pludselig gamle historier i hu, om hvordan der blev talt om, at Khalkas en gang skulle have fundet en hvid perle på en strand, og at han igennem denne perle hørte en skøn stemme. Meget tyder på, at en af 'Sorte' avetarer taler til ham, og bevæger hans handlinger, for selv at kunne få adgang til den ufattelige viden og magt, der rummes af avetaren, der venter på den højeste tinde i bjergene.

Dette var kerne i oldersirens ord. Der blev talt om langt mere den aften, men dette var det vigtigste.

Mørke over Lornavig

Gruppen er nået til den lille kystby Lornavig nord for Bilva, og er nu yderligere styrket med soriannasønnen Gregos fra Shantivarna.

Den ellers så uundselige fiskeby er pludselig blevet en hvepserede af aktivitet efter Khalkas har valgt at indkalde de nordlige egnes oldersirer til sommerens møde på en lille ø i nærheden. Og på denne ø er han i gang med et enormt bygningsværk med uheldsvangre konsekvenser.

Gruppen havde besluttet sig for at drage op i bakkerne for at besigtige byggeriet selv, for efter at have hørt tale om at Khalkas vil ægte Paponias og i medgift modtage de fire søjler fra søen ved Ephron begynder de at fatte omfangen af Khalkas's gustne planer.

Vi nærmede os bakkerne over søen nær solnedgangstid og syntes at kunne skimte et rødligt skær ude mod øst, måske fra det flammende bjerg ude i havet.. Snakken havde gået om, hvordan vi kunne vende Ilas, eller måske snarere hans søster, til vores sag og kampen mod Khalkas.

Efter midnatstid drog vi igennem den kolde og mørke nat ned mod den lille klynge huse på kanten af søen, hvor ovnene allerede var sat i arbejde for at forberede figurerne. For at kunne få fingrene i en båd uden at blive opdaget måtte vi krydse floden, hvilket næsten kostede os alle vores kræfter. Til sidst besluttede Largu og Gregos sammen at krybe tættere på de mørke bygninger, hvor de hurtigt opdagede tilstedeværelsen af vagtposter i små skure. De fik dog hurtigt fat i en båd, men fik også kastet et blik på de to store ovne, der spiller en vigtig rolle i Khalkas plan. Ilden i dem var så kraftig at blålige flammer slikkede op af de hvide skorstene. I mørket kunne vi også skelne skikkelser i beskyttende læderdragter, der holdte flammerne i live.

Da vi kort efter nærmede os den lille ø med forfædreminderne opdagede vi et sært, frølignende væsen, der gled rundt i vandet mellem stenene. Det fik Largu og Darlo til at huske på det mekaniske væsen de havde kæmpet mod i havnen i Bilva. Vi nåede dog kortvarigt at tro, at dette væsen måske var en vogter over forfædrenes hvilested, men øjeblikket efter blev båden rystet af et voldsomt slag, da væsenet kastede sig mod den lille båd. Vesterian og Gregos prøvede at drive det tilbage med våben, men intet syntes at bide på det. Så, med et slag piskede frøvæsenet ind mod klyngen af huse på kysten, for at advare eller varsko den mester der måtte vente på det der. Vi benyttede lejligheden til at komme i sikkerhed længere oppe af kysten, og den næste tid var der påstyr inde blandt husene.

Da der efter et stykke tid igen var faldet ro over husene besluttede vi os for at vende tilbage og spejde efter den mester vi gik ud fra kontrollerede væsenet, da vi følte os overviste om, at han ikke delte sin viden om dyret med de andre håndværkere og stenhuggere.

Ganske rigtigt kunne vi kort efter øje på en mørk skikkelse der nærmede sig søbredden. Derefter gik det hurtigt. Det var afgørende at få ham standset inden han vendte tilbage til husene, og inden han kunne alarmere vagterne. Gregos hastede frem gennem mørket for at kunne lægge sig i baghold, imens lagde Darlo en pil på buen og Largu bøjede sit sind for at kunne binde læberne sammen på den mystiske mand. Men netop som Gregos skulle til at kaste sig over manden, hvis ansigt havde været skjult af en stor hætte, råbte Vesterian op. Den mystiske mand var ingen anden end Marsuphila! Nu havde han set vores ansigter, og selv Largu var ikke stærk nok til at tynge den rødhårede mand ned, der tydeligvis kunne mestre vandtes essens, for han sprang ud over vandet, hvor han blev mødt af frøvæsenet, der løftede ham op på sin hånd og bar ham i sikkerhed inde mellem de bevogtede huse.

Der var nu ikke meget andet gøre end at søge mod Ilas landsby og prøve at vinde ham for vores sag. Vi valgte at overvåge vejen tilbage fra bakkerne hvor vi regnede med at kunne finde Ila vende omtumlet tilbage efter at have været i forfædrenes vold. Da dette skete antastede Darlo ham forsigtigt og talte med sin indsmigrende stemme om de ugerninger der skete på forfædrenes ø. I Ilas slørede tilstand faldt ordene i god jord og forhåbentlig ville det medvirke til at han nu ville bøje sin vilje, og dermed forfædreåndernes vrede, over byggeriet af ovnene og Marsuphilas gerninger.

Arno Sefu

Largu sculpt

En digital sculpt af Largu (fra før han gik nuts).

En fremmed ankommer

Den høje mand stred frem mod den isnende vind, der blæste ind fr kysten. De steder hvor sneen var blæst væk kunne han se lyng på bakkerne, der fladede ud under ham. Dernede, mellem de hvide klitter, steg røg op fra en klynge små stenhuse. Endnu engang konsulterede han den lille krøllede seddel med blodpletterne, der havde ført ham gennem dette fremmede og ugæstfri land. Men det så rigtigt ud, det var byen han skulle nå frem til. Et sted, mange kilometer mod syd måtte den store stad Bilva ligge.

Det smertede i den venstre arm, og han strammede slyngen med et solidt greb om kluden med tænderne. Så sikrede han sig, at det store skjold stadigvæk var dækket helt af den fedtede sæk han havde købt af en hyrde længere inde i bakkerne. Den lugtede af geder og gammelt halm.

"Må Sorianna og hendes velsignede søn Modhitar lede mine skridt," hvislede han ud mellem tænder, der klaprede i kulden. Med mesterens sværd i hånden begyndte han at traske videre frem gennem snedriverne.

Kulden falder over Bilva

Efter at have kæmpet mode den rænkefulde heksemester Vathandarlarsi, og kastet ham som føde for det groteske dyr, Askefilon, han vogtede for sin mester, den Røde Konge, er vi atter tilbage i Bilva, hvor vi søger ly og lindring for vores sår i en villa tvillingerne har skaffet. Largu, heksesønnen, brugte store kræfter i kampen og ligner nu nærmest en udsultet snylteorm, der sender hadske og sultne blikke mod alle. Det jager også tjenestefolkene en skræk i livet da de ser ham 'nære' sig ved Darlos legeme. Nok har de set meget i tvillingernes tjeneste, men at de ligefrem vil udstille det så tydeligt er skræmmende.

Arbejdet skrider langsomt frem på den tønde, der skal hjælpe gruppen med at stige ned under vandet, til det glemte tempel, og vogteren, der vover over det. Ventetiden tvinger de fire til at genoverveje deres motiver, og alle enes de mere eller mindre om, at de stræber efter en ny orden for kysten, en der kan bringe ro og fremdrift for landsbyerne, ved at der tildes mere indflydelse til den almene stand af fiskere og agerdyrkere.

Vi opsøger også en oldersir, der hjælper os til at indvie figuren af Zosan som husånd. Gennem ham og andre hører vi rygter om ambassadører vestrfra. Nogle af dem, dem fra Gula, er kommet for at tilbyde Kalkhas våben og penge. Andre, fra byen ved de tre floder, er kommet for at mægle fred, men dem har han indtil nu ikke ville mødes med.

I forsøget på at finde en der mestrer kunsten at bearbejde det røde guld støder Darlo og Marol på Sommerfugleøerne på en gammel kending af gruppen, høvdingesønnen fra bjergene, Zinobion, der optræder med et dramatisk ildnummer, takket være sit 'sorte vand'. Da vi også har hørt, at alle, der udviser slige evner her i byen, bliver tvunget til enten at forlade den eller træde i kongens tjeneste, og at de, der træder i kongens tjeneste, først skal aflægge prøve for hans mestermekymiker, Phangalti, øjner vi en mulighed for ved hjælp af rænkespil, at komme tæt på vores fjende

.... ikke at det plejer at være et problem, tænker Marol, det svære er ikke at komme FOR tæt på deres klinger! Han studerer endnu en gang sine rejsefæller, men gyser da hans øjne falder på Largus groteske form. Billedet af det ætsende spyt, der vældede frem fra heksesønnens mund da han skulle til at spise fisken for det til at vende sig i ham, og han må skubbe grøden væk, urørt. Han havde ellers håbet han kunne finde en ny mester, eller en partner. En der mestrede essensen nok til at kunne give liv, til de ting han byggede. Endnu engang finder han sine tegninger frem og studerer de mange skitser han udarbejdede i mesterens tjeneste.

Roja (3D skitse)

edit: tog den første version af modellen ned.

Så langt, Så godt

To døde, to perler tilbage og under skjul i en fjendtlig. Kroppen maltrakteret som var Roja blevet trukket efter en hest igennem en mark af glasskår. Det hvide søuhyre tog næsten livet af ham. En ting står lysende klart: Marol kom tilbage og redde Roja. Det vil blive husket.

Vi drog ud fra Solaveg den nat efter overfaldet for at får ram på Kalkas og hævne Zozans død. Fra at være en lille bande unge knægte, der ikke vidste hvad de gjorde er vi nu hærdede krigere og veteraner i en umådelig ung alder. Vi har alle taget liv. Nogle vi angre og andre var blot en nødvendighed. Largu er gået fra en uskyldig dreng til en frygtelig Heksesøn med mørke tanker og endnu mørkere handlinger, til en sammenbidt, men retfærdig kæmper for frihed og retfærdighed. Hvis der er nogen tilbage Roja kan stole på er det Largu. Det kan godt være han er nederdrægtig en gang imellem, men når det virkelig gælder, som da lægen havde kniven på struben af Darlo eller da Søuhyrets blodguldskrone skulle af, så stod han brast og gjorde hvad han skulle uden at tænke på de omkostninger det havde for ham selv og sin krop. At se ham kravle ud af de brændende ruiner, udsultet og næsten som et lig, viser hvor langt han er villig til at gå.

Vores rejser har bragt os i tjeneste hos Parponias og Krusso, to lige forfærdelige forbrydere. Vi har vristet den gamle nøgle fri fra Sangernes guldhus og har flygtet lige siden. På jagt efter os er Kalkas, Krusso, Parponias og Ameranthyserne, for ikke at tale om det løse: forskellige heksemestre og krigersønner, der har krydset vores vej.

Under den lange flugt husker vi bedst Metulla. En købmandsdatter, der hungrede efter eventyr og som besad de voldsomste kræfter. Hendes råd og visdom er det, der har ført os på vores vej. Det var hende der såede tanken i os at vi selv kunne tage til den røde port og sikre den skat, der gemmer sig dernede på bunden af havet. Hendes minde holdes i hævd via en lille hvid benstatue, som Roja har i en pose om halsen. Hun holdes med selskab af Zozan, Udelvik og Ergan og en grøn porcelænshånd fra en nedbrændt gæstgivergård.

Så nu er vi ved vejs ende: Vi er I Bilva. Vi har to Perler af Vand, der gør os i stand til at dykke ind i bunden af den gamle port og åbne døren til de forseglede hemmeligheder. Vi har en døende sangers velsignelse. Vi har en dykkerklokke og vi har frisat det hvide bæst, der kunne være Kalkases triumf mod os, så snart vi begynder nedsænkningen. Alt hvad der står tilbage er at beslutte hvem, der skal spise perlerne og hvem der skal blive i klokken indtil det går løs. Husk på vogterne er der stadig, klar til at opsluge dem der har ondt i tankerne og nederdrægtighed i hjertet. Roja tror at Darlo får svært ved at komme forbi. Fangearme har det svært med at afledes med sukkersnak. Og hans samvittighed er mere plettet end Rojas og Largus tilsammen.

”han ville ikke give guldet fra sig...”, de sidste ord fra en døende terne. Og så var der alt det han sagde om Ergan og Udelvik. ”Vi behøver ikke at tage tilbage. Der er intet at gøre. De døde der på gårdspladsen hovedet hugget af og et spyd igennem kroppen. Jeg så det selv. De er døde”. Men det er ikke sandt. Han dækker over noget, for i det syn Roja havde af Ergan og Udelvik på stranden i hvide klæde på vej til den anden side, sagde de, at de var døde i kældrene under huset efter lang tortur og til sidst henrettelse. Hver gang der sker noget uheldigt og andre dør eller kommer til skade, så vasker Darlo sine hænder. Men da han selv lå med fjendens kniv på struben tøvede hans frænder ikke. Måske Darlo skulle prøve at tøve lidt mindre og tænke knap så meget på profit og egen vinding. Men han er jo kræmmer og krosøn til det inderste, selvom han gerne vil have alle andre til at tro noget andet. Det er nok et ego pustet til live af vin og alkohol. Roja er træt af at prøve at ændre det. Men han vil holde et vågent øje med Darlo, når vi vover os ned på bunden af havet.

Uanset hvad der sker, må Udelvik og Ergans offer ikke være forgæves. Havets skat må kunne bruges til mere end at knuse Kalkas. Udelvik skal nok blive hævnet. Det lover Roja Wallat den lille figur af knust sneglehus.

Largu

første iPad sketch...

Om det hvide skib på stranden og Erkan og Udelviks afsked

...Udelvik ser mekymikeren komme til syne i værkstedet. Hans øjne lyser rødt, mens hans skikkelse syntes at gå i opløsning, da et dusin af små, sorte, krabbelignede maskiner frigør sig fra hans arme og torso og myldrer frem mod Udelvik.

Et sted i sin bevidsthed, bag panikken og dødsangsten, spekulerer Udelvik et øjeblik på om et mangeårigt brug af disse apparater har beskadiget mekymikerens blodveje og nervebaner...

...så er de over ham. Et øjeblik forsøger Udelvik desperat at flytte sine organer rundt, udenfor rækkevidde af de borende kløer og nåle. Men der er ikke længere nogle steder at flygte hen, indser. Mekymikeren kender alle hans tricks og overlader intet til tilfældighederne. Stykke for stykke bliver Udelviks legeme parteret med en kirurgs omhyggelighed.- Udelvik s vilje og bevidstehed ebber ud, en mat lettelse speder sig...

...så hører han stemmen, dybere, større, mægtigere end noget han før har hørt. Det er som han for første gang hører ordene mens de vælder ud af sangerens mund.

"Kom med mig, til den Brede strand. Der er en sidste ting, der skal gøres. Et sidste møde."

Erkan er der også, men følelsen af 'jeg' eksisterer kun svagt mens de driver af sted i hvad der føles som en evighed. De ser hele kysten og indlandet strække sig ud under dem, fra Bilva og til Upa i syd. Strid og ufred bølger frem og tilbage. Kongerne kalder deres tropper til kamp.

Så står de på stranden. Bag dem, ude på de rolige bølger ligger det hvide skib. Udelvik føler, at det har ventet på ham her, siden han blev født.

"Udelvik! Erkan!" De vender sig. Hvor kommer den svage, krattende lyd fra? Så ser de ham. Roja vakler frem, forvirret, utydelig, med tårer, der trækker snavsede spor ned over hans kinder.

"Er I kommet tilbage? Klarede i den?" De må anstrenge sig for at skabe mening af ordene, de handler om ting, der ikke længere har betydning for dem. De ryster på hovedet. "Nej, vi er kommet for at sige farvel."

"Nej!?" Roja slår vredt ud med armene. "I får ikke lov til det, ikke jer."

Han springer frem og griber ud efter dem, men de ryster begge sørgmodigt på deres hoveder.

"Jeg kan ikke klare det uden jer," hulker Roja. "Jeg vil hævne, brænde deres forbandede villa ned, om det så bliver det sidste jeg gør!"

"Nej, Roja, vi er stadigvæk hos dig. Som Sozan er hos dig. Når barmhjertighed og besindighed styrer dine valg, er vi hos dig! Husk eden, den er større end den enkelte af os. Hvis den lever videre, lever vi videre."

Roja ryster på hovedet som et modvilligt barn, der nægter at erkende sandheden.

"Roja, for vores skyld, så glem hævnen, glem vores døde legemer i kælderen. Nu gælder det de levende. Hast til Bilva, Roja, og lad vores navne leve videre i dine gerninger og bedrifter!"

"Luk os ind og vi dræber alle. Øhh nej vendt; ELLER vi dræber alle, mener jeg"

”Det blafrede Largu!” Roja standsede pludselig på den lille dyreveksel og Darlo bumpede ind i ryggen på ham.

”Hvad snakker du om”, sagde Largu hæst og satte sig på hug for at hvile. Den lille gruppe var på flugt gennem skov og kradt i et forsøg på at ryste forfølgerne af sig.

”Der oppe i Nishantasis kammer. Bogen du tog med. Den med billederne af blomster, kan du huske den?”

”Ja; jeg har den her”

”Og vi fik kun øje på den fordi siderne blafrede i vinden”, fortsatte Roja ivrigt.

”Jaa...og hva så?”, spurgte Largu.

”Der er ingen vind indenfor Largu. Vinduet kunne ikke åbnes, der var træk fra kaminen. Der må være en passage der, ned til kamre under huset. Måske en hemmelig kælder eller noget. Hvor de laver økserne. Hvor de holder sangeren fanget; og Udelvik”

”Udelvik er død”, sagde Darlo. ”Og Ergan er også død. Jeg så det med mine egne øje.”

Roja stirrede stift på Darlo, hans mund kun en streg i ansigtet.

”Han lever”.

”Nej han...hey Roja hvor skal du hen? Vi kan ikke gå tilbage. HAN ER DØD!”

”Han lever”, svarede Roja tørt. Jeg ved det. Og nu hente vi ham”.

Darlo tog en dyb indånding og skulle til at sige noget. Istedet rystede han på hovedet og sukkede. Largu trak på skuldrene og fulgte efter Roja. Efter noget tid fulgte Darlo også med.

...Det var Ergans plan denne gang. Det var Ergan der syntes vi skulle vralte op til porten og give Umbbaerne en chance for at forlade stedet. ”Forlad stedet i kystens navn og send jeres herrer herud og ingen kommer noget til.”

Det var en simpel plan, men forhandlingerne gik galt. Da Largu brød porten ned begyndte kampene og Darlo, forhandleren fløj op på tagene. Udelvik bukkede under for spydkasterne og Ergan måtte overgive sig til overmagten. Darlo tog kampen op på taget af tårnet og ville ikke overgive sig. Selv da Umbbaerne truede med at dræbe udelvik og ergan, der lå svinebundet på jorden, tøvede han. Istedet for at flygte valgte han at blive, i stedet for at overgive sig valgte han at forsøge at forhandle. Umbbaerne gjorde hvad de havde sagt de ville. En stak et spyd igennem halsen på Udelvik, en anden huggede stentræsøksen igennem Ergans skulder og kraveben i et forsøg på at halshugge ham.

Imens dette drama fandt sted løb Largu og Roja igennem huset og sparkede døre ind: De kastede sig frem for at finde sangerne eller værkstedet. Istedet fandt de en lille ulækker maskine og et rigt udsmykket kammer der tydeligvis tilhører Nishantasi og hans luskede lærling. Largu forseglede døren og de to ledte i hast efter lærlingen eller alkymisten selv, men uden held: Da krigerne begyndte at bryde døren ned, flygtede de igennem taget. Idet Roja kravlede ud på taget så han Darlo side som en kæmpe fugl på spirret af det yderste tårn. ”Flygt”, skreg han. ”Red dig selv Darlo” og krodrengen var ikke sen til at følge efter. Havde han blot flygtet noget før havde umbbaerne ikke haft nogen grund til at skulle henrette Udelvik og Ergan.

De tre venner flygtede ud i skoven og gemte sig på den anden side af søen hvorfra de kunne overvåge huset. Largu svømmede tæt på huset og undersøgte nogle vandrør under huset som tydede på nogle underjordiske værksteder.

Efter en times tid ankom, der 20 soldater og sammen med dem en gruppe med hunde og Mildahvas jæger. Nu skulle jagten på de tre undslupne i gang. Så Roja, Darlo og Largu begyndte at cirkle rundt i et forsøg på at vende tilbage til huset når solen gik ned. Roja havde en ide om at de kunne tilstoppe skorstenen og ryge Nishantasi ud. De gik igennem skoven, da Roja pludselig stoppede op og Darlo gik ind i ham med et bump.

Udelviks tanker

...den bløde, geleagtige væske omslutter ham, varmt, næsten trygt. 'Det er som at være tilbage i moderskødet', tænker Udelvik døsigt. Det føles som om han har været på flugt i en evighed, har været bange og såret, forvirret. Nu er alt trygt og godt. Han døser væk i utydelige drømmebilleder igen. Ansigter og stemmer flakker forbi ham, så, med et slag slår de frygtelige billeder ned i hans hoved igen, som gribbe på et kadaver.

...han mærker smagen af jord da hans ansigt bliver presset ned, blod på hans læbe, lugten af læder og stål. Spydspidsen mod sin nakke, soldaterne råber, truer. Lidt væk famler Erkhan fortvivlet ud efter hans hånd. Det hele går så uendeligt langsomt, som om tiden bliver trukket ud som strenge af harpiks. 'Det skal nok gå,' prøver han at hviske til Erkan, men soldaten sætter sin støvle på Udelviks baghoved og ordenen blir kvalt i hans hals.

Deroppe, på taget, en lille skikkelse, er det Darlo? Udelvik kan kun ane konturen af den bølgende sorte dragt. Soldaterne befaler. at han skal overgive sig, at han skal komme ned fra taget omgående, men skikkelsen tøver, Darlo tøver. 'Fatter han da ikke, hvad der står på spil?' når Udelvik lige at tænke. Så mærker han i et brøkdel af et sekund, hvordan soldaten flytter sin vægt, det hele kommer nu over i spyddet, der presser ned mod hans nakke. Det sker umærkeligt, som et refleks, spasmer ryster Udelviks krop, og i det samme lykkes det ham at mestre sin krops indre mønstre. De vitale dele drejes væk fra den skarpe od, der i stedet pløjer igennem kød og muskler. 'Jeg kan overleve det' tænker han, mens smerten skyller igennem hans krop. Men inden han får lov til at synke ned i bevidstløshedens velkendte mørke indprentes et frygteligt syn på Udelviks nethinder: en af de andre soldater kaster sig over Erkans forsvarløse legeme, og med sin stenøkse snarere skærer han, end han hugger smedens hoved halvt af...

...og nu er han tilbage, hjælpeløs, overladt til den perverterede Kashis forgodtbefindende. Gennem det lille koøje i tanken kan han svagt skimte sangerens hjælpeløse skikkelse, som et trofæ på den modsatte væg i værkstedet. Det uudtømmelige kildevæld hvorfra et utal af små, røde strømme rinder for at nære Kashi og hans mekymikers uhellige eksperimenter....

....aldrig før har Udelvik følt sit hjerte rinde over med så meget had og lede. Men om det er rettet mest mod Kashi eller Darlo ved han ikke.

Osmabaja

Roja ergan og Udelvik sad længe i mørket inden bragene, skrigene og larmen begyndte. Mildahva og hendes tjener kom ind og de bad fire soldater holde døren. En femte soldat bad hun stikke af og advare Jeroen om Osmabajas svig. Hund åbnede en lem i gulvet til et hemmeligt kammer under fadeburet hvor de tre helte skjulte sig. Erkan fik et sværd mens hun selv holdt forfædrenes daggert. Tjeneren kravlede i hullet med os andre.

Da døren gik op var baggrunden fyldt med blod og røg og ind trådte Osmabaja i en afskyelig blanding af kød og rustning. En afsindig kamp gik i gang hvor Roja fortvivlet prøvede at vikle kæmpens ben ind i kæder mens Erkan tog kampen op mand mod mand. Mildahva blev knust af en kødhånd men inden det, havde hun stukket ham i ryggen med den åndefyldte kniv. Han vristede den ud af sit demonsike kød og ville have dræbt hende, hvis ikke Udelvik havde kastet sig imellem. På mirakuløs vis penetrerede kniven kun kød og Udelvik overlevede. Osmabajas rustning blev hans bane. Hans vægt fik ham til at snuble og gå helt igennem gulvet så han ikke kunne komme op. Med tjeneren knust under sig prøvede han at disintegrere os mens vi flygtede. Hans hånd fejlede og vi slap ud til en gang med døde Umbbaere over alt. Men nu kom Darlo og Largu de sårede helte til undsætning. Med vægt is isne ord skræmte Dralo tre soldater væk, mens Erkan og Roja med drøje huk fik den sidste på retrete.

Hurtigt samlede gruppen en vogn og fik Mildahva lagt til rette. Hun ville ikke forlade stedet uden sin ternes lig og Largu meldte sig til at hente det: Trods de andres protester ville Roja med. Han kunne knap stå på bennene, men mente at det var hans pligt. Largu og Roja forsvandt tilbage i huset mens de andre satte af sted i vognen.

Hvad der præcist skete i huset står hen i det uvisse. Da Roja kom vaklende tilbage til vognen havde han rustning og udstyr til to mand, to stentræsøkser og ternens afhuggede hoved, men ingen Largu. Han var blevet taget til fange. Roja havde undsluppet ved at gemme sig under et lig. Han fortalte at Osmabaja var død for hans hånd efter at han havde skamferet ternenes lig. Roja havde tilbudt ham en byttehandel. Kalkases Kaptajns frihed for liget af ternene, men Osmabaja havde kastet hovedet ud som svar og hvad der skete herefter havde Roja svært ved at fortælle.

Endnu engang var gruppen splittet og selvom alle var i live så det slemt ud med Mildahva. Hendes ryg var knust og indre blødninger truede hendes liv. Darlo og Erkan tog efter de seks soldater, der havde fanget Largu og Udelvik, Roja og Mildahva drog ud i skoven med vognen.

Fortsættelse følger

Kojabas

Kojabas - Eshantati's dukkefører. Hvordan han helt præcist animerer sine mekaniske dukker med livs-essens er os stadig en gåde.

Osmabaya

Kalkas kaptajnen Osmabaya i sin Demon Armor suit.

mekanisk flyver

Bæstet der dræbte Mildava's terne

Alle gode gange tre

”Gør det ondt?” spurgte Roja hæst mens han snublede af sted.

”Ikke så meget længere”, svarede Udelvik. ” Det var mest mens de skar og tappede mig at smerten var voldsom”

”Nej, jeg mener gør det ondt at dø?”, Rojas stemme var snøvlet og hæs og hver gang han sagde noget piblede det ud med blod under forbindingen på hans hals. Huden boblede og væskede i bånd ned langs de store blodåre i halsen og hans øjne var uklare. ”Han sagde jeg skulle dø...” Roja faldt sammen som et træ, der er blevet fældet. Han tog ikke engang fra med hænderne, men landede med ansigtet forrest i gruset på vejen. Det var et rigtigt dårligt tegne, tænkte Udelvik og en kuldegysning gik igennem ham. Roja er stoppet med at kæmpe.

Darlo og Roja tog tilbage til Primotsava. Roja søgte nyt ved vejen, og fik at vide at Kalkas havde sendt sine bedste jægere til at fange de uhyggelige spioner. Men så blev han opdaget og belev fanget. Retsagen mod ham bød på mange muligheder for at bede om nåde og underkaste sig, men Roja holdt sig til sin noget naive forestilling om sandheden og løg kun om hvor hans venner befandt sig. Han blev dømt til døden og blev sat i forvaring hos husets husånder, bevogtet af fire soldater med stentræsøkser.

Imens fremlagde Darlo vores sag for oldersigeren, der med enkelte ord lod ham forstå at han i byens øjne var en forbryder og at han ingen hjælp kunne få. Dog ville han viderebringe et forslag om at løskøbe Udelvik og, på dette tidspunkt, også Roja mod en betaling i Rødt guld.

Svogeren ville gerne handle. Han ville ankomme til det gamle tårn ved midnat. Det blev vedtaget at Darlo skulle stå for forhandlingen. Men da Ergan, darlo og Largu ankom til tårnet sad Roja der allerede med bar mave og en Stentræsøkse i hænderne. Han var undsluppet og inde over byen kunne man se flammerne fra Umbaernes hus. Han havde på mirakuløs vis kæmpet sig fri af den stol han var lænket til, overvundet fire fuldt bevæbnede vagter og sat ild i familiens husalter og nedbrændt alle de ældgamle husåndestatuer. Under påstyret fra ilden havde han undsluppet.

Darlo ventede i tårnet og de tre andre gemte sig i skoven. Udvekslingen var klar til at gå i gang. Men ned af stien kom en ung pige, blodig og med et underligt mekanisk indsekt på hovedet. En giftbrod pressede mod hendes hals og klamrede sig om hendes ansigt. Hvad der skete i tårnet står stadig en smule uvist for alle andre end Darlo. Vi hørte skriget og så insektet flyve bort. Roja satte efter den og de andre løb til Darlos hjælp. Pigen var stukket i halsen og darlo ligeledes. Roja indhentede insektet da det landede på lærlingens hånd. En økse fløj igennem luften, insektet stak med sin giftbrod og Roja sank sammen. Skurkene flygtede og Darlo og Largu kom Roja til hjælp. Erkan sakkede bagefter da han skulle bære på den bevidstløse pige. Pigen var den terne, der havde reddet Largu på sin Frues bud, og nu havde hun betalt prisen. Livløs og kold lå hun i Ergans favn: Han sagde at hun havde afsløret at Udelvik lå på møddingen inde i byen. Hun havde også sagt at Darlo ikke havde ville give guldet fra sig.

Der måtte handles hurtigt: Largu og Darlo løb efter Udelvik. Roja vaklede forgiftet efter hesten, hjulpet på vej af Ergan.

Men fælden begyndte at klappe. Halvtreds soldater til hest begyndte at lede efter os varskoet af Svogeren og hans lærling. Der var både på vandet og et svirrende mekanisk giftinsekt i luften. Det var en nyttesløs kamp. Largu og Darlo gjordet et heltemodigt forsøg på at trække forfølgerne med sig over på den anden side af floden. Imens forsøgte Ergan at lede hesten med liget af ternen, en svækket Udelvik og en vaklende forgiftet Roja uden om soldaterne og ud i nattemørket.

Det gik galt. Ergan overgav sig og vi blev fanget og bragt til tavshed af Svogeren. Darlo og Lagu slap væk.

I Umbaernes øjne har vi siden sidst: dræbt en ung kvinde, brændt deres husalter og en del af huset ned til grunden og stjålet en økse. Vi er mere skyldige end nogen sinde før-

...og Kalkases folk er på vej.

Uddrag af 'Solavags krøniker'

'...syv gange skal den store bølge krydse havet, fra det yderste punkt mod Øst til tårnet i Bilva, fem gange skal der blæses i de store horn langs byerne ved havet, 3 tider er der udmålt for Kystens folk, 1 navn skal stå tilbage når røgen fra krigens bål har lagt sig...'

Penneskaftet gled ud af den gamle mands hånd, men han lod det ligge i sandet hvor det var faldet. Den store hund med det gyldne halsbånd kom og satte sig ved hans fod som om den ventede på en befaling.

'Lad det bare ligge, Roja,' hviskede gamlingen og klappede hundens trofaste hoved. 'Jeg får alligevel ikke skrevet mere i dag.

Solen var ved at sænke sig ned i havets skød, og fra stranden genlød aftenen af fiskernes sange mens de ordnede deres net. Gamlingen humpede ind i den lille hytte. I et hjørne stod øksen af steneg, stadigvæk så skarp og rede til strid som for de tredive år siden. Hvad var det byen havde heddet. Primozava? Gamlingen rystede på hovedet og kradsede sig fraværende i den ynkelige hudflap, der gjorde det ud for hans venstre øre. Man sagde, at der stadigvæk ikke var nogen, der havde bosat sig i resterne af det, der engang havde været en driftig by. Krigerslægten, der havde hersket der var glemt, forbandet og forhadt. Det isnede i hans hånd ved de erindringer, der pludselig skyllede frem i ham og han betragtede med et bittert smil de alt for korte skygger der blev kastet fra de to sidste fingre på hans højre hånd.

Den dag i dag huskede han alt for tydeligt skrækken og fortvivlelsen da han vågnede op i Kashis kælder efter det desperate angreb , der blot endnu engang havde bragt ham til grænsen af dødens rige. Men døden var ikke kommet, selv ikke da han havde tryglet om det. Nej. Kalkas tjener havde lugtet til en flig af det røde guld og ville have mere. Udelvik erindrede hvordan han havde ligget hjælpeløs, overladt til alkymistens tjener, den kyndige Kochabas og hans uhyrlige maskiner. Der strittede nåle og slanger ud fra alle dele af hans krop, og på brystet anbragte Kochalbas den skrækindjagende hummerlignende konstrukt, der ved den mindste bevægelse truede med at gennembore hans hals.

Det gøs i Udelvik og han trak den fjerbesatte kappe tættere sammen omkring sig. Det næste stod stadigvæk alt for skarpt i hans bevidsthed. Kalkas havde skåret hans øre af og fortæret med en obskøn glæde. 'Han er mere dyr end menneske, havde Udelvik tænkt, rædselsslagen ved synet af det gustne spyt, der vældede frem fra alkymistens mund og opløste det, der havde været hans øre.

Det eneste, der havde holdt ham i live igennem disse mareridtsagtige episoder var håbet om hans venner. Han kunne ikke regne ud, hvordan, men han vidste, at de ville komme ham til hjælp.

Først meget senere lærte han om sine venners desperate situation. Hvordan Roja var blevet fanget, bragt til doms foran Jeoren og hele krigerslægten, inklusive Kalkas. Oldersiren havde prøvet at tale Rojas sag, men til ingen nytte. Jeoren krævede dødsstraf, og var sikker på at deres nye herre fra Bilva ville stadfæste dette.

Så var Roja blevet sat i forvaring, under bevogtning af fire selvsikre krigersønner med stenegsøkser. Men forsynet og forfædrene havde så sandelig våget over kkrigersønnen fra Solavag, for da han bragte den lille figur, de to piger havde bedt ham opbevare, slog det hans fangevogtere med frygt og mistænksomhed. I deres klodesede raseri fik de væltet fyrfade, ilden fik fat på slægtens egne forfædrebilleder, en af krigerne stak øjet ud på sin ven, men vigtigst af alt, Roja kom fri og fik en økse i hænde.

Men glæden over dette lykketræf skulle vise sig kortvarig, nok fandt Roja tilbage til sine venner og Darlo, der imellemtiden havde opsøgt oldersiren for igennem ham at sende bud til Kalkas om at de ønskede at foretage en udveksling mellem det røde guld og mig. Det blev aftalt at mødet skulle foregå ved gravtårnet. Men da timen oprandt, rystede en uventet udsending mine venner i deres beslutsomhed. For det var hverken alkymisten eller hans lærling, der mødte op til hest. Det var den unge tjenestepige, der havde hjulpet Largu til flugt, og omkring hendes nakke, i et dødeligt favntag, sad den afskyelige maskine Kalkas havde brugt til at uskadeliggøre mig. Hulkende tiggede pigen om guldet, men Darlos tøven blev hendes undergang. I et forsøg på at vinde tid trættede han Kalkas tålmodighed, og pigens hals blev flået op af uhyrets brod.

Det lykkedes vennerne at finde Udelviks udpinte legeme på møddingen, hvor de tidligere havde fundet den døde sangerhund. Men både Roja og Darlo var blevet hårdt såret af det mekaniske dyrs giftige brod. Samtidig genlød skovene omkring os af soldaters råb og hundeglam. En svækket Roja kæmpede sig igennem det iskolde vand med den bevidstløse Udelvik, mens Erkhan nægtede at give afkald på tjenstepigens afsjælede legeme.

Gamlingen vågnede med et sæt. En lyd havde vækket ham fra de mørke erindninger. Tunge skridt på sandet, den sprøde knasen af små musingeskaller under de flettede måtter af marhalm. Hunden kiggede op og gav et lille bjæf da dens navnebroder trådte over tærsklen.

"Hvorfor sidder du og gemmer dig her i dunkelmørket," buldrede krigersønnen, der nu kunne kalde sig overhovedet for Vallarderne. "Lad os knække halsen på en flaske vin og ..." Han blev tavs da han fik øje på øksens slanke form i hjørnet. "Jeg troede jeg havde befalet dig at begrave den økse langt op i bakkerne," mumlede han mellem sammenbidte tænder. "Jeg vil ikke mindes, hvad den er blevet brugt til."

...jep, jeg kom lige til at lave et flashforward igen!

Spil

Her er lidt at tænke over i lyset af de sidste par spilganges katastrofale følger.

Spil med

Hvis der er en mulighed for at inddrage npcére og tale/snyde/lokke/spørger dem, er det en god ide, i stedet for at lade historien afgøres af heldige eller uheldige terningslag. Eks Largu overfor de fastfrosne vagter eller de tilbedende tjenestefolk. Udelvik overfor Alkymisten: nok snak, jeg angriber ham sku.

Vi husker alle Jacobs tidligere Paladin på klippesiden, der tavst lod sig blaste af ikke bare en, ikke to, men tre fireballs før han faldt til jorden.

Intet er ment som en kritik af nogen blot en påmindelse om at de gange det er gået galt er når vi ikke har spillet rollespil, men har spillet regelspil. Desuden er historien sjovere når vi snakker med folk, både når vi gør det godt men også, måske især, når vi dummer os, som Roja gjorde det overfor Parponias.

Stop vores ævl.

Forrige spilgang var katastrofalt fyldt med snik snak og conspiricy thought. Vi må være bedre til at se på det vi rent faktisk ved og ikke gisne og gætte så meget om det vi ikke kan have nogen forudsætning for at vide. Vi brugte to timers spiltid på at planlægge hvad vi ville sige i tilfælde af at den og den teori nu viste sig at være rigtig. Havde det ikke været for Largu/Soham sad vi sikkert stadig og drøftede hvad vi skulle gøre.

Vi skal selvfølgelig ikke handle overilet, men den tunge planlægning er til snigmordet på Kalkas i hans eget slot ikke til forstædernes småbebyggelser. Jeg syntes vi skal til at handle mere i tråd med vores figurers personlighed i stedet for, som jeg har for vane, at prøve at helgardere sig med planer og teorier.

Magi og Spil

Som udgangspunkt syntes jeg at alt skal ske indne for spillet. Hvis vi skal finde ud af noget skal det være gennem handling og samtaler med NPCére. Jeg ser nu at spillet for alle bliver bedre hvis Soham i ny og næ trækker en udenfor og siger lidt om ” nej det kan du altså ikke” og ”Ville det ikke være federe hvis du...” Den slags vejledning, især når det handler om magi, gør historien langt bedre for alle. Soham har en klar plan om verdenen og dens magi. Det tog os lang tid i sidste kampagne at få styr på det og vi er næsten ved at være der i denne her.

Da Lagu fik lidt underhånds info om stolen, syntes jeg egentlig at det var forkert, men det viste sig at være det rigtige. I fremtiden syntes jeg de små bemærkninger og vejledninger skal ske udenfor døren. Så virker det bedst for os andre. Vi kan stadig stille spørgsmål ved sandfærdigheden i en PCérs ideer hvis det er sket i hemmelighed, men hvis Soham har siddet og sagt det med hans lettere belærende ikke spilagtige stemme, så ved vi at det er uomtvistelig fakta og det godtages med det samme som sandhed.

Indkøb og solo.

Tænk over om ethvert lille indkøb af dit og dat er vigtigt for den samlede historie. Hvis Soham har planlagt en episode under indkøb af diverse camping grej, så skal han nok sige til og lade der ske noget. Ellers så siger vi bare hvad vi anskaffer og så er det det.

Håber at I er enige?

Roja på fri fod

”Jeg er fri, jeg er fri, jeg slap fri”, råbte Roja og brød igennem krattet. Han var lige ved at snuble ned i floden. Ved bredden gav han sig tid til at få vejret og overveje sin situation. Forfølgerne havde givet op for lang tid siden, men alligevel havde Roja knoklet videre igennem buskads og krat og sprunget og snublet fra sten til sten lang tid efter den sidste skikkelse forsvandt i hælene på ham.

”Jeg slap fri”, sukkede han og smilet stivnede. ”Men Udelvik og Largu er stadig derinde”. Han tog den lille Zozan statue frem fra halspungen og kyssede den på panden. ”Men jeg skal nok få jer fri, drenge. Det lover jeg”

Han fortsatte langsomt og træt videre langs floden. Tvillingerne måtte være et sted heromkring. Tvillingerne, et ekstra våben, Sharabi og måske Darlo. For Darlo slap væk, det er helt sikkert. ”Ergan”, bare navnet bragte væmmelse frem i munden på Roja. ”Nej; jeg skal ikke give ham skylden”, sagde han højt og rystede på hovedet for at komme tanken til livs. ”Han var bange og uerfaren, havde aldrig prøvet den slags før. Det er min skyld, hvis det er nogens skyld. Det var mig der trak en uprøvet fyr med i kampen, min skyld. Når jeg ser ham igen skal jeg kigge ham i øjnene og lade som om jeg forstår”. Et dyr elle ret eller andet fik Roja til at fare sammen og bevægelsen sendte et stød af smerte op igennem den dårlige arm. Han stak den i bæltet for at forhindre den i at bevæge sig rundt. ”Find tvillingerne Roja. Du kan ikke klare den her alene. Og Darlo. Han kan flyve. Det er for sindssygt det her. Du slap ud i live Roja”.

Roja er alene, svækket og uden våben. Han vil finde tvillingerne eller et hus i bakkerne hvor nogen kan binde hans arm op. Så må han tilbage til byen og finde ud af om sangeren han så på taget, har straffet de skyldige og gjort byen sikker at færdes i for fremmede igen.

Hvis byen stadig er på den anden ende i eftersøgningen på Darlo, så vil han prøve at få arrangeret et møde med Fruen. Hun er til at stole på. "Hun hjalp mig. Hun VED der er noget galt i hendes hus. Hun ved noget og hun kan hjælpe mig med at befri de sidste, hvis ikke sangeren kan".

Ergans tanker

Ergan vender og drejer sig i nattemørket. Tankerne kører rundt og søvnen vil ikke indfinde sig.

Hvor var det jeg valgte forkert, så jeg endte i denne situation ? Jeg havde et godt liv og sikker fremtid med en æret profession jeg var god til. Jeg skulle have ladet den stentræsøkse ligge i højmosen. Bare have kigget den anden vej og glemt alt om det. Jeg vidste endda godt selv at det var uheld, men min forbandede eventyrlyst fik mig på afveje, og siden da er alt gået galt. Jeg har bragt død og ødelæggelse over min mester og hans bror og min familie har måttet flygte. Ingen af de mennesker jeg synes om, har jeg gjort noget godt for. - og nu er jeg skæbnebundet til mine nuværende rejsefæller og det står mig mere og mere klart at de er vanvittige. De er så unge og har så exceptionelle evner og det er gået dem fuldstændigt til hovedet. Largu og Roja er gale på hver sin vis. Drukne på deres egen magt. Helt uden almindelig forsigtighed og en fare for alle deres rejsefæller, både direkte og inddirekte ved det, de fører dem ind i. Udelvik er fornuftig nok, men lader sig trække rundt ved næsen af Roja og Largu. Jeg troede han stod bag mig i forsøget på at binde Largus evner, men så går han pludselig ud og hjælper ham med at frigøre sig, når det er helt tydeligt at intet godt kan komme ud af det. Darlo er den eneste, der har hovedet ordentligt sat på.

Tankerne går til nattens begivenheder. Alt forløb jo fuldstændigt som jeg havde forudsagt. Vi så ganske rigtigt ingen sanger, men gik i stedet direkte ind i en overmagt - og tabte. Det var ikke engang en fælde. Det var bare fordi vi kastede os ud i det UDEN formål, UDEN viden om det sted vi angreb, UDEN viden om de fjender vi stod overfor, UDEN den mindste antydning af en plan og UDEN ydmyghed over for faren.

Og nu er de alle fanger, hvis de da stadig er i live, og det er op til Darlo og mig at befri dem. Jeg burde bare stikke af. Forlade dem, så de kan ligge som de har redt. Men vores skæbner er bundet sammen og jeg lader ikke venner i stikken, uanset hvor meget de fortjener det. I det mindste kan vi tænke os om og lægge en plan før vi skrider til handling denne gang...

- Ergan

Billeder fra Højmosen

Sangernes skæbne

Langsomt bringer vores færd os nærmere Bilva og vort mål. Vi er nu i Primozava, en middelstor by, der samler rejsende fra de mange små dale, og sender dem videre i deres rejse til højvejen og Bilva. Disse dage svulmer byen også af unge, krigslystne mænd, der strømmer til Umbbaernes hus for der at lade sig hverve og træde i Kalkas's tjeneste.

Husene i denne by stræber mod himmelen på fundamenter af sten, og videre op på rigt udskåret træværk med scenerier af krigere og jægere, især Ørnen, der er Krigerslægtens mærke. Det gik dog hurtigt op for os, hvor tæt de nu har knyttet båndet til Blæksprutteherren i Bilva, i det vi så flere bannere, hvor Umbbaernes ørn var blevet indgivet en sort sol med udgående stråler. En sol, kaldte de det, men i vores øjne var det tydeligt en blæksprutte.

Vi tog til takke med at blive indkvarteret i et af de gamle gravtårne i byens udkant, da hele byen strømmer over med rejsende. Grama er stadig svag efter begivenhederne i bjergene, Rojas arm er endnu ikke helet fuldstændigt, og mine ribben volder mig stadigvæk noget smerte. Men planen er den at optræde som følge for en syg købmandsfrue, der agter sig til Bilva. Roja agerer en udemæærket en duknakket bondetamp, der kører vognen og Darlo er den veltalende skriver. Largu, ja han skumler stadigvæk under halssmykkets bånd.

Roja var meget opsat på at finde den unge knægt, hvis søstre havde skåret en træfigur af ham. Derfor ønskede han at opsøge Umbbaerne, vel også for at få et glimt af deres berømte stenøkser. Faktisk så vi, at indgangen til deres prægtige hus, var rammet ind i karme af steneg. Man sagde at familien var begyndt at producere økser af steneg i store mængder til deres herre i Bilva, og således havde kastet al tradition og ære i grams.

Senere på aftenen, efter Darlos forsøg på at købe og skabe sig venner, blev vi kontaktet af en forskræmt Sharabi. I en grøft fandt hun ved et tilfælde liget af en de specielle hunde vi har set i sangernes følge, med fem tæer og trædepuder, der var malet i en turkisblå farve. Gerningsmændene havde begået en uhyrlig men effektiv gerning, flere steder var dyrets mave perforeret af spydsår. Der gik ikke lang tid inden vi havde gisnet om, hvad dette kunne betyde. En død sangerhund måtte på en eller anden måde betyde, at en sanger også var tæt på, givetvis i fangeskab i Umbbaernes kældre, tvunget mod sin vilje til at producere store mængder af stenegsøkser. Vi havde også erfaret, at Mimena, søsteren til Jeroen, den ældste søn i slægten for nylig var blevet gift med en mand fra Bilva ved navn Kharsi!

Brikkerne begyndte at falde på plads, og ansporet af Sharabis ord om, hvor handlekraftige mændene fra hendes egn var, begyndte vi efter nogen diskussion at lægge planer om at trænge ind i villaen. Dette førte så til flere skænderier om, hvorvidt Largu skulle løses fra halsringen. Dette var Ergan naturligvis imod, ligesom han stort set var imod alle andre forslag end om at forholde sig afventende. Udelvik afviste også først tanken om at løse Largu, men overgav sig til sidst, på den betingelse, at Largu lovede at iføre sig smykket når vi havde overstået udfordringen.

Vi fandt en fattig smedefamilie, og lovede ham rigelig betaling mod at bryde ringen. Largu havde lånt Ergans hammer, der var besat med en spids af rødt guld, men der var først da Udelvik lånte sin vilje til handlingen, at der skete noget. Med uhyggelig kraft splintredes ringen, e stort stykke begravede sig i den ulykkelige smeds hals, og kun Udelviks fortvivlede indsats redde hans liv. Dette burde have været et tydeligt varsel om, hvilke uheldsvangre konsekvenser aftenen skulle bringe!

Udelvik skriver til mesteren

Mester Ouvaris,

"endnu engang nedfælder jeg mine tanker vel vidende, at jeg bliver nødt til at kaste brevet på bålet så snart det er færdigt. Vores fjender er om nogensinde stærkere og tættere på os. Men vi føler os også stærkere. Båndet imellem os styrkes ved bevidstheden om den udfordring og den kamp, der ligger foran os. Men i takt med, at det styrkes, bliver svaghederne også tydeligere. Som sædvanligt er det banal grådighed og ærekærhed der er vores største fjender, og stærkest kommer det til udtryk hos Largu. Jeg takker forfædrene for, at Erkhan er kommet ind i vores lille kreds, og med en nytilkommens øjne hurtigtklarlægger bristerne hos os. For der er ingen tvivl om, at vi alle har brister. Blot er det Largu, der længe har nægtet at erkende det. Men nu, med halssmykket om sin hals, lader det til, at han forstå alvoren i det. Og endelig har jeg følt mig tryg ved at genoptage vores fælles træning.
Foståelsen af for den fare hans utæmmede styrke udgør har også fået mig til at spekulere over det bånd , der ligger på mig. Kan det fjernes? Eller ophæves det langsomt i takt med at mine evner udvikler sig og det bliver overflødigt?
I takt med at vores færd endnu engang bringer os til Bilva, og dermed rejsens næste mål, løber varslerne om krig stærkere og stærkere, som bliver det selve vores tilbagekomst der indvarsler krigens udbrud.
Jeg spekulerer mere og mere på, hvad det er vi vil finde hvis vi når frem til vogterens kammer. Det, vi har hørt om de store slag der bragte Vest-riget og Bilva til fald, og den grådige flamme det tændte i så mange andre, får mig til at spekulere på om det ikke er vanvid at åbne den røde port?Sangerne vogtede så nidkært over det af en grund, og nu vakler vi frem, halvt forblindede af frygt og forvirring, uden at kende til andet end flygtige fragmenter af sandheden. Og hele tiden føler jeg den nagende fornemmelse af, at vi bliver ført eller ledt frem, af usynlige hænder, der udnytter vores ungdommelige gåpåmod og ukuelighed.
Måske har Roja ret i sine tanker om, at det kunne være klogt at få Amaranthysserne i tale, for at lære mere om de gamle tider. Det lader heller ikke til, at de, på trods af hvad vi ellers måtte frygte ved dem, endnu har valgt nogen side i striden."

Al den tid Udelvik har siddet og nedfældet sine tanker med den ene hånd, har han i den anden hånd omhyggeligt bearbejdet og formet obsidianskilen fra Rojas våben. Det vil sige, nue er den ikke længere som en kile, men i stedet en glat, sort kugle

Roja rydder op i tankerne

Roja er forvirret.

Alt deres snak om akasha og tidspunkter for dit og dat: Sig det som det er i stedet for at dæk det ind under fine ord!. Det må være fordi de andre kan læse og skrive at de føler det er nødvendigt at blande det hele så meget sammen. Jeg ved en ting helt klart og tydeligt: Kalkas er ond. Han sendte dine demoner mod Solaveg og tog Zozan fra mig. Han angreb plyndrede og nedbrændte vores by og har siden forfulgt os for vores viden og vores nøgle.

Det må snart være på tide at nogen viser den menneskebager hvordan man opfører sig ordentligt.

Vi ved hvor han bor, vi ved hvordan hans palads ser ud og er indrettet, vi har viljen og kræfterne til at gøre det ingen andre tør: stoppe Kalkas. Det er det vi er her for, det er det vi skal. På bunden af havet bag den røde port er der noget; en hemmelighed så magtfuld at sangerne har gjort alt hvad de kunne for at skjule og forhindre nogen i at få adgang til. Men vi skal derned. For dernede ligger vores mulighed for at rense kysten og riget for folk som Krysso og Kalkas, Parponias og Largu...øh jeg mener Den Gale Hund selvfølgelig.

Men en ting jeg tror vi har glemt i løbet af vores flugt og dueller og snestorme og gamle dragter. Hvem er sangerne egentlig? Vi har hørt at nogle af dem ligger i store kar og sover på en ø langt ude i havet, når de altså ikke vandre rundt og håndhæver deres egen lov. Vi må grave dybere i historien fra det gamle riges fald for at finde ud af mere om hvem de er og dermed også hvorfor de vogter så nidkært over en hemmelighed, som vi er godt i gang med at afdække. Gør vi sangerne til vores fjender ved at åbne den røde port? Gør vi Kalkas og Krysso en bjørnetjeneste?

De eneste der stadig ved noget om dagene før rigernes undergang og som stadig tilstede er Amerantyserne. Måske vi skulle snakke alvorligt med dem?

Tegninger

Billederne viser darlo i hans nye dragt, når den er spændt rigtigt på, og hunden, der reddede os i snestormen og skjulte os for forfølgerne...

synopsis II

Efter en dag med sysler vender Erulf dog tilbage hen under aften med ilde nyt. Han har skudt en hjort men også på jagten opdaget at en gruppe af bjergenes lokale samt Zinobion og hans heksesøn af en ven campere på den anden side af et lille forbjerg. Og at de sikkert pønser på at angribe gården i løbet af natten og tilbage kræve den smukke kvinde, som Zinobion selv har stjålet fra Kalkases hoved villa, samt at Odanathys nok ønsker at udfordre den eller de hekse sønner som rejser med Tvillingerne, og som lyder Rojas bud! Efter et krigsråd blev det besluttet at alle soldaterne og Erulf ville tage hestene og gemme sig i skoven bag gården, parat til at charge når angrebet begyndte. I hovedhuset gemmer de svage og sårede sig, under de tykke mures beskyttelse. Natten falder på og den kolde vinternat er stille og klar. Men pludselig begynder angrebet med en kaskade at af ild der flyder og spyer ud af pejsen og brænder en tjener og et par andre. Herefter bruder kaos ud. Udenfor kæmpes der og inde i huset beslutter Largu og Udelvik sig for at få loftet til at styrte sammen for at kunne komme til Odanathys der åbenbart står på hustaget og hælder sin trolddom ned gennem skortstenen. Loften styrter sammen og flere såres men odanathys reddes væk af nogle af Amga-krigerne og kampen ebber ud da Darlo sætter en pil gennem Zinobions skulder. Næste morgen rejser gruppen videre mod Vandaka, en gammel Kolkisisk by ved bredden af en stor bjergsø. Her hviler de og modtager hjælp fra byens Olderzir. De tilbringer en nat i byen og den efterfølgende dag. Men efter at have hørt om de mange fjender der kommer nærmere og nærmere beslutter Tvillingerne at de gruppen op! Erulf og soldaterne vil rejse mod Bilva ad Højvejen, og undervejs udfordre og forstyrre fjenderne mens Zozans sønner, en tjener, Oiram & Krama samt Sharabi Upaya rejser langs fodbjergene mod Bilva. En rejse der bringer de til et fortryllet sted. Under nattens dække bryder gruppen der agter sig mod bjergene op og de rejser langs bjergsøen mod dalen mod øst. Den første halvdel af turen forløber uden problemer men så begynder et kraftigt snefald. Hen mod aften finder de en af de mange lokale huler at slå lejer i. Denne hule har været brugt igennem mange hundrede år som tilflugtssted for rejsende og er fyldt med graffiti især et af dem som fanger gruppens opmærksomhed da det først synes at vågne da varmen fra ilder vækker det. Gjort af rødt guld, også nogen gange kaldt levende guld, lyser der op da ilden brænder klart. Det er to cirkler hvor i midten er der bedende hænder. Stilen er kolkisisk og gammel.

Næste morgen efter samråd med Tvillingerne bryder Ergan en cirkel af det røde guld ud af væggen og gruppen forlader stedet i hast. Efter en lang dags hårdt ridt op gennem dalen nærmerde sig en gammel grå-blå gletcher og passet videre til nabodalen og her ser de tilbage i bunden af dalen en kæmpe samling af ryttere alle klædt i rødt og sort. Den ny-kronede konge i Bilva har sendt sine Kriger-sønner 92 stærk, alle kældt i brynjer, bærende spyd, økse, kniv, skjold og buer. De ridder på uldhårede ponyer som kan let klare kulden og som har sikre fødder selv i bjergene.

Gruppen gribes af angst!

Largus brev til Oiram

Med et hurtigt ryk flåde Largu de to sider ud af den gulnede og stærkt falmende notesbog. Forbløffet over, hvor pænt de to sider pagement efterlod kun minimale tegn på nogen sinde at have siddet i bogen, foldede han siderne sammen til et sirligt lille brev. Han rejste sig, og gik for at opsøge Oiram.

Largu fandt den aldrende tvilling siddene tæt på lejrens eneste bål. Oiram nød en stille stund med en lang pipe i mundvigen, og sendte tunge skyer af tobak ud i den kolde aften luft. Largu rakte Oiram brevet, og tvillingen tog mod dem med et anerkendende nik, men sagde intet. Han ventede åbenbart ikke på, at Largu skulle forlade ham, men gik straks igang med at folde brevet ud.

Dette var, hvad han læste.

Ærede Oiram,

Som du bad mig har jeg tænkt meget og længe over de samtaler vi har haft på turen. Jeg har tænkt længe over sammenhængen mellem sindet, eller bevidstheder om du vil - og de 5 essenser, materier og deres fakulteter.

For at tillægge sig viden har jeg her nedfældet på 3 retningslinier enhver studerene bør underlægge sig og følge.

For det første må man starte med at udforske det velkendte.

For det andet skal man mærke sig verden i dens reneste form.

For det tredie skal man man arbejde med og ikke imod de 5 essenser.

En studerende i de ældste kunstner må starte med at bruge det han kender bedst. Huske steder som han har besøgt eller boet i mange år. Dyr som han har omgåes med hele sin opvækst på sine forældres gård. Mad og drikke som han har nydt mange aftener år efter år. Først når man mestrer det velkendte kan man gøre sig håb om at udvikle sine kundskaber til at nå mere bredt og fagne det ukendte.

Meditation ved morgengry og skumring vil styrke sindet og øge den individuelle bevisthed hos den studerende.

Den studerede bør forstå at essenserne er i udviklende balance. Det er krævende at gå direkte mod balancen, men nemmere at vejlede eller styre balancen. Det er dumdristigt at hidkalde regnvejr på en skyfri sommerdag, eller få store egetræer til at gro i en sandet ørken. En studerende må til alle tider vurdere hvordan han bedst muligt flyder med essensens flod i stedet for at kæmpe mod strømmen.

De ærbødigste hilsner,

Largu, Søn af Valdaro og Mirela

Rejsen over Sattagdia Bjergene

Synopsis: turen over Sattagdia bjergene.

Fra Ortimene ved havets bred, rejste gruppen op i fodbjergene og videre ind i Amga-land. Endnu åndede alt fred og efterårsskovene klædte sig i rødt, orange og gyldent. Gruppen bestod af sønnerne fra Solavag, også kaldt Zozans sønner, samt en Sanger Soldat ved navn Ossir Erulf, og de to rige og gamle tvillinge-krigere ved navn Oiram & Krama Inanna og deres følge af tjenere og soldater. Det var et imponerende følge og overalt hvor de kom frem dukkede bjergenes hyrde, bønder og jægere frem for at hilse dem og handle. Efter nogle dages ridt dybt ind i bjergene kom de til den Amga klans land som kaldte sig Bisharpurene og på højsletten ved bjergsøen Vitorusa gæstede følget klanens høvdinge og festede med folket. Amgaerne lever og ånder for disse fester. Til dagligt lever de spredt men når noget skal fejres kommer de fra nær og fjern og fester, handler, knytter ægteskabsbånd, ser slægtninge, og så slåes, raner og skændes de også. Denne fest i Bisharpurernes huler ( klippe-templer skabt af Kolkisiske arkitekter og lokal arbejdskraft ) dannede rammerne for dans, mad og drikke samt uddelingen af ” sort øl ” en gæret drik fyldt med urter og andre gode sager, tilberedt af klanens hellige mænd Athysserne også kaldt Sharmanerne.

Under gildet blev Erkan tilbudt at købe en kostelig gave. En ung kriger prøvede at sælge en massiv armring af ”rødt guld” eller ” prakasha guld ” men Erkan afslog da han synes der var noget skummelt ved det. Senere den sammen nat hjælper Roja Largu til at drikke det sidste af det sorte øl, da athysserne i deres uvished er et øjeblik uagtsomme og af det kommer der nogle sære syner, blandt andet det af en sharman på et fladt hustag som tvinger i knæ en ung mand mens han messer ord der får en blodrød ring af guld til at snøre sig sammen om hans håndled og true med at klippe armen af...

Efter alt dette, næste morgen, bryder den store gruppe op og rejser mod Aghistir passet over Sattagdia bjergene mod landet på den anden side. Det land som i gamle tider holdt livsnerven, Højvejen, til byerne i vest, Gula, Malkuna, Shantivana og Kongebyen KOLKIS.

Den første del af turen går godt, så begynder sneen at falde. Natten inden de krydser passet tilbringer de i ruinerne af soldaterbyen som engang vogtede passet og gjorde rejsen over bjergene sikker. Den nat vækker hundene Zozans sønner og da de firbenede sætter ud i natten følger Roja og Erkan efter. Hundene synes at løbe med et forladt hus, der kommer dog et skær fra et af vinduerne og hundene forsvinder derind hvorefter lyset forsvinder øjeblikkeligt. Da Roja og Erkan lister videre bliver de pludseligt angrebet af deres egne firbenede venner som synes at være blevet slået med galskab eller besat af vanvidsdæmoner. Roja dræber dem begge men Erkan såres og de gør hastigt tilbagetog. Tilbage i lejren sætte der ekstra vagt men intet anende har den svigefulde athysser, Valabathys af Bisharpur, solgt den røde guld armring til en tjener i følget, som han om natten kaldte ud i et ruin hus og gav et pulver der kunne tilsættes maden, og som ville danne grundpillen i hans trolddomsnummer næste morgen. Og ganske rigtigt – næste morgen spiser alle sammen mens Tvillingerne fortæller lidt om den sidste del af rejsen over passet, men pludselig begynder et par af soldaterne og hoste og mumle underlige ord. Nogle vælter om og begynder at kradse sig i ansigtet andre begynder at slåes. En grusom galskab breder sig og selv Udelvik og Largu bliver grebet af den! Frem fra bag en søjle i ruin huset træder den mørkklædte sharman ved navn Valabathys, og med en fløjte kalder han til sig sine hunde. Stolt fortæller han at han er den mest magtfulde Sharman i bjergene og at hans kunst ” dæmon-hundene fra Aghistir ” er frygtet vidt og bredt blandt klanerne og at han nu vil røve dem for alt deres gods samt måske deres liv hvis de ikke makker ret!

Tilsammen får Erulf, Roja og Darlo dog sat en stopper for dette, og Valabathys såres hårdt og efterlades nøgen i sneen til en usikker skæbne, men den store gruppe rejser videre et par mænd mindre.

Turen over passet går strålende og på den anden side ser de Handelsbyen, som engang indeholdt boligen for den skat-minister der overvågede handel gennem passet. Nu er byen dog et hjemsted for egnens tvivlsomme karakterer og en mand kalder sig Ossir eller konge her. Efter et kort møde tilbydes den rejsende gruppe et hus at sove i og om aftenen inviteres soldaterne til terningspil og øl i ministerens gamle hal. Kongen OssiZino fortæller at hans søn Zinobion er rejst til en dal i bjergene på for at betale en gæld og at hans nye kone vil synge for dem. Frem på et skjold bliver båret den smukkeste kvinde sat i lænker. Hun er lille og slank, sandeltræsfarvet hud, mørkt stort krøllet hår og smukke brune gazelle øjne. Men hendes stemme og sang er så smuk at selv ilden falder lidt til ro og garvede krigere kniber en tåre. Straks vågner de svages begær og et væddemål over kvinden som de kalder Upaya, og Rojas mosetræsøkse bliver indstiftet. Kappestriden er nævekamp på en seng af aske og gløder fra arn-ilden og da kampen går i gang er det hurtigt tydeligt for enhver at disse bjergmænd, flygtninge og lovløse fra kysten ikke er novicer.

Byens mand smadre med et næveslag Rojas overarm, et slag der i enhvers øjne endte kampen med en sejer til byen og Ossi Zino, men Rojas tåler ikke at tabe sin økse så han kaster sig tilbage ind i kampen og med et råb tvinger han sine venner til at hjælpe sig! For et barn med en hammer ligner alting et søm – og for en heksesøn og en falsk sanger-lærling er der ikke meget andet at gøre end hammer til, og byens kriger bliver slået 6 meter bagud selv om Rojas hjælpeløs frembrusen knap rørte ham.

Omtåget beskylder krigeren de fremmede for æresløs opførsel men Roja og de andre er allerede ved at indløse deres gevinst. Men kongen dømmer at der næste morgen skal forsvares ære ved en tvekamp mellem Roja og byens kriger, og sådan bliver det. Øksen og kvinden forbliver under overvågning og Zozans sønner vender tilbage til gruppens hus. Næste morgen begynder duellen på en plads hvor byen har taget opstilling på den ene side, og de rejsende på den anden. I løbet af natten er høvdinge sønnen Zinobion vendt hjem og hans vrede er som en bjørns der vækkes af den vinterhi. Med sig har han bragt Odanathys af den Sorte Kilde, og hans kunst er at få metal og ting til at brænde ved at dyppe det ned i en stort mint-grøn krukke fyldt med noget sort klæbrigt stads. Tvekampen bølger og til sidst vinder Roja. Undervejs vælter det bord som den grønne krukke står på og uskyldig rammes af den brændende væske der klistre som honning og efterlader stor skade. En moder med et barn rammes særligt slemt!

Kvinden Upaya udleveres og kongen beordre alle at lystre hans bud når han dømmer at de fremmede vandt, men senere efter de er rejst overbevises han om noget andet da han hører de mange tunge argumenter der vejer imod de fremmedes ære!

Imens rejser grupper så hastigt de kan med den mange sårede og nu begynder Rojas arm og hæve og smerte. De er nød til at finde et større hus at finde hvile i for natten eller måske for et par dage da Rojas sår er så alvorligt at han kan dø af det, især fordi han valgte at kæmpe videre men en splintret overarmsknogle.

De finder et arn-hus, et hus der tilhøre en af de semi normadiske familier der rejser mellem dalene og bjergene og følger årets rytme. Her slår de lejer og begynder at behandle de sårede. Kvinden fortæller at hun hedder Sharabi af Upa og hun tildeles det øverste kammer lidt væk fra alle andre og den første nat forløber roligt.