Isandra

Uri

Gruppe Foto

Her er en foreløbig udgave af gruppe billedet.
Skal nok få alle figurer tegnet færdigt snart. Tænker på at lave et lignende setup med vores modstandere også.

Aromir

Oteck og hans nye Ypperstepræst Stridskølle. Sådan her ser han ud i det efterhånden slidte udstyr fruen gav ham inden afrejsen fra Ebla. I hjørnet er faderens kamp mærke og familiens heraldik: Hærfuglen.

Menio

Mirjaves gunst

(note: denne update er ikke det skønneste prosa - Jeg håber at kunne skrive det rent senere...)

Vi forberedte nattens angreb hvor præsten Mirjaves kattedyr formodedes at snige sig ind i vores villa for at stjæle sjæle perlen - eller det vil sige den forfalskede træ perle vi har lagt i våben skabet (Den rigtige solgte vi jo til tvillingerne).

Mirjave/Katten sniger sig ind i villaen -  vejende undersøgende, men tydeligt styret af præsten. Den rejser sig på bagbenene og åbner døren på magisk vis og går på to ben ind i rummet. 

Ibu har gemt sig inde i våbenskabet med et net parat til når katten/præsten åbner skabsdøren. Vi andre har gemt os i et værelse ovenpå. Uri er bevæbnet med sit scepter og en træklods. Det er først da Oteck forklarer ham at træklodsen er til at blokere døren med, at planen rigtig går op for Uri. De andre er parat med net og køller.

Vi ankommer ned i rummet ide katten har åbnet skrinet med perlen og tydeligvis fornemmer at det er en falsk perle uden skyggen af trolddom. Ibu springer ned fra skabet og svinger nettet over katten men den undviger behændigt. Oteck svinger først også nettet  og følger op med et slag af køllen med de syngende ringe. Han strefer katten over ryggen, men tager også en af stolene med i købet der splinters i tusind stykker. 

I fuld spring er katten på vej mod døren hvor Uri blot få øjeblikke forinden har sat dørstopperen i. Uri når kun lige præcis at trykke på scepteres udløsnings mekanisme. Scepterets dart træffer katten i brystet som falder til jorden med et blødt dunk. 

Katten bliver bundet, og Oteck håner præsten på det groveste da han formoder denne stadig er til stede og bundet med katten.

Næste dag får vi besøg af en yppersteprøst og østbyens politi, der kræver at gennemsøge huset. De finder intet, men finder ud af et par 

Dernæst skriver bliver vi enige om at skrive et brev til Majorea, for at invitere ham til middag selv samme aften. Vi er enige om det at sætte sig direkte mod præsteskabet ikke ligefrem fremmer vores sag på dette tidspunkt. Derfor sætter vi den helt store charme offensiv i værk. 

Hushovmesteren fortæller at han ikke kan blive hos os meget længere. Han har ærinder og gøremål for mester Konimori.

Præsten Mirjave ankommer i en båd med masser af folk omkring sig, men mest impornerende er det, at to store konge oddere ser ud til at følge ham tæt. Mirjave bliver budt på vin, og nyfanget krebs men er mere optaget af Kattens umiddelbare nærvær som han mærker tydeligt. 

Under snakken med Mirjave bliver det hurtigt klart at han føler sig ført bag lyset af dem der har hyret ham - mægtige folk fra byen. Han er glad for at få emblet og katten tilbage.  

vi snakker om det at bonde med dyr, og han fortæller en historie som han selv mener er påfund, som siger at han som spæd blev fundet blandt vilde dyr der havde taget ham til sig.

Mirjave tilbyder os en ørn som en slags finde løn, og armano skal straks næste morgen indfinde sig i hos præsteskabet så Mirjave kan instruere ham. 

Han ser også Otecks kølle med ringene og siger det sandsynligvis har været en ypperstepræsts våben. Ringene kan genkende og memorere livs energier - hvis man vender ringene rigtigt kan man skyde den indsamlede energi af mod vedkommende.

Han fortæller også præstene kan styre hvad der bliver gemt i deres emblemer. Det er noget som man kan lære at gøre hvis man har talentet. Hver morgen skal man sætte sig og fokusere på de ting som man vil ha indprentet i emblemet. Man kan evt. skrive tingene ned på papir og læse det højt for sig selv. Personens emblems beskaffenhed har også noget at sige for denne process. 

Vi tar afsked med Mirjave og prøver at fokusere på hvad der ligger af udfordringer lige for - Nu går jagten ind på at finde en huspræst...

Kimærens Hus

Den stejle gade genlød af håndværkernes råb, den ringende lyd af hestehove på brosten og skramlende kærrehjul. Det var mange år siden at denne gade, på den søndre side af floden der strømmede igennem Ebla, havde oplevet så meget liv. Heller ikke siden de Syv familier havde hersket i den gamle by havde dette gamle krigerhus oplevet så meget aktivitet.
Denne trafik kunne heller ikke undgå at fange den fremmede mands opmærksomhed. Aftenen før havde en hans små rotter informeret ham om de nye beboere i huset. Unge eventyrere, der var vendt hjem fra Ramanosha med guld på lommen og store drømme var i sig selv ikke noget særsyn. Især ikke i disse dage, hvor nye tider herskede i Ebla, og hvem som helst med penge på lommen kunne etablere et Krigerhus. Men rotten mente han havde genkendt den ene af dem. Havde han ikke kæmpet i Flodhuset en gang for en tre måneder siden, før de store omvæltninger? Det var værd at følge op på.
Den tynde mand stoppde omhyggeligt sin kridtpibe og sendte en tynd søjle af røg ud. En tømrer der i samme øjeblik passerede forbi, slæbende på planker, måtte stoppe op ved næste gadehjørne da det gik op for ham, at han ikke anede hvor han var på vej hen.
Den tynde mand fortsatte langs ned gennem den skyggefulde arkade mens han kastede omhyggelige blikke over mod Krigerhuset. Et våbenskjold var ved at blive hængt op over porten. Et grotesk, næsten komisk fabeldyr, tænkte manden og tillod sig et smil, lige noget man kan forvente fra unge brushaner.
Han tog et langt drag på piben, mens han studerede de folk der strømmede ind og ud af porten. En del lignede soldater, eller knøse der drømte om at bære et Krigerhus's segl, og vinde hæder og ære i arenaen. De unge brushaner har nok travlt, tænkte manden. En anden af hans rotter havde fortalt ham at præsterne havde været der dagen før. I det samme passerede en bærestol ud af porten. Den cinnoberrøde baldakin var beklædt med små stykker af spejlglas, der fangede solens lys o gjorde det svært at kigge direkte på den. Vinhandleren Aroram, tænkte den tynde mand og huskede på rygterne om at den vallensuriske vinhandler havde været på udkig efter et Krigerhus til salg.
I en døråbning sad to dragere og søgte ly for solen, mens de sukkede efter noget kølig vin. Han gættede  fra rebmærkerne på deres skuldre, at de lige havde afleveret en tung last i huset, og mens han tilbød dem sin vandkrukke var det nemt at at puste til deres tørstige sind og fortælle dem, at det var kølig vin de læskede sig med.
"Jo, der er sån en stor kleppert der hundser rundt med de unge rekrutter, kaptajn kalder han sig, men han er sgu ikke mange timer ældre end Marso her," grinede den en af dragerne og nikkede mod sin unge makker, der nikkede ihærdigt. Hans øjne skinnede mens han fortalte om de unge eventyreres tilsyneladende bundløse guldkiste. Penge, de havde tjent som krigsmænd hos en af de mægte familier i Vallensuri. "Der er også en sådan en urtekyndig fyr, der hænger en fæl dunst over ham, af miksturer  og svampeafkog. Ham kalder de Snogen, han ligner sgu også sådan en!" I løbet af kort tid havde de to dragere fået drukket sig i en imaginær rus, og deres snak begyndte at blive usammenhængende. Men inden da havde de fået beskrevet hver af de fire ungersvende: Hunden, Slangen, Ørnen og Musen. Kun Katten var ikke med i selskabet, men det generede ikke den tynde mand. Ham var der styr på.
Den tynde mand løftede sin vandkrukke ud af fingrene på gamle drager der var sunket sammen i en rallende snorken. Det var på tide at vende tilbage til hans mester og fortælle ham at Cursinos Køtere var vendt tilbage.

Opgørets time i Vallensuri

'Herovåben', sukker Oteck atter, mens han veltilfreds lader hånden glide op og ned af den sorte klinge, præstebanen, Der var blevet smedet af spejlmageren Konnimoris fader, som gave til hans ven Mira Garashiran, Thilans bedstefader. Takket være dette sværd, og mindet om det døde barnebarn af hans faders ven, havde vi vundet Spejlmagerens støtte i det forestående opøgør med Hastars hus, det opgør er forhåbentlig også ville drive en permanent kile ind mellem Hastars hus og præsterne fra Amyldena.
Solen var forlængst forsvundet ned bag Vallenuris utallige tage, hvis glaserede tagsten funklede i solens stråler. Ude i bugten glødede lys fra de mange opankrede skibe, deriblandt de amyldenske ambassadørers galej.
"Oteck, hvad tænker du på?" Krigersønnen kiggede på Armanu, tørrede munden med håndryggen og begyndte med ivrige håndbevægelser at skildre hvordan han forestillede sig at de skulle angribe Hastarenes krigere, uskadeliggøre medierne, gennem hvilke den gamle præst kunne træde ind i sit 'krigsharnisk'. "Med den her klinge vil han  ikke se mig komme, han vil ikke se Thilnas hævn ramme ham. Lige mellem øjnene!" Oteck sprang og, stadig fægtende, og var hurtigt tabt for omverdenen.
Armanu sukkede og kigger ned på det primitive kort de har prøvet at få udarbejdet over De Sorte Skyers Hus. Takket være håndlangeren Jagama havde de fået et par krummer af information om det skumle vinhus, der var bygget på ruienerne af et gammelt kastel. To indgange fra vandsiden, en af dem stor nok til at tillade et skib med mast adgang. Det var sikkert der fra Amyldenas folk ville komme. Med deres drager. Armanu gøs ved tanken om det skællede udyr der havde kastet sig over Klippeklo i arenaen i Ebla.
Bagerst i rummet mumlede Ibo mens han omhyggeligt gennemgik og organiserede de ting han skulle mebringe på sin ensomme færd gennem kloakker og smalle skakter, heriblandt den usædvanlige kastekniv Kommensuri havde skænket ham. Udstyret med kompasset kunne han forhåbentlig nå uset frem til den skjulte arena hvor mødet skulle foregå.
Uri, Slangen, forberedte sig på sin rolle som den grådige, nysgerrige købmand ved at sidde og pille de sidste fyldte oliven fra den skål, Spejlmagerens tjener for få øjeblikke siden havde stillet udenfor døren. "Jeg har brug for næring, mit legeme skal restituere," udbrød han med proppet mund, da han mærkede de andres blikke hvile på sig.
Udover de to indgange fra havsiden var der også en skjult indgang, der mundede ud et sted i bjergene. Et sted nede i kroens dyb lå den sal med søjlerne Jagama havde beskrevet. Formnentlig var det der mødet skulle stå. Han havd beskrevet de forvitrede gudebilleder så levende, at Armanu næsten kunne se dem for sig. Det lød som et gravkammer.
"Og dig," udbrød Oteck mens han vristede en honningglaseret vagtelvinge fra den protesterende Uri, "hvad Tænker du på, Fugledreng?"
"Alle de døde..."

Watersnakelizard-thingy

Troll Sketch

Mediet

Ibo gik ned til søen og badede og vaskede sit tøj. Nede ved søen faldt han i snak med to af husets tjenestepiger, som fortalte ham om helligdommene, hvor man kan gå og ofre og bede om held og beskyttelse. Henne ved søen lå et lille helligsted, hvor Ibo lagde lidt værdifuldt metal fra hans våben, der splintredes i arenaen. Den vigtigste helligdom på egnen er dog det hellige rønnetræ højere oppe i dalen. Pigerne fortalte at folkene i huset ofte kom der for at ofre, men også for at besøge familiens mausoleum, som lå nær det hellige rønnetræ. Især moderen kommer ofte fordi hun mindes sit døde barn. Thilan havde en tvillingebroder, som døde ved en drukneulykke da han var to. 

I mellemtiden havde Uri snakket med Thilan, som i vanlig diktatorisk stil havde lagt planer for aftenen efter, hvor de 4 soldater skulle til byen for at more sig. Dels ville han træne med Oteck, trods sin stadig ømme hovedskal, og dels fortalte han er Uri om et pulver. Et pulver, som Thilans bedstemoder havde, og som ville tillade hans ånd at forlade kroppen og vandre sjæleligt ud over markerne. Han havde engang prøvet en lille smag og han faldt straks i trance: “Jeg er troldmand ! Præsterne kom herop for at lure omkring mig, men min fader sendte dem væk. Skaf pulveret i aften så vil jeg sende min ånd på vandring !”

De 4 venner samledes for at tale alting igennem. De gik dog først op i dalen til mausoleet og det hellige rønnetræ. Ved rønnetræet ofrede flere af vennerne små eller større gaver. Ibo lagde et af de to tordenfrø, men gjorde det meget diskret så ingen af de andre så, hvad han havde for. Da de 4 derefter satte sig sammen for at diskutere var Oteck fyr og flamme: “Drengen er et medie !” Det er derfor de vogter sådan over ham og derfor huslæreren er sendt fra Valensuri. for at holde øje med ham.  Sådan en famiie har jo ikke råd til sådan enn fin huslærer. Ibo, du må stjæle pulveret i aften !”

Ibo var ikke meget for at udføre dette tyveri, men han var heller ikke meget for at sætte sig op mod resten af gruppens samlede vilje, så i stedet gik han blot ud og blandede noget ganske ufarligt pulver af mel og aske og lidt krydderier fra køkkenet og lod  som om det var bedstemoderens pulver, han havde stjålet. 

Næste aften lykkedes det at smugle Thilan uset ned i laden, hvor krigerne bor. Så snart Thilan så pulveret smagte han på det og ...Faldt om i trance med blå læber og et uhyggeligt blik i øjnene ! Hana vågnede op kort efter, ganske medtaget, og fortalte at han i  trancen så krigere var på vej op fra byen for at overfalde huset. “Og en af dem kiggede lige på mig ! “ tilføjede han. Ibo gik til bekendelse om at pulveret var helt uskyldigt. Drengen Thilan var tydeligvis ikke helt sædvanlig !

Der var ingen, der tvivlede om at Thilans syn var sandt. Uri’s opgave blev at smugle Thilan tilbage i huset, mens de 3 andre bevæbnede sig og gav sig på vej lidt ned md byen for at spejde og eventuelt lægge et baghold.

De 3 venner så en lille gruppe af krigere på vej op ad vejen. Der var i alt 6 og en af dem var en af husets krigere, som pegede op i retning af huset og sagde noget om at det var kun meget lidt beskyttet og nemt at røve. Derefter vendte han om og de andre halv-berusede krigere fortsatte op ad vejen. Ibo, Oteck og Armanu gemte sig i de høje bregner og forberedte deres baghold. Da de 5 tilbageværende krigere var kommet tæt på i tusmørket slap Ibo en pil, som dog ikke ramte. Derefter sprang Armanu og Oteck frem på vejen og Oteck råbte en udfordring ned mod krigerne, mens Armanu kastede et spyd, som ramte en mand i brystet. Ibo sneg sig i mellemtiden gennem bregnerne for at komme bagom angriberne. Han lagde mærke til at en af dem, en sortklædt skikkelsediskret gled ud til siden og smøg sig i grøften forbi Oteck og Armanu. Ibo fulgte diskret efter skikkelsen, mens Oteck og Armanu højlydt kastede sig i kamp med de 4 tilbageværende. En af dem var allerede ramt af et spyd og det tog ikke længe før de alle tog benene på nakken. De havde ikke ventet så beslutsom modstand !

Ibo fulgte tyst efter skikkelsen, som stoppede ved hegnet ind til gården. Han stirrede indædt ind mod bygningerne, hvorefter han bevægelse sig sidelæns ind i bevoksningen uden om hegnet og rundt om gården. For Ibo så det nærmet ud som om hegnet forhindrede hans adgang, men måske det bare var Ibo’s livlige fantasi. Så snart banen var klar for Ibo op til huset og slog højlydt alarm. Nu havde han jo selv set angriberne og kunne advare uden at afsløre noget om Thilans trance.

I huset blev alle døre stænget, lys tændt og alle folk vækket. Alle tjenestefolk kom også ind i huset. Husherren og et par få andre våbenføre mænd bevæbnede sig og gik ud i mørket, hvor Oteck og Armanu sluttede sig til dem. Imens skuttede resten sig og krøb sammen i huset. Bedstemoderen fyldte fade med vand og stillede dem i alle vinduer. Ibo tænkte at rønnetræets ånd, som jo løb i elven og såen, nok også kunne påkaldes i vandet fra brønden og dermed beskytte familien. 

Uri havde sat sig ind på Thilans værelse, hvor Thilan lå i en dyb, udmattet søvn, og hvor huslæreren også sad. Uri blev hurtigt ganske urolig fordi huslæreren opførte sig meget sært. han forsøgte tydeligt at få Uri til at gå og flyttede vandfadet væk fra vinduet. Da han lukkede øjnene og syntes at synke ind i sig selv i trance åbnede Uri døren for at slå alarm. Huslæreren greb vandfadet og slyngede vandfadetmod Uri. Vandet sved og rev i ham og han tumlede ud på gangen og døren blev lukket og låst foran ham.

I mellemtiden var Ibo kravlet op på taget (gennem skorstenen) for at holde udkig efter den skumle person, han havde set snige sig væk fra de andre krigere. Heroppefra så Ibo huslæreren kravle ud af vinduet med Thilan hængende bundet på hans ryg i dyb søvn. Ibo  satte efter så hurtigt som muligt.

Nede ved søen lå en båd som urørt af menneskehånd langsomt gled ud på det mørke vand. Huslæreren og Thilan steg op i båden, men just som den lagde fra land kom Ibo i fuldt firspring og kastede sig i vandet. Det lykkedes ham at komme op i båden og ude på søen udspandt sig en desperat kamp. Ibo stak med kniven, huslæreren holdt hånden frem og påkaldte Fader Eg og kniven bøjede sig, som havde den ramt en hård overflade. I mellemtiden var alarmen slået og Oteck og den andre kom efter på vej over søen i en anden båd. På den anden side af søen så Ibo en mørk skikkelse stå på en lille bakke og huslærere anråbte om hans hjælp med navnet Asaldar, men Ibo klamrede sig tig til huslæreren som en burre og just de sprang i land på den anden bred lykkedes det ham at sætte kniven i sin modstanders bageste, flygtende, ben. 

Nu nåede det anden båd frem og det blev klart at huslærerens foretagende var mislykket og Thilan var reddet takket være vennernes snarrådige mellemkomst. Ud fra mørket for en sværm af små pile og den forræderiske huslærerer faldt om i mudderet. Mens hans livsblod løb ud i søens dybe vand forsvand hans medsammensvorne Ansaldar i mørket.

Ramanosha, de 12 Træers Ø

Efter den hovedkulds flugt frs Ebla hra gruppen nu fundet midlertidlig husly og tjeneste hos en jævn uldhandlerfamilie ved navn Lavarnapetti. Dette lod sig gøre efter Otecks omhyggelige forhandlinger med familiens 12'-årige søn Thilan, der tørstede så meget efter spænding og heltemodige bedrifter at han gerne kastede sig i de kolde bølger for at Armanu så kunne træde til og redde ham op. Det indgik ikke i planen at han skulle pådrage sig kvæstelser i hovedskallen, men det betød blot at Uri kunne få lov til at træde frem og vise sine evner, hvorved familien kom i yderligere gæld til de fire unge eventyrere.
Efter et par formanende ord fra købmanden Vakarin i Andabar er gruppen nu kommet frem til uldhandlernes gård inde på øens højland. Det er et bakket og frugtbart område, der tilsyneladende ånder ro. Alligevel har familien dog behov for væbnede vagter til at vogte deres jorde mod røvere og grådige rejsende på vejen fra indlandet ned mod Andabar.
Familiens lærer tog os i mål, og informerede os om øens opdeling og historie. Oprindeligt var Ramanosha nemlig inddelt i 12 riger, der hver var opkaldt efter et træ:
Hyld, Røn, ask, tjørn, ceder, æble, havtorn, ahorn, æble, hassel, eg, pil og røn. Hvert af disse tolv træer og disse regioner svarer til en af årets 12 måneder. Præsterne her på øen har mindre magt end på fastlandet. Man ærer havet, og en højtid bliver stadig holdt i hævd. Et relikvie bringes af præsterne på skift rundt til de tolv egne, der så vogter over relikviet i den måned, der svarer til deres træ. Den store stad Vallensuri indgår dog ikke i denne højtid, da byen ejer sit eget relikvie.
Vi befinder os i Rønnens rige, fyrsten her hedder Aparis, en berygtet piratkonge, der tiltrækker mange lykkejægere.
Hos familien har vennerne hurtigt fundet deres naturlige plads. Ibo har som en gnaver i hast søgt mod køkkenets varme, Uri er blevet installeret i et af de bedre kamre, hvorfra har forventes at tilse den unge Thilan, såfremt han kan få vristet sig ud af de bløde dyners tunge greb.
Oteck og Armanu er blevet sendt ud på familiens afsides jorder, hvor netop soldaterne er positioneret således at de bedst kan beskytte dyr og huse. Det vste sig dog hurtigt at de vagter ikke har beskyttet andet end deres egen magelighed. Fedladne, utrænede og uhumske var de, store i kæften men ynkelige at se på som de fyldte sig med vin og brokkede sig over manglen på kraftigere rusmidler. Det var kun lige med nød og næppe at Armanu kunne forhindre Oteck i at gå besærk. Vreden over Karsos død red stadigvæk som en mørk skygge over den store krigers sind, og han var mere end rede til at lade det gå ud over disse ynkelige undskyldninger for krigere. De endte med at Armanu fik ham overtalt til blot at pisse i soldaternes vinkrukke. Dagen efter skulle de andre soldater alligevel ind til byen og hore deres penge væk, så der ville blive tid til at planlægge en ordentlig lærestreg.

Flugten fra Ebla

Den mægtige stad Ebla, Vindenes Herres stad, var som et mægtigt dyr der vågnede fra en urolig søvn og nervøst vejrede mod luften. Hvad var det den kunne mærke? Stanken af af død og aske? Et løfte om krig og ufred, der fik den til at fare sammen og hvæse mod det ukendte der lurede i mørket.
Rundt omkring i de velbefæstede krigerhuse blev skodder smækket i, døre låst og våbenkamrene åbnede. Vindherrens navn blev hvisket altimens de forskellige huspræster bøjede sig over slægternes herovåben og hviskede om storhed og krigslykke.
Gennem Eblas ildevarslende nat hastede de fire venner fra Kursinos hus, anført af den garvede kriger Karso, der skal lede dem sikkert til Ramanosha.
Efter den lurende stilhed i den øvre by var den livlige atmosfære i havnens nattemarked helt befriende. Hundredevis af købmænd og kræmmere faldbød alt fra mægtige våben, til euforiserende stoffer fra gustne havdyr. Karso førte gruppen til en forfalden bygning, en slags mausoleum fra en af de tidligere konger, der var blevet bygget sammen med et forfaldent fyrtårn. I denne bygnings kældre residerede en magtfuld person ved navn Mishra, kaldet 'Knoglernes Herre', der fra noget der mest mindede om et gravkammer, trak i trådene som en stor fed  edderkop. På trods af hans ubehaelige fremtoning skyldte han fru Isandra en tjeneste og var villig til at indfri den: nemlig at skaffe os skibsplads på en båd til Ramanosha. Mishra hidrørte fra en af de sydlige byer, hvor guddommen repræsenterer brugen af magi, og han  mere end antydede at han besad viden om kundskaber, der grænsede til blasfemi. Nemlig nekromanti, dødekunsten, at kunne vække det døde legeme til live. Uri spurgte ind til om præsterne kunne bevare kontrollen med en kriger i arenaen, efter at livet var rindet ud af ham, men hertil svarede Mishra, at selvom om dette måske var muligt, udgjorde det for stor en risiko for præsten, da en sådan kontrol krævede en åbenhed, der kunne gå begge veje.
Gruppen drog et lettelsens suk, da Mishra endelig lod dem føre op til et kammer, hvor de kunne tilbringe natten og afvente bud om skibets afgang.
Men det skulle ikke blivce til megen hvile den nat. Blot et par timer senere blev de vækket af en forpustet Karso, der gjorde dem det klart at de i hast skulle samle deres ting og komme af sted. På vej ned af en smal stentrappe, der førte ned til havet og en ventende båd hørte de råb og lyden af kamp bag dem.
"Fortsæt ned af trappen og ud i båden," hvislede Karso og trak sit sværd." Jeg vil prøve at sænke vores forfølgere."Hovedkuls væltede de ned ad trappen, hvor tre mænd ventede i en lille båd. Armanu greb den tunge kurv Karso havde havde bragt med. Oteck var som den sidste på vej i båden da vi så forfølgerne komme til syne på toppen af trappen. Den hvide falks rustning glimtede svagt i lyset fra de gyngende lamper i bådens stævn. Oteck var parat til at springe krigeren til hjælp men blev holdt tilbage af sine venner. Hurtigt greb de fat om årene, og kæmpede den lille robåd ud med den større, ventende båd ude ved pynten. Netop da de var på vej ombord så de på stranden et brutalt syn, der skulle være deres sidste minde fra Ebla: den Hvide Falk havde tvunget Karso i knæ og henrettede den modige kriger som en køter der i vandkanten.

Drage fra Amyldena

Om herovåben

Gudernes finger er faldet tungt på Ibo, tænker Armanu da den den spinkle knægt kommer tilbage efter sit sidste møde med fruen og præsten Matreon. Ørnen havde under udpegelsen var selv et øjeblik blevet grebet af forfængelige drømme om at sejre i arenanen. Men så huskede han hvorfor han egentlig var kommet her: hans familie og høvedsmandens datter. Og alt tydede på at der var et større spil under udfoldelse, et spil hvor hovedpersonen kunne blive et nødvendigt offer.

Ibo lignede i hvertfald en der var på vej til slagterens bænk som han kom slæbende på de remedier fruen havde udstyret ham med. En slags pisk, bestående af en stav på længde med en underarm, og en kraftig dusk af hestehår, og to metalkugler, der i ydre mindede om kvædeæbler. "Jeg skal lave et våben af det,"kvækekde han spagt da de atter var tilbage på kammeret. Oteck skubbede sig straks frem, flåede tingene ud af musens hænder og begyndte straks at gestikulere, mens han fablede om mastodontsværd.

Vi fik senere at vide at hårene stammede fra en den hest Isandras forfader havde redet på, da guderne var trådt ned i ham. Ibos opgave bestod i at skabe et våben, der både kunne harmonere med hans styrker og evner, men som også kunne være med til at stedfæste hans navn og ry blandt tilskuerne. Kort sagt, et våben, der kunne være en helt værdig.

Aftenen gik med heftig diskuteren frem og tilbage om, hvad der passede Ibo bedst, om hvilke kræfter der mon boede i metalkuglerne, og om vi havde noget at frygte fra de andre krigshuse. Det var tilsyneladende ikke unormalt at husene angreb hinanden for at skade de andres kæmpere.

Næste dag bød på den glædelige overraskelse at Karso var vendt sikkert tilbage til husstanden efter at have ført Otecks familie i sikkerhed, men der var dog ikke meget tid til at glædes over det. Senere på dagen skulle Ibo prøve sine evner med det våben han havde fået konstrueret, mod Baldiri. Præsten Matreon skulle samtidig afprøve Ibos evner til at lade præstens styrke flyde i ham. Skal Musen stå nogen som helst chance i arenaen må vi håbe han lader sig fylde som et stort tomt kar!

Husets frue var mødt frem for at nyde optrinnet, i hendes følge var en mørkhåret kvinde med hud, der var som fløde. Vi hørte hende præsenteret som Totilla, en murabamsk kvinde. Knap var Ibo og Baldiris duel begyndt før hun tilsyneladende ville angribe Matreon, der i dyb koncentration lod sin kraft skylle ind i Ibo. Oteck var den der handlede hurtigst, og på trods af, at fru Isandra sad upåvirket og nippede af sin the, kastede han sig frem mod den murabamske kvinde, der bevægede sig hastigt og smidigt som en kat. Hurtigere end en kat, faktisk, men stadigvæk ikke nok til at komme uden om Otecks enorme bjerg af kød. Det lykkedes ham at få hende ned, men kun for t kort øjeblik. Med en utrolig styrke og beslutsomhed lykkedes det Totilla at vriste sig løs, og sende et lammende slag mod Otecks skulder, der med et smæld sprang ud af sin sokkel.
Midt i al dette virvar havde Uri og Armanu forholdt sig afventende for den spirende fornemmelse af, at dette var en prøve havde vist sig rigtig. Men det var Oteck der havde bestået prøven! For dette var ikke blot en test, hvor Ibo skulle vise sine evner med det nye våben. Det var også en test, der skulle forberede os på, at kunne reagere med lynets hast hvis mænd fra et af de andre huse ville forsøge at angribe vores præst, mens Ibo var midt i sin kamp

Tilbage til Flodhuset

De fire unge vovehalse havde i fællesskab udkastet endnu en dristig plan. På egen hånd ville de snige sig ud af huset og stille Oteck op til endnu en kamp i Flodhuset. Det viste sig dog, at når en sådan plan skulle udføres helt uden hjælp fra andre i Cursinus hus var der en del logistik man selv skulle have styr på. Det første problem var at skaffe Otecks våben og udstyr som var låst inde i et skab i Isandras gemakker. Det var Ibo’s job. Mente Oteck. Oteck havde godt nok en nøgle til skabet, men man skulle jo først finde uset derhen.

Ibo havde tænkt sig godt om og planlagt en rute henover muren hen til beboelsesfløjen, hvor fruen og de andre betydelige folk boede. Indbruddet skulle foregå i solnedgangstimen når fruen holdt andagt i sin faders gravkammer. Ibos klatreevner viste sig dog ikke helt at stå mål med hans planlægning. Måske var han nervøs. Efter næsten at være faldet ned af muren endte han med at måtte opgive og i stedet blot pile over gårdspladsen og op ad trappen i håbet om at ingen kiggede.

Inde i den indre gård var han meget tæt på at blive opdaget og da fruens dør viste sig at være låst endte Ibo med at måtte skjule sig under hushovmesterens seng mens en undrende tjener gik rundt og kiggede. Endelig gik tjeneren igen og det lykkedes Ibo at finde en nøgle til Isandras kammer i hushovmesterens skrivebord. Forsigtigt smuttede han ind og låste op til skabet med alle fruens og husets mest værdifulde genstande. Midt i skabet hang en smuk halskæde. Ibo gik i stå. Tordenfrøene. Tydeligvis havde fruen flere af dem end hun lod vide. Han tog sig sammen og gjorde hvad han var kommet for. Hentede Otecks ting. Låste efter sig og kom uset tilbage til kammeraterne.

Det næste problem var at komme over muren og ned i slugten. De fire venner fandt rebstigen. Sammen med en del tøj og nogle falske halssmykker tilhørende de ældre kæmpere i huset Cursinu. Hvad mon de havde brug for at klæde sig ud som sømænd for ? Bare for at komme ud og more sig, eller ? Der var ingen tid til at gruble. I tøjet og ud over muren. Her kom de fire venners klatreevner igen til kort og både Ibo og Uri faldt og slog sig slemt på vejen ned. Det dæmpede dog ikke Otecks entusiasme.

Endelig ankom de fire til Flodhuset, hvor de satte sig tilrette og meddelte kampmesteren at “Lænkehunden” igen var tilstede og havde lyst til at måle sig mod en hvilken som helst kæmper. De tog for sig af drikkevarerne og vekslede et par ord med den smukke og farlige kvinde de havde gjort bekendtskab med under Otecks første kamp i huset. Hun var venlig men fik pludselig en uventet besked og forlod stedet i hast. I mellemtiden havde Oteck fået tilbud om en kamp.

Det var en rigmand som tilbød en stor sumpenge til Oteck for at stille op i en fingeret kamp mod hans lapsede søn. Der var ikke megen ære at vinde - men det var jo også penge der var det vigtigste lige nu var de fire enige om. På trods af Armanus gentagne uhyre klodsede forsøg på forhandling lykkedes det at få aftalen i stand.

Oteck gjorde igen en god figur i kampringen. Han tabte tilsidst, som det var aftalt, men inden da nåede han at vise, at Lænkehunden ikke blot kunne gø, men også havde et bid man burde frygte.

I den tidlige morgenstund begav de fire unge mænd sig hjemad. En god del rigere og for nogles vedkommende noget mere berusede, end da de kom. Tanken om at komme op ad rebstigen over muren, forslåede og berusede som de var, var umuligt, så de måtte vække portvagten og tigge ham om at lukke dem ind. De kom ind i seng og Ibo bragte Otecks udstyr tilbage til fruens skab. Dog ikke uden at træffe på hushovmesteren som sad i fruens værelse og ventede ham. Ikke mange ord blev udvekslet men det var tydeligt at Ibos handling blev tolereret, omend kun lige så vidt. Planen var lykkedes hvad angik kampen i Flodhuset, men det var efterhånden tydeligt at det var meget lidt hemmeligt i Cursinus hus, hvad de fire unge vovehalse havde haft for i nattetimerne.

Den næste dag blev alle Huset Cursinus kæmpere kaldt sammen på gårdspladsen. Den gamle præst, enven af Fruen Isandra, var ankommet. Alle kæmperne stod frem og hen skridtede linjen af og stirrede hver enkelt dybt i øjne og sind for at vælge en kæmper, som Cursinus hus kunne stille til den næste store udvælgelse.

Da han endelig gjorde sit valg faldt valget - til alles chok og overraskelse - på Musen Ibo...

Cursinu-familiens hemmeligheder

Det var tidlig morgen efter den fantastiske nat. Døren til den lille lejlighed blev låst op og tjenerne bragte vand, tandsalve og the. Tøj med blod og pulver på blev lagt i en sæk af Kaso som havde taget det med sig og han fik det sikkert vasket eller brændt. Heldigvis har hver Kæmper i Cursinu huset minimum 2 sæt tøj, så da alle var klædt på gik de til møde og morgenmad under søjlerne i kamp-gården. Her mødte Baldiri op for fortalte alle at Kaso var rejst med penge, brev om frikøbning af Karpa samt med instruktioner om at hjælpe Otecks familie til at flytte til Vallandini, en smuk dal mod nordøst, hvor Mellu Cursinu, Isandras fader havde venner.
Hvidtjørnens hus tabte dermed en vigtig vægt der kunne tippe balancen til deres fordel, feks ved at kræve af Oteck at han skulle tabe kampe, videregive hemmelig information eller stikke af og arbejde for Hvidtjørnen så ingen af deres kamp-hemmeligheder blev kendt osv. Men det ser ud som om det er begyndt at gå op for dem at godt nok er Oteck søn af Karpa, Nordstjernen; Hero af Hvidtjørnens Hus. Men det ser ikke ud til at den nuværende Hero "Tornskaden" har noget at frygte fra denne ex-Heros søn, da han intet har lært ham. Guderne havde måske andre planer og fik skubbet en kile ind mellem fader og søn, kun et par måneder efter at Karpa rent faktisk var begyndt at lære Oteck lidt.
Men alt dette får også de andre til at fundere. Nu er det Oteck der har helt fra start vagt et andet Krigerhus´interesse, men det ser ud til at den lille gruppe af venner er landet i et miljø hvor ens handlinger hurtigt kan bringe rigdom, berømmelig og venner, men lige så hurtigt kan vikle ens familie, venner og liv ind i drama, hvor Præster, der keder sig ikke har bedre at gøre end at pønse på hævn osv.
Under morgen-træningen som alle deltager i, kommer der fornemme gæster til huset. Det er en Lakan, en præst der forvalter Tempel-pengekassen, ved navn Uras, og en Vismand ( en læge præst, eller videnskabs-præst ) ved navn Tarasa, som er blevet betalt og sendt af Flodhusets booker "Caldiran" som tak for den usædvanligt underholdende kamp. De medbringer 6 liv-vagter samt 4 tjenere, et større følge, og de bliver taget imod af Baldiri og Calmion. Isandra holder sig i baggrunden med en undskyldning og at hun ikke føler sig rask.
Mens de to præster nyder lidt mad i Blomster-gården, tager Armanu en rive og går inden for hørevidde af mændene og river sandet i den del af kamppladsen der ligger ved en af de åbninger der forbinder de to gårdspladser. Der hører han Uras taler om at pengene på en gæld eller et lån skal falde inden for denne 10 dages cyklus, og at han har hørt om en Præst hvis søn tabte penge på en kamp i Flodhuset, som måske kunne vise interesse for dette gældsforhold, men at han har begravet dokumenterne nederst i en bunke.
Calmion lover at bringe pengene, samtalen skifter over til Tarasa og Baldiri, og grunden til at Lægen er her. Netop der opdager en af Liv-vagterne at Armanu er stoppet med at rive og står og lytter så han slår sværdenden mod gitteret og Armanu løber tilbage til søjlegangen til de andre og sladre.
Tarasa, og hans tjenere bringer en træstol med en massiv bund hvori et fyrbækken brænder. Mens de gør denne dampstol klar med medikamenter så beordre Baldiri dem alle på række og Præsten inspicere dem. I Ibos øjnbryn finder han noget grøn-blåt pulver, men Baldiri siger det er fra en ritual de alle har overværet. Præsten sanser deres emblemer og ved Oteck siger han undrende. "sikke mange sår han har, uden at det kan læses fra hans emblem" men der efter går han igang med at helbrede Oteck. Han bliver sat på stolen og svøbt i et stort broderet tæppe hvor Marut er afbilledet med flere sæt vinger og sol-gloria. Da tæppet bliver lagt om Oteck ligner det at Guden omfavner ham. han får et hatte stillads på hovedet som gør at tæppet kan svøbes også omkring ansigtet og kun lige øjne og næste stikker ud.
Kamphor dampe bølger op og indhyller Oteck, Præsten mumler bønner til Himmelherren, og derefter blander han en drik, noget sår-pasta og salve til de næste par dage. Efter det har de fri indtil eftermiddag hvor Gesan og Uri skal studere, og Oteck, Ibo og Armanu træne med våben og præsenteres for de klassiske Eblavåben.
Gesan og Uris spørger deres lærer til almanacen for Ebla, hvordan året forløber og lidt til byen og kampenes historier. De bliver testet i skrivning, tale sprog, historie, viden om andre byer samt lidt viden om præsteskabet i Ebla.
De andre bliver præsenteret for Spyd, hellebard, trefork, stav, mastodont sværd, sværd, sabel, to huggerts, kniv, kastekniv, fod og håndkniv osv.
Mod slutningen af træningen bliver de inviteret af deres lærer Vimasha til at føle med de andre ud over muren og til et festligt møde i slugten ved foden af huset.

”De har fundet din fader, Oteck. De ved hvem han er og hvor han er. Han er ikke længere i sikkerhed. De har hævet prisen for hans løsladelse til det tredobbelte.”. Fruens ord hang som sylespidse istapper i luften. Oteck holdt vejret. Hvis han ikke tog luft ind behøvede det ikke at være sandt.

Nu troede han lige at alt var reddet at alt kunne blive godt igen. Pengene var sikret, han havde solgt sig selv i fem år. Far ville blive løsladt og vende hjem til mor. Men det lod til at der var meget Karpa ikke havde fortalt om sit vilde liv i hovedstaden. Meget som hverken Oteck eller mor vidste noget om, men som langsomt blev mere og mere tydeligt. Karpa havde været Hero og havde skåret næsen af en præst for en unævnelig ting, som denne kæltring ville have ham til at gøre. ”Sådan”, tænkte Oteck ved sig selv, ”Det kræver en mand af en helt bestemt støbning at irettesætte en af de hellige”.

...og nu ville de have Oteck til at kæmpe. Kæmpe for penge i en uofficielt arena så hans far kunne blive fri. De spurgte Oteck som om han havde et valg, Som om det var noget han kunne takke nej til eller overveje. Det var ikke sådan det fungerede. Det var ikke sådan han var vokset op. Når Karpa sagde man skulle hente en vognstang i byen femten mil væk, så gjorde man det. Når man kom tilbage og han blot kiggede på den og sagde den var forkert og sendte en tilbage med den, så gjorden man også det. Når der skulle hakkes mark ved naboen, når der skulle hugges brænde til vinter, når der skulle trækkes en vogn. Så gjorde man bare hvad Karpa sagde, sådan var det. Han var ikke den slags man sagde imod. For hvis man gjorde, så mødte man det der uhyggelig blik, som Oteck kun havde set en gang i sit liv. Et blik der var så koldt og indædt og alligevel så tomt at det fik en til at føle det som om man intet betød, som var man en lus mellem neglene eller en flue, der allerede var fanget mellem to håndflade og blot ventede på at blive knust. Det må have været det blik præsten havde mødt da Karpa skar hans øre af.

Isandra skubbede en bog over til Gesan, der begyndte at læse øjeblikkeligt.

”Måske i finder historierne interessante. Karso vil følge med jer på jeres ekskursion.”

planen var simpel: De fem unge drenge skulle snyde og vinde en kamp om penge. De blev udstyret med guld til at vædde med. I et hjemmelavet bur havde Ibo en hellig due som Armanos ørn havde fanget. Det var en hellig due fra templet. Under vingerne havde den små poser beregnet til at holde fint farvet pulver, men til denne lejlighed var den udstyret med pulver der ville få øjnene og svælget til at brænde. Ideen var at Oteck under kampen ville vælte ind i barrikaderne og Ibo ville slippe fuglen løs. Dette ville give Oteck en minimal chance for at få et godt slag ind. En spinkel chance, men drengene følte at Himmel Herren var med dem og at han havde sendt dem duen som varsel og redskab.

De ankom til kroen hvor kampen skulle foregå. Karso førte ordet og syntes at være kendt på stedet: Selv havde han ikke kæmpet mod Talasko, Flodkroens Hero, og han sagde at heroen kæmpede fejt og snød. Oven i det var han hidsig og havde ry for at skære øre og næser af.

Da kampen skulle i gang stammede Oteck sig igennem sin præsentations tale. Han kaldte sig fro lænkehunden, fordi stedets bookmaker havde kaldt ham en hvalp. Første runde gik fint. Oteck slog nærmest ikke fra sig, men tog imod slag og stik, med sit lånte skjold og sværd.

Til anden runde trak Talasko et mastodont-sværd og gik løs på Oteck. Denne gang slog Oteck igen. De mange hånende ord fra tilskuerne havde nået ham og han fik et hug ind der gjorde ondt på sin modstander. Flere gange prøvede Oteck om han kunne få øje på Ibo i mængden så deres plan kunne føres ud i livet. Talaskos kæreste holdte et vågent øje med kampen. Et slag mod siden af Otecks hoved sendte ham i jorden, men til alt held havde han samtidigt ramt Talaskos ben så han måtte standse sit sving. Ingen af dem nåede at få flere slag ind inden runden blev ringet færdig.

Til tredje runde havde Talasko trukket armbeskytter på. I et drabeligt hug smadrede han sværdet ned i Oteck der ikke behøvede meget skuespil for at vælte ind i bordene, der udgjorde arenaens kanter. Ibo slap duen og den flaksede op netop som Oteck dækkede sien øjne med skjoldet. Selv virkede det som om Ibo fik støvet lige i ansigtet men Talasko blev dækket af det røde pulver. Der lød et ”swish” og duen faldt til jorden med to knive i sig. Det var Kæresten, der havde handlet: Mens Oteck regnede slag ned over den blændede Talasko, kastde hun et fad med vand over sin kære. Et stik i Otecks arm fik ham til at standse: der sad to små knivsblade i kødet.. den store dreng løftede sværdet og skulle modvilligt til at fortsætte, da kampen blev afblæst: Det var endt uafgjort.

Anerkendelsen skyllede ind over Oteck, der mest af alt lignede en klump slagtekød på højkant. Det blødte over alt på hans krop og hans hoved var hævet som en kartoffel. Men klapsalverne og hurraråbene fik ham til at smile. Talsko gav ham sværdet og skjoldet i gave og et halssmykke, så han kunne vende tilbage til kroen.

Gesan havde på mirakuløst vis vundet 24 guldmønter i alt og havde taget imod gaver og aftaler så talrige at kun han selv kunne holde styr på det.

men ingen kunne finde Ibo. Først ved villaen dukkede han op igen og fortalte en mystisk historie om at han var blevet reddet af en gammel mand fra Hvidtjørnens hus.

Uri

et portræt af Slangen Uri. Apotekersøn og Arena kæmper!

father and son

her er et lille portræt af "Tornskaden" og hans hidtil ukendte søn: Oteck.

Ørnen og Klippen

Der er stille i villaen igen. Tjenere, køkkenfolk og krigere er alle vendt tilbage til deres værelser efter at have sikret sig, at den mystiske indtrænger ikke længere er i Corsinus' hus. Det lader til at selv staden Ebla er faldet til ro, for nu trænger kun få af nattens lyde gennem skodderne. Armanu drejer sig rastløst rundt i alkoven, og må til sidst endnu engang sikre sig at nøglen til gitteret stadigvæk er i sikker forvaring i det lille rum under madrassen. Hver bevægelse for det til at værke i hans krop fra de tæsk han modtog nede på våbenpladsen.
"Men jeg gav lige så godt som jeg tog," hvisker han til sig selv, og gennemgår for sit indre øje igen kampen, hvordan de andre bevægede sig, hvordan de bar våbnene, hvordan de fintede.
"Oteck," Armanu stikker hovedet ud gennem forhænget, der ikke kan holde den store drengs snorken ude. Det lyder som en død fisk der flapper mod egerne i et vognhjul. "Hey Oteck, jeg har tænkt på noget," hviskeråber Armanu. "De andre krigere, og Barsarli med, de sagde alle sammen, at gælder om at skabe sig et navn, hvis man vil blive populær i arenaen. At skabe et navn folk husker, og måske finde en kampstil der afspejler navnet, ligesom ham mesterkæmperen fra Hvidtjørnens Hus, ham de kalder Tornskaden!"
Der lyder et grynt fra Oteck, og Armanu tager det som et tegn på at han kan fortsætte. "Tænk på hvis vi får lov til at kæmpe sammen, jeg mener, jeg tror fruen har fået et godt øje til os. Hvis vi får lov til at kæmpe sammen, kan vi lave et angreb sammen. Jeg er ørnen, og du," Armanu skeler ned til Otecks massive korpus, der hæver og sænker sig under tunge åndedræt. "Du er klippen!"
Armanu ænser ikke Otecks manglende deltagelse i samtalen men fantaserer længe om, hvordan de skal vinde hæder i arenaerne som Ørnen og Klippen, hvordan han skal dykke ned mod modstanderne med sit spyd mens klippen buldrer frem som et ustoppeligt stenskred.

Oteck portræt

Oteck