Enden

Mens han kravler ned i den lille båd har Sarbian sit blik fæstet på Kolkis's fjerne kyst. Har Weldor virkelig forrådt dem i den afgørende time? Har den tvivl han næret i sit bryst så længe endelig vist sig at være sand? Sarbian vender sig for at sige noget til Elias, men i det samme er han bueskytterne. Langs med rælingen på det avi-dharsiske skib stå soldater med små, krumme buer. I stum forbløffelse finder Sarbians blik Soranis mellem soldaterne, men snigmorderens blik er hårdt og han ryster svagt på hovedet. Så flyver pilene. Sarbian mærker et slag mod venstre skulder. En pil går igennem og han tumler bagover. "Ned i vandet, dyk under," tænker han med et desperat håb. I et glimt ser han Elias der stadigvæk står oprejst i båden, hans ene hånd løftet i en trodsig gestus, som vil han for en sidste gang vil holde Soriannas navn frem som et skjold mod skæbnen. Flere pile gennemborer Soriannasønnen, og fra en af præsterne falder en sky af rødligt støv. Den rammer også Aromir, der vælter ud i vandet med et ansigt fortrukket i smerte. Så lukker det salte vand sig over Sarbian. Endnu to pile har ramt ham. "Ikke noget vitalt," runger det febrilsk i hans hoved. I det samme mærker han en rystelse, en dyb buldren fra det fjerne, der stadigvæk når ham, her nede under vandet. "Kolkis, det er lykkedes! Avetarerne falder"
Og så forstår Sarbian sit svigt. Moris ord danser foran ham mens han langsomt lader sig synke ned gennem det mørke vand. "Den tvivl du nærer ved dit bryst vil blive din egen undergang." Der er ingen redning denne gang. Weldor er væk, og i sidste øjebilk svigtede Sarbian ham. Sarbian mærker en følelse af afklarethed og ro mens livet langsomt ebber ud af ham. "Næsten som Weldor, han gik sin skæbne i møde med værdighed. Må de 12 ære hans minde."

Således slutter beretningen om Weldor og de mange folk der på forskellige tider stod ved hans side. Men det betyder ikke at vores rejse er slut. Og fremtiden vil uden tvivl byde på flere og større eventyr under master Sohams kyndige vejlednng

Begyndelsen på Enden, del 2

Mens Aromirs klodsede forsøg på førstehjælp fik Sarbian til at vride sig i smerte løftede Weldor sin gyldne næve og pegede op i mørket mens han snerrede: "Videre, vi må videre frem, Avetaren udfører sine vrangbilleder gennem Mori, vi må standse ham nu!"
I det samme kunne de skimte noget i mørket bag dem. Ved foden af trappen lå Elias på knæ med hovdet bøjet over noget der var svært at skimte. Det så ud som om han prøvede at gøre lys med flint og sten. Svagt og uendeligt skrøbeligt virkede dette lys mod Avetarens bølgende mørke. Men alligevel pådrog det hans vrede. "Vover du den slags i mit hus," lød et mægtigt vredensbrøl, og mørket skilte sig da en frygtindgydende lyskile sprang fra Græshoppeherren. Elias blev kastet mod jorden. Et kort øjeblik frygtede vi alle det værste men alligevel rejste han sig igen, ukuelig og trodsig som kun Elias kan være det. Nok engang forsøgte han at gøre lys i mørket, og nok en gang kastede Avetaren sit ødelæggende lys mod ham. Men denne gang sprang den heltemodige Algystjener Elias frem, og med klingen på sin spuria blokerede han det ødelæggende lys. Klingen splintredes i Sesseps greb men han vaklede ikke. Dette blev startskuddet for dem på trappen, for i det samme hørte de også fra mørket flere af avetarens videnskabsmænd skændes. Noget tydede på at Vishparads plan var lykkedes og han havde fået standset vandtilførslen til det store kar. Weldor hastede af sted med Aromir og den sårede Sarbian i sit følge og endelig nåede de frem til toppen hvor Græshoppeherrens enorme kar tronede med et utal af linser og glas og slanger der snoede sig rundt om det. Midt på platformen stod Mori, med et desperat greb og de to mørke linser, der ville blænde for Græshoppeherrens øje, og blokere for hans udsyn. Optændt af håb om at målet var inden for rækkevidde sprang Weldor og hans mænd til og greb med al deres styrke fat om de to linser. Det føltes som en evighed passerede hvor intet skete, men pludselig bevægede Weldor de to linser på plads med en glidende, graciøs bevægelse, dog fyldt med så megen styrke, at Mori fik skåret sin ene hånd rent af. Så rent som var det gjort ved tankens magt alene.
Så stod de der i mørket, forpustede, forslåede og kiggede usikkert rundt. Var det det hele? Havde de fanget avetaren? Det mægtige kar begyndte at rumle, da dets plader begyndte at forskyde sig, og dreje sig på plads i sære mønstre. Til sidst hvilede et stort, sort æg foran dem, dækket af intrikate mønstre og forsiringer.
Så begyndte mistanken at brede sig. Havde Weldor ingået en handel med avetaren, der lod ham lukke for karret, og hvad indebar den i så fald. Weldor søgte dog ikke at skjule noget, og fortalte ligeud hvad han havde sagt til Avetaren: at vi ville føre ham til Kolkis så han kunne få hævn over sine brødre der. Dette fik Mori til uden tøven at sige, at det var nødvendigt at vælge en ny plan: det øjeblik avetaren var blevet vores intentioner var kunne han igen styre og manipulere.
Vi havde muligvis taget et skridt mod det endelige mål men der var lang vej endnu!

Begyndelsen på Enden, del 1.

Op igennem det næsten uigennemtrængelige mørke kæmpede Sarbian sig med et desperat greb om Moris skulder. "Weldor advarede os mod det her, kommer vi for tæt på Avetaren kan han skue direkte ind i vorres sind!" Over dem, uendelig langt væk, og alt for nær, glimtede det gyldne skær, Avetarens øje. Men Mori svarede ikke. Sikkerhedsministrens ansigt glinsede af sved mens han fysisk kæmpede for at holde den uvirkelighed borte som Avetarens vilje bøjede ned over dem. Hvor var de andre, Weldor, Aromir, Elias og Sessep? Et kort øjeblik vendte Sarbian sit blik og skuede ned i mørket bag dem. Det skulle han aldrig have gjort, for det ene sekund var nok til at skille ham fra Mori, det eneste anker han havde. Forskrækket stod han forstenet på stedet. Hvordan kunne han vide hvad der var trappen op til Avetarens kar og hvad der var illusion.
Da var det Avetaren trådte frem og talte til ham. Med sin honningbløde stemme af fornuft og forståelse måtte Sarbian stride med al sin viljestyrke for ikke at bøje sig for den gudesendte løfter. "Hvad er det du virkelig ønsker," lokkede Avetaren, " styrke til at ændre historiens gang, standse den virkelige trussel." Han pustede stærkt til gløderne i Sarbians bryst. "Den Ældgamle Kvinde i Nord, Slangens hoved, Hya, det er hende vi bør frygte."
Men Sarbian kæmpede for at stå imod den lokkende stemme. Han huskede alt for godt Weldors dystre beretninger om tidligere venners skæbner. Og til sidst var det at Avetaren ikke gad ofre flere søde ord på Sarbian og besluttede sig for at destruere ham. Desperat kastede Sarbian sig ud i mørket men nåede ikke at undfly en stråle af ødelæggende energi fra avetaren. Hans ryg blev flænset op mens han tumlede gennem mørket. Endnu engang var det dog den sorte hånd der mod al fornuft reddede ham ved at gribe fast mellem nogle af de krakelerende sten i trappen. Der hang han, hjælpeløs i mørket og råbte på Weldor og Aromir. Hvor lang tid der gik vidste han ikke, men pludselig så han for foden af trappen to skikkelser der på uheldsvangervis lignede de gunaryttere de kort forinden havde kæmpet mod i den gustne have. Grinende og viftende med deres hæslige våben trådte de nærmere. Sarbian vidste sig forsvarløs og så ikke anden udvej end at kaste sig ud i mørket. Men pludselig greb en af skikkelserne fat i ham, og først der fattede Sarbian at det var Weldor. Avetarens vrangbilleder havde endnu en gang forgøglet hans sind.
Kort efter kom Sarbian under Aromirs noget usikre behandling. Et sår af den størrelse krævede større viden, men der var ikke tid til andet. Nu galdt det om at komme op til trappens top. Gennem mørket kunne de skimte Mori, som en lille skikkelse, lang langt væk

gruppen spredes...

Mori Shambavi og Zir Sarbian løb fremad, draget som møl mod det strålende lys for enden af trappen. De blege videnskabsmænd udspyede kaskader af mørk, brændende plasma-galde, men Mori bøjede det som en porthvælving, han og Sarbian kunne gå igennem. Aromir og Weldor kæmpede i mørket og var tæt på at angribe hinanden da lysbøjeri gjorde dem fremmede for hveranden.
Tilbage ved indgangen sad elias knælende, som presset i jorden af uendelige kræfter, og hans bønner lød som et flovt barns der hvisker undskyld til dets moder....Sessep hvor var han, fortabt i mørket, draget mod lyset? som solopgangen så det ud? eller som lampen hans fader bar den sidste nat de gik hjem sammen fra skibsværftet før alt gik galt!

Kongen fra Laronia ( den sorte ø ) Den amukiske svøbe, græshoppeherren, Den Sorte Avetar, også kaldt Enmebaranga ( bringeren af nye tider) og Ensipadnian ( han der overvinder tiden // den udødelige//) ser ud gennem hans vindue til menneskenes verden. med en tanke beordre han sine tjenere at stille skarpt så han bedre kan se.... og små flakkende lys, som ivrige ildfluer svirre omkring hans lys. Hvor vover de! ikke siden Amukiska Den III havde han set den slags opsætsighed.... men hvad var det, vandet synes at vende, som en ebbe; havde nogen må rejst månen på himmelen?

Raseriet vågnede og fra dybet i hans enorme hukommelse fandt han frem " ordet af ødelæggelse " ....

ANGRIB!

"Fremad!"; skreg Weldor og trak det lange tunge skæbnes sværd. klingen hvislede ud af skeden, som skreg klingen på blod. "Ned ned ned; følg efter Valgurierne", uden at tænke to gange over det, kastede Weldor sig ud på de svævende teglsten og satte af i hælene på Mori. " "Kom nu inden de falder fra hinanden!"
bag ham fulgte Aromir og de andre. Weldor drejede hovedet og råbte bagud:
""Mori, hans hånd og og jeg tager den forreste, alle i andre tvinger den anden i knæ. Vi holder den første hen, men få den anden ned så hurtigt som muligt" Til Valgurierne foran skreg Weldor hen over de tunge dunkene lyde fra Nidraerens kølle mod den forsejlede dør. "Anga og Mori; vi tager den første alle andre på ham med køllen! Anga kan du destruere kæden på hans flail?
"Jeg kan prøve", svarede Anga.
Valgurierne var nået ned. De spredte sig ud, så der var plads til de næste på gangen og gulvet foran de to Nidraere. Weldor satte sine fødder på jorden.
"Så er det nu",hviskede Weldor for sig selv "Algys gyldne morgensol, giv mig styrke", sagde han og lagde et blidt kys fra sine arrede læber på den gyldne næve.


Weldor

Et minde fra sidste gang Weldor angreb Avetaren

Nu da vi endnu engang står på tærsklen til et episk slag mod avetaren, også kendt som Græshoppeherren, syntes jeg lige det var tid til at poste en af Jespers tegninger fra dengang vi kæmpede mod ham i templet i Malkuna. (En kamp der kostede mig to karakterer!)
Lad os håbe på mere succes dennegang. Fremad, i Saraswatis navn!)

En Algysvagt fra tempelhøjen

Jeg tænkte lige, at det var lang tid siden at der har været billeder på bloggen, og endelig er jeg kommet i nærheden af en scanner, så her kommer en lidt ældre tegning af en af de hovmodige vagter fra Algys's tempel.
-sarbian

... og ja, jeg skal øve mig lidt i at bruge en scanner!

Tre Troner!

hun førte ham ud på den store terasse, der så mod syd, og efterlod ham midt under solsejlet på en smuk mosaik i gulvet, der forestillede sydlandske skibe i kamp mod dæmoner fra dybet. Kvinden, der kaldet sig Ira, gik videre frem og tog et skridt op og satte sig til rette i en af tre høje stole som havde ryggen mod vest og den nedgående sol. De to andre troner var allerede besat, den i midten af en anden kvinder og den yderst til højre af en gammel mand.
Havende fået fortræde for disse noble folk rettede Rowannio sig op, da han ville gøre det bedste indtryk og med klar stemme præsenterede han sig selv
"Zir og Zarzaer, de Trettens Velsignelse, de 33´s beskyttelse og ære til huset ånder og forfædrenes sjæle. mit navn er Rowannio af Zintamanas, rejsende sværd, soldat, kriger fra Slaget i Midten, hædret af Zir Neruta og belønnet af Zarza Harbonna-
her står jeg foran jer med en bøn om arbejde, en mulighed for at hjælpe med at læge landet og mig selv, at falde til ro, yde og modtage beskyttelse samt tjene De Himmelske, som har ført mig sikkert gennem livet til hvor jeg er nu.... dette er min bøn"

han løftede blikket og i det øjeblik gik solen ned bag bjergene og han så klart de tre skikkelser. kvinden i midten var smuk, ung men med vise øjne iblandet sorg. Håret var langt og sort og samlet med en smykkeopsats i elfenben, perler, safran-farvede sten og guld. Kjolen var hvid og gik til fødderne og de mange lag syntes typisk for en person der frøs selv på en solrig sommerdag. Men der var ingen kulde omkring hende, istedet næsten et gyldent varmt lys, og hendes smil kærligt og opmuntrende.
Den anden kvinde var gammel, det såes nu i solens lys, men hun var også smuk. Men hendes skønhed var mere kvindelig, som en skøge, dragende og forførerisk.... ellers som månen i forhold til solen. Hendes har var sat op og hun bar en paryk med smykker samt sminke i koral, rødt og hvidt. Kjolen var let og afslørede flere steder lange hvide ar der dansede på hendes hud som lyse skolopendere eller blomsterranker. Hendes smil var consumerende og æggende.
Gamlingen falmede ved siden af de to, på samme måde som en busk uden blomster ville gøre det ved siden af roser fra Vastera eller jasminer fra Gula. Men hans øjne var som to dybe klare stjerner højt på nattehimmelen, og Rowannio følte en dyb ro og trykhed da han så ind i dem. Mandens klædning var enkel, en ghiton i sort og blåt, en enkel bred halskæde i sølv og i hans hænder lå et septer langt som en arm, gjort i lyst træ og jern og hovedet var formet som en oval disk i hvidt keramik eller horn. alt dette drak han hastigt ind mens han talte og i den korte tavshed efter, og så rejste kvinden sig i midten og vente en håndflade frem mod ham og en mod jorden
" Rowannio, søn af vejstøvet, agerjorden, jernets, blodets og ildens ven! mit navn er Zarza Pavanna Pavu, Fruen i huset, herskerinde over alle Pavannuerne og jorderne fra vejen til bjerget og vejen mod syd. Dette på min venstre side er Zarza Ira evig ven af huset og blodet, Moder til Guldnæven, og betvinger af Duhitarer mens min ven her på højre siden er Magi Jasparis, søn af den gamle verden, illuminasi, mester Valgurie og folkets beskytter. såfremt du stadig ønsker det efter at du nu ved hvem og hvad vi er, skal jeg tage dig i tjeneste og dit liv vil blive som aldrig før. Her vil du kunne finde al slags lise for kroppen og sjælen, dine dage vil blive en vandring under solen og månen gennem haver, lunde og rum der gennem på skatte som bøger, musik og våben. Men fra tid til anden vil verden kalde, og du vil forlade stedet her for at gøre vores bud; hjælpe en landsby med en opsætsig ånd, aflægge en grisk magistrat et visit eller stoppe en rejsende valgurie på vejen og overbevise ham om at hans betalte opgave er en dårlig ide og at det vil de næste mange også være....hvorledes byder dit hjerte dig at svare?"

"Jeg vil få brug for et sværd......!"

(Rowannio den Trehovede Hund // år 5-34 efter Gulas tidregning, den hvide hunds måned)

Engang i fremtiden...

Uendelige rækker af vogne snoede sig af sted på den støvede vej mellem cypresser og rød-ege. Det var som en af de der stier myrerne skaber i skoven hvor trafikken går begge veje og selv om det var midt på dagen holdt vognstyrene og æseldriverne et raskt tempo. Kun en mand sad ned uden at bevæge sig, under skyggen af en akacie, og så på den vejen mens han spiste resterne af en ost og en håndfuld små boghvede kager. Fra syd dukkede en større vogn op blandt de mange og dens mærke vist at manden der styrede vognen var en olie-købmand. Manden under akacien rejste sig og samlede en bære-kurv og en ransel op og gik den fine vogn i møde. Det syn der mødte vognstyreren var en mand af ubestemmelig alder, han kunne have været 25 eller 35 somre, hans hår var mørk og klippet i en grydeform lige over ørene. Ansigtet var solbrændt, markerede bryn, men milde øjne og en særlig næse og overlæbe der var groet lidt skævt. Hans tøj var enkelt, en lang falmet, rød tunica og en grå giton og sandaler samt et bredt, flettet læderbælte. Han gik med et smil og lange skridt olie-handleren i møde og med et smil rakte han armene ud med håndfladerne mod himmelen og sagde ” herre oliehandler, velsignelser til dig og dine!, mit navn er Rowannio, og jeg er en omvandrende dagleger for nylig ankommet til egnen her. Kan du fortælle mig hvor bor der gode folk, måske steder du kommer og køber din fine olie, jeg er stærk som en hest og kan dreje de fleste oliemøller alene eller lægge tegl, smede, gøre læder eller passe heste” Oliehandleren stoppede vognen og skærmede sine øjne mod eftermiddagssolen og svarede ” gudernes velsignelse rejsende, mit navn er Avinguda af Gula, og det ser ud til du har heldet med dig i dag. Jeg kender og er kendt af de fleste på egnen her nordvest for Mirvasa Gula ( Kongebyen Gula ) og jeg kender alle nye som gamle slægter, kroer, vejstop, hvilesteder, landsbyer, byer, templer og steler. Lad mig tænke mig om et øjeblik.... hvem kunne mangle hjælp disse dage, af en mand med dine—øøøhh mangfoldige evner.” hans indforståede smil antydede at han synes at have gennemskuet noget omkring Rowanni, men han lod sig ikke mærke med det men krassede blot en af hestene på panden mens han strøg den ned langs siden af halsen. I tavsheden forsatte Avinguda men hans tale ” jo tager du vejen her mod Zirdasu så finder du massere af arbejde overalt. Den by vokser dagligt især nu efter at Kongen har skænte den og Setuvant til hans højre hånd Zir Aldamu...” ” jeg havde nok forestillet mig noget mere stille end en blomstrende by. Måske en slægstvilla eller lignende. Fortæl mig! Hvor føre den vej hen, den som begynder der ved de to grav-templer og bugter sig op mellem oliven træerne.” Avinguda fnøs ” naaa mester den villa har du ikke lyst at gæste, engang tilhørte den en rig familie fra Staden, og min fader talte altid om at den bedste sennepsfrøsolie kom der fra, og jeg har handlet med dem et par gange men det er underlige folk. Nok efter krigen og omvæltningerne og befrielsen trak de sig tilbage til deres landsted, men det er vist fruen som styre, hun er enke. Men det er et underligt sted....husker en nat jeg sov der en lille hvid fugl der sad i et granatæbletræ i gården og sang det meste af natten, indtil jeg smed min sandal efter den. ” rowanni lo ” du kan ikke li dem pga en sangfugl haha
men måske fruen har brug for hjælp til vedligeholdelsen af villaen og lignende og jeg kan godt lide fuglesang” Oliehandleren rettede sig op med et lidt fornærmet udtryk i ansigtet ” jeg er sikker på det ville passe bedre for dig at stå i døren på en vinstue i Zirdasu, har selv besøgt ” Sølvræven” et par gange og det er en lystigt sted” ” jeg takker mange gange for dit råd, måske vi ses der engang” om med de ord trådte han tilbage fra hesten som straks begyndte at gå fremad. Mens vognen gled forbi kigge Avinguda sig overskulderen og gentog igen” jeg siger dig, de er ikke almindelige folk der oppe, sig ikke jeg ikke har advaret dig hvis du finder dig selv i problemer. Er sikker på de heller ikke kan li fremmede, de sagde feks til mig at jeg ikke måtte forlade mit værelse om natten...for mit eget bedste” Rowannio løftede en hånd mod himlen himmeltvillingerne beskytter mig og må deres lys velsigne dig også Ven”
Herefter rettede han lidt på bære-kurven og taskerne og satte så i rask gang op ad vejen forbi de to Vej-grave. Ingen navne, mærke eller andet der indikerede hvem der lå begravet der, men hans trænede blik bemærkede dog de knap daggamle blomster den lå ved foden af den ene af dem.

Villaen var smuk, bygget af tegl, gule mursten, rødt og rosa granit og hvidt marmor. Det var tydeligt at dens arkitektur var gammel og den fremstod halvt som en villa halvt som en fæstning med en enorm sort træ port for enden af en trappe og to små udhængende tårne hvorfra man kunne se langt ned af vejen. Rowannio regnede med at han var blevet set så han gik direkte til porten og bankede to gange hårdt. Det dybe ekko tydede på at der var en portgang inden bag ved. Efter noget tid hørte han skridt og metal mod metal i en skurrende lyd og den ene del af porten gled en anelse op. Rowannio viste sine hænder og gav sin bedste hilsen og bøn om husly og arbejde. Og undervejs kom en mand ud af den halvt åbne port og ventede andægtigt på at Rowannio var færdig. Så sagde han ” Vær hilset! Mit navn er Mester Rorik, bestyre af Pavannikos, bærer af husets nøgler og pung; træd blot indefor, det er ikke så ofte vi får gæster...Men den magt der er givet mig har du hermed Gæstevenskabets beskyttelse og det er ingen lille ting her” sagde han og lo lystigt....” følg med Rowannio og du skal få lov at vaske dig og få lidt at drikke før jeg præsenterer dig for Fruen og måske hendes to venner. Hele vejen over gården og lads søjlegangen kiggede han sig flere gange tilbage og slog ud med hænderne ” følg med , følg med !”

Rowannio så sig omkring først lidt skjult med til sidst bare måbende... Alt var enkelt, rent, rigt og ganske unaturligt smukt. Over kanten på en balkon væltede en jasminbusk med så mange hvide blomster at duften var altoverdøvende. Krukker med små træer, buske der bar frugter, abrikos, kvæde og fersken, roser, granatæbler, gardenier og figner. I skyggen bag en akacie stod et smukt bur med små fugle der hoppede omkring eller sov middagslur tæt sammen og i den næste indre gård var der en skyggefuld dam med lotus og rød basilikum og da de gik fordi slog en hvid karpe, så stor som en underarm, med halen til vandspejlet og forsvandt. Rorik førte ham ind i et lille værelse der så mod syd, og åbnede skoddedørene så lyset og brisen kom ind. ” sæt dine tasker fra dig her og nyd udsigten, jeg sender min søn med et vandfad og lidt frugt” hvorefter han lukkede dørene efter sig med et lille buk og lyden af hans fodtrin forsvandt. Da Rowannio anstrengte sine øre efter lyden blev han dog opmærksom på den svageste lyd af et strenge instrument måske som en vinar eller santor.... det lød som en mester og en elev der havde en time!

Rowannio havde nået at åbne en lille krukke med et fint låg ( som var tom ) prøvesiddet sengen og kigget ud af vinduet da døren gik op og en ung mand kom ind med et vaskefad og en bakke med mad og et glas. Et glas, han havde aldrig drukket af et glas før, det var mælkehvidt med et pålagt blomstermønster i sølv. Den unge mand vaskede hans fødder og tørrede dem og gned dem med lidt kampher og myrrah salve
Og mens han var ved det hørte Rowannio et mindre påstyr ude på gangen. ”red du op til fruen og sladder, jeg kigger blot ind og præsenterer mig selv, desuden hørte jeg han så ganske mandig og pæn ud” stemmen der talte var en kvinde og dialekten var Eyalkisisk fra Mellemlandet og det var højbåret.
En smuk frodig kvinde med et stort kruset rødt hår kom til syne i døråbningen. Hendes kjole var ankellang med slisset op til høftehøjde. Armene var bare og fyldt med armringe i guld og poleret træ og ben. Om halsen bar en en tung kæde af guld hvor der fra hver 3 led hans en lille guld næve ned og fra de andre guldbjælder.
Hun indtog rummet og satte sig på stolen overfor mens tjeneren pakkede vaskefaddet til side og da han rejste sig og gik sagde hun ” luk døren Faraga, udefra, så er du sød!” hvorefter hun vendte sin fulde opmærksomhed tilbage til Rowannio hvilket var som en fysisk berøring...

Dengang, nu var det snart 5 år siden, da skoven af spyd skiltes og skjoldene som skæl på en fisk glimtede og deltes og frem trådte den Sorte General, eller som han var blevet døbt ”Næven fra Amukis” pga af hans våben der var en jern-kølle, formet som en sort næve, der holdt en hvæsende slange på midten. Dengang havde han drejet sit ansigt uden at vide hvorfor og set den retning fordi det var som om alt blev vendt den vej. Spænder man et klæde ud men lægger en sten på midten samler nattens dug sig der og drypper ned, han var som den sten lagt på verdens-materialet.
Dette var anderledes men han kunne ikke andet end at kigge og bemærke det tykke lag sminke der lå selv over hendes hals og bryster. Hun rakte en hånd frem med en stor seglring på ” Mit navn er Zarza Irannapruna, Enkefrue, Digterinde, Saraswati-præstinde og Læge. Evig æresgæst hos Pavannuerne, studendine af Magi Jasparis, Shona og Estisu den Gamle.
Kald mig blot ZarzaGoda ” mægtige frue” og fortæl mig nu lidt om dig selv...

Rowannio sank, hvorfor havde han ikke lyttet til Oliehandleren!!!

Elias' tanker om svig

Tom og aldeles hul indeni ligger Elias ved bålet den aften efter det store skænderi og beseglingen.
Elias tanker flyder hen “Hvad har jeg dog gjort? - Blot fordi gruppen beskylder mig for hindring af vores jagt underligger jeg mig en Valgurie hvis hensigter jeg hele tiden har betvivlet og har derved afskåret mig fra min gudinde, dette er helligbrøde i sig selv ... Åhh Sorianna – jeg ved at du kan høre mig som du kan høre alle - jeg angre denne handling, men vil tage dette som den bod Sesep taler om. - Hvorfor sagde Seep at vi skulle underligge os Mori?? Jeg forstår intet.. men vel bare for at lære os at være underdanige”

Den komplette stilhed er frygtelig – Elias’ tanker bliver ved med at flakkes om de ting som ikke hænger sammen.
“Mori kunne have lavet dette blindværk overfor Weldor gennem deres mekanik, så vi blot står her og tror hun er død, eller fingeret at hun måske gjorde det selv, men i virkeligheden er det Moris værk, da han vidste at dette ville virke overfor Soriannas sønner, og har bare nu fået lagt skylden så “smukt” over på en af hendes brødre nemlig mig. Der var ingen grund til at Elegia behøvede at tage dette træk for at vise at vejen mod Gula var nødvendig, det at Avetaren ikke ville sende sin General og dermed beskytte sin Herre i stedet er mere end grund nok for alle Sorianna sønner til at genoptage rejsen mod Gula. Dette føles mere som mord mod Elegia, og den eneste som ville kunne afsløre dette i denne gruppe er mig med min drømmevandring eller simpelt at Sorianna ville sende mig et tegn om det."
Elias undre sig over hvordan en Valgurie skulle kunne lukke for en kontakt med en gudinde?? - Han ville da altid kunne kalde højt på Sorianna og hun vil høre ham som hun høre andre og kan i sin gudelig kraft lade ting ske som hun finder det bedst. Mærkeligt at Mori ikke har tænkt over dette ... Men han sagde jo også at han ikke havde prøvet dette før.

Elias visker næsten uhørlig:
“Gudinde i det høje, ære være alle lige mennesker i denne verden, vis mig et tegn på om hvad de siger om Elegia er sandt. Dræbte hun sig selv eller blev hun dræbt? – vis mig en tegn”

-ELIAS

Tvivl

Sessep lå vågen i det blege, tidlige morgenlys. Ikke en lyd hørtes udover stille åndedræt fra de andre i gruppen. Tankerne snurrede rundt i hovedet på ham. "Dit fjols, du er helt ude hvor du ikke kan bund her. Hvordan kunne du tro at du havde nogen ret eller mulighed for at pålægge disse mænd en bod og opføre dig som deres præst og sjælesørger ? De er tydeligvis alle af højere stand end dig og du forstår jo intet af, hvad deres liv og strid går ud på !" Der var i hvert fald ikke kommet meget ud af Sesseps bestræbelser på at lære dem ydmyghed. Knap havde de indvilliget i boden, før de straks havde kastet sig ud i et kæmpe skænderi, hvor ingen ville lægge sin stolthed til side for at finde fælles grund på trods af den store fare de alle svævede i. "Men Jasparis er jo mindst lige så vis som dem alle og han var den, der fandt på det med boden i første omgang ? I det mindste har jeg formodentlig reddet Roriks liv nu, så lidt godt har jeg da udrettet. Om jeg skal give mit eget liv, det er jeg villig til, men Algys giv mig bare et tegn så jeg kan forstå hvad jeg har at udrette her. Jeg er jo kun ubrugelig bagage på togtet."

Elegias død

"Hun er død", igen og igen runger den samme sætining i hovedet på Weldor. "Hvorfor tog du ikke imod hendes udstrakte hånd? hvorfor giftede du dig ikke med hende da du havde chancen? Du kunne have forhindret dette, kunne have fået endnu et barn...et sted, en famile at vende tilbage til , når alt dette er ovre... Stop nu!", Weldor sætter sig op i søvne og vågner ved at Sarbien støtter ham.
"Hvad?", forvirret kigger han sig omkring, men kun Sarbien er vågen. Ved det andet bål sidder MOri og to af hans folk og hvisker.
"Du drømte Weldor...og snakkede i søvne. Jeg hørte dig sige Elegias navn", siger Sarbien sagte.
"Hvorfor bløder du?", Fra den hånd Sarbien støtter Weldor med løber en stribe blod ned ad guldarmen.
"Det er ingenting", svarer Sarbien og rejser sig hurtigt. Han vikler et stykke stof om hånden. "Jeg ...øh skar mig på piben, jeg mener sværdet i piben selvfølgelig".
Weldor skubber sig helt op og lægger et stykke brænde mere på bålet. Han sukker dybt og stirre ind i flammerne.
"Jeg lægger mig igen", siger Sarbien og lader sig synke ned på lejet ved siden af.
"Hun gav sit liv, Sarbien", Weldors stemme er utydelig, emn efter at have sunket engang fortsætter han. "bare sådan. hurtigt og uden at se sig tilbage. Hun vidste det før jeg verhovedet havde tænkt så langt. At det var det eneste offer, der var stort nok. Når jeg tænker over det, Sarbien. Så tror jeg guderne gav hende denne sidste tid imellem toturen og i aftes for at hin kunne udrette noget. Måske dette? Da hun blev båret ud af Provinsholderenes kamre, var hun så godt som død. Ingen af os troede hun ville overleve...men det gjorde hun. Tror du, det var for, at hun kunne gøre dette. Give sit liv for os, for vores chance mod avetaren, mod en bedre verden?"
Sarbien stirre lige op i stjernerne da han svarer:
"Måske Weldor, guderne har fingrene med i alt, tror jeg".
"Du skal bare vide en ting Sarbien. Jeg gav hende - og dermed også dig - et løfte. Når alt dette er overstået. Så tilhøre jeg Nadulaerne og Modithar. Det har jeg sværget".
"Det skal jeg ikke glemme", svarer Sarbien og knuger den sorte hånd.
Efter en pause vender Weldor sig igen mod sin ven.
"Der er et sammenfald jeg ikke kan undgå at se. Jeg har haft to kvinder i mit liv. Elegia og Pavarna. Begge er de tortureret næsten ihjel, begge har de været mig utro, og begge har de været Sorianna meget nær. Men hvis Elegia blev skånet fra døden for at kunne give sit liv i nat, hvad skal Pavarna så udrette? Hvorfor har fruen skånet hende...?"


Weldor

Blod skal betales med blod, men hver ting ting til sin tid

Sarbian sidder og stirrer ind i de sidste ulmende gløder. Rundt omkring ham er den lille lejr ved at vende tilbage til en form for ro. Det sitrer i den sorte arm, 'brug mig', hvisker den nærmest, som et lille barn der prøver at få opmærksomhed. Men Sarbian ænser den ikke. I stedet har han lagt det amukiske kortsværd i skødet, og vender det en gang imellem så det fanger glødernes skær.
Elias skal bøde for sin forbrydelse mod slægten. Ingen tvivl om det, men så længe han nærer hævntørsten i sit bryst vil han blive et alt for nemt offer for Avetaren. Han må skyde det bort for nu. Med kortsværdet skærer han en flænge i håndfladen, klemmer den sammen, og lader de røde dråber falde på klingen. Der lyder en hidsig syden fra gløderne da et par dråber blod danser på dem. Sarbian støder den blodige klinge ind i asken. "Blod og Aske, Saraswati Skyggemoder, vær mit vidne på at intet skal blive glemt. Slægtens blod skriger på satisfaktion. Men først nå pligten er udført, det værk Elegia gav sit liv for at det skulle fuldbringes!"
sarbian rejser sig fra bålet, vikler en klud om hånden og skridter over mod Weldor, der kaster lange blikke mod vognen og kassen der rummer hans nyfundne rustning. I sit bryst mærker Sarbian, at skylden er så stor, at Elias ikke kan bære den alene. Noget af ansvaret må også bæres af Guldhånden, om ikke andet så fordi han med Elias og uden de andres samtykke har drøftet sager med så alvorlige konsekvenser, især efter han selv havde bandet over Soriannasønnens upålidelighed. Det er tid til at tale med Aromir og Sessep, der må gøres status over situationen

Mantamandir og Rubinringen

"Zir Mantamandir, Herre! Kom hastigt, en af Elegias tjenere har lige opført sig underligt." Ziren løftede blikket fra de mange kort der lå spredt ud på rejsebordet i hans telt. "Underligt? hvordan? før mig straks til hendes telt og fortæl alt!" De hastede ud og gennem lejren mens Mantamandir kaldte til to af hans personlige soldater " Varra! Nardo! følg med NU! " Tjeneren fremstammede hvordan han havde netop bragt bort fruens aftensmad og skulle sende bud efter tjenestepigerne og Mudhita da en mand, en af Elegias tjenere, passerede ham på vejen ind i teltet. Men hans blik var fjernt og drømmende og de to vagter ved teltåbningen så det ikke...

"godt du hastede til mig, vi er her nu, løb til min søn, Zir Barri, og fortæl ham han skal blive hos Mudhitar" Ved indgangen til Elegias telt hilste Mantamandir og trådte ind. På gulvet midt i teltet lå Elegia i en enorm pøl af blod, en af hendes egen knive stak ud fra over kravebenet ved basen af halsen. Ved siden af lå tjeneren død i fosterstilling, men der var ingen sår at se, kun hans øjne der var blodsfyldte, vidnede om de massive traumer påført hans hjerne. Overalt var der uhellige krafters fingeraftryk på denne udåd, men hvem ville være kraftfuld nok til at række over så store afstande og vilje en mand til dette. med mindre der var stærke bånd, var det kun avetarene der kunne dette, ingen duhitar, ingen valgurie, måske en menakshi!

Han knælede og lovede i hans stille sind at han ville komme til bunds i dette mysterium men for det var samtidig klart at hvis Elegias ønske om at være nord for byen 4 dage efter Nymåne, i overensstemmelse med hendes vision, så måtte det blive kendt at Græshoppeherren havde sent en morden og at Hun var død med disse ord som de sidste. 

" Brødre og Søstre under Tvillinge Solen, hast jeres skæbne i møde ved Gulas mure, da den er Glorværdi. Jeres offer vil bringe fred til landet og sammen vil i smede en strålende fremtid. Jeg overgiver min søn i jeres alles varetægt og spred min aske over slagmarken at den ikke bliver gold, men mulden for noget nyt at vokse i.... Min søn, min perle! Pas på dem alle som kun du kan det! "

Den falske mand…

Elias kommer tilbage fra Moris handling og kan tydelig se de veltilfredse smil på Weldor og Sabians ansigter – Endelig blev det gjort! 

Som altid så spiller Weldor sit politiske spil og ligger ethvert ansvar fra sig. 

Den selv samme mand som fuldt ud var klar over hvilken samtale han havde med Elias i hans egen villa da Elias fortalte Weldor at Elegia var på vej mod Gula for at redde byen på 11. dagen og de aftalte at så skulle Soriannas sønners kraft blive brugt et andet sted, men nu går tingene ikke som forventet og Avetaren kan fornemmer ændringer i magtfordelingen og igen vender Weldor sig væk og peger fingre tilbage på den som det nu passer ham bedst den dag, som han har gjort det med alle sine tidligere følgeskaber. 

Der er kun en ting som er vigtigt for Weldor og det er hvordan andre ser Weldor, alt andet er ligegyldigt, ligesom den ed han svor overfor Sesep og Algys, kan en ting blive mere hul … ved først kommende lejlighed springer han igen over hvor gæret er lavest, vi ved det alle men ingen siger noget – Det er hvad man kan forvente sig af en opkobling som gerne vil vise sin mor hvad han er i stand til.
Det er ikke en dag siden han snaskede for Elias for at han skulle være Weldors nærmeste, for han havde set sig sur på Aromir over dennes ægte kærlighed overfor hans kone, og da Elias tilfældigvis mener at Zaza Pavana er i sikkerhed hos Zipruna familien, så lefler Weldor for at får sit spind styrket.
Elias tænker alt dette mens han erkender at den der virkelig har måtte betale den høje pris er Elegia som Weldor har udskældt måned efter måned men som han nu så falskt lade en tåre falde for da hans mor mener at det er et bedre parti for ham.

Suk – hvad skal der blive af os.

-Elias

Gale hund!

"Han er jo vanvittig", tænkte Weldor da Mori og hans folk gik væk og ned mod floden med Elias i midten. "Fuldkommen utilregnelig, og det har han faktisk altid været. Det ser jeg nu"
"Weldor, hvad skal vi gøre?", Sarbiens stemme lyder mærklig grødet mellem hans sammenbidte tænder.
"Med hvad?", Weldor vender sig og hans blik vender tilbage til verden foran ham.
"Med Elias, selvfølgelig"
"Vi gør ingen ting, Sarbien", svare Weldor. "Det der skal gøres er blevet gjort for os. Mori er en mere hensynsløs mand end jeg, og han har afkrævet Elias det jeg aldrig har kunne: Nemlig at få ham til at vælge. Men vid en ting fra nu af Sarbien: Elias er ikke vejledt af Sorianna. Elias er vejledt af Elias. Ingen af hans handlinger er mere hellige end dine og mine, han er blot istand til at afkræve Sorianna hendes kraft og det gør han som når Aromir drikker vin, som en beruselse af magt. Elias beviste under vores andres edssværgen at han ikke er en del af fællesskabet. Han følger ingen ande end sig selv. Og selvom han påstår at han følger gudindens vej, kan det ikke være sandt! Han har talt lige så lid med hende inden for det sidste år, som jeg."
"Hvad kommer det til at betyde?" Sarbien knuger sin sorte hånd og stirre ned mod vandet.
"Det kommer til at betyde at Elias fra nu af følger Elias egen vej...som han rent faktisk altid har gjort. jeg har ladet mig forblænde af at hans mål til tider var de samme som mine og jeg har troet at vi kune få ham til at tage ansvar, eller i det mindste stilling. Men Elias er Elias. Han må gør ehvad der passer ham. Jeg vil ikke have mere at gøre med ham. Hvis Mori kan kontrolere ham; så lad ham. Elias er død for mig! Og han tog Elegia med sig. Selv det, tror jeg ikke han har fattet endnu..."

Weldor tørre sine kinder og retter ryggen. "Vi har en Avetar, der skal flyttes"

Blod skal betales med blod

Langsomt kom Sarbian på benene, og langsomt kom bevidsteheden om hvad det var Vishparad havde gjort til ham: "Slangen har drænet mig, suget kraft ud af mig," stønnede han til Weldor, der hjalp ham på benene. Med Jernhånden lyttede ikke, og der gik lidt tid før Sarbian forstod hvorfor. I hele lejren herskede en stemning så tilspidset som en knivsæg. Moris Valgurier var lansgomt ved at danne en halvcirkel omkring Elias. Soriannasønnen stod i midten med spredte ben og armene over kors. Et kækt smil krusede hans læber mens han trodsigt mødte Moris blik. "Elegia er død," hvisked Weldor mellem sammenbidte tænder. "Han forårsagede det, Elias, den hovne, selvretfærdige hund!"
Sarbian havde indtil nu haft sit blik fæstnet på Vishparad, der havde taget sin plads mellem Moris mænd, omend han stadigvæk så noget rystet ud. Men så fik Weldors ord tag i Sarbian. "Elegeia død?" Nardullaslægtens stolte frue, hende der havde skænket Sarbian retten til at kalde sig "Sir". For ikke at afsløre planerne for fjenden havde hun taget sit eget liv!
Tavst stod de et øjeblik og ventede Elias svar. Ville han indvillige i Moris krav, og lade sin kontakt til Gudinden forsegle. Vreden sydede i Sarbians bryst, og han ønskede inderligt at se Elias nægte og modsætte sig. Se Moris mænd hugge ham ned og suge livskraften ud af ham. Et eller andet kunne de vel bruge den til.
"Han skal dø for det her!" hvæsede Sarbian, og mærkede hvordan det sitrede i den sorte hånd. Weldor mærkede det åbnebart også, for pludselig strammede han grebet om Sarbians skulder. "Nej, ikke her, og ikke nu! Vi har en mission der skal fuldføres, husk på, at din egen frue gav sit liv for ikke at kompromittere den!Du er ikke en rendestensrotte længere, du er Sir Sarbian Nardulla nu!"
Sarbian måtte bruge al sin styrke på at dæmpe den ulmende vrede, der sendte uvilkårlige spasmer gennem den sorte hånd. "Der er en tid og en måde at gøre dette på!"
Sarbians blik mødte i et kort øjeblik Weldors og de nikkede begge i fælles forståelse, I baggrunden gik en svag sitren igennem Elias's legeme da Mori afsluttede forseglingen.

Oprør i gruppen

Elias ved ganske vel at der har været mange opgør i denne gruppe men dette var første gang han stod overfor visheden om at de mennesker han havde fulgtes med over de sidste mange måneder ikke ville hjælpe ham. Sekunderne hvor tiden stod stille med Zir Moris ord hængende i luften ”Vi må stikke den dumme fulg når han ikke forstår sig på sin egen kraft – Acceptere du Elias at bliver underlagt en valgurie forsegling overfor din gudinde? – ellers må du blive henrette på dette sted” Elias vidste i det samme at han kunne beskytte mig mod dem med Soriannas hjælp, men hvad ville det hjælpe – Han havde netop lovet over for sig selv at udleve Seseps bod hvilket indbefattede absolut lydighed overfor Zir Mori samt at missionen straks ville reducere dens chance for at overleve og lykkes. Kun en ting har virkelig betydning – Befri denne verden for den sygdom som tvinger den i knæ. Avetarene skal møde deres endelige. Fortrinsvis for den sidste grund, som Elias har sværget overfor sin gudinde at bistå i på bedste formåen og med det jordiske liv som indsats, acceptere han Moris bud. Alle omkring ham ånder lettet op og Sabian nærmere sig igen efter at have taget flere skridt væk fra gruppen mens spørgsmålet stadig hang i luften. Elias bliver ført væk op på en høj hvor fire Valgurier følger efter ham. Han får kun et øjeblik for sig selv. Bønnen er kort: ”Sorianna – Jeg ved du er med mig.” Det omfattende ritual tager lang tid og langsomt føler Elias sig som en frisk fisk der har fået en honningkrukke at svømme i.

Hvad godt gør dette for andre end Mori?

-Elias

Gruppen samles!

I den forfaldne gårdhave i en ukendt nobel-families villa satte gruppens folk sig i en cirkel og Mori trådte ind i midten. Langsomt drejede han sig omkring og så på hver og en et øjeblik før han talte. "fra dette center lad lyd og rum bøjes, rinde tilbage mod denne midte som floder mod havet." og han rakte sine arme ud i en evigt ekspanderende gestus og en flimmer som på en varm sommerdag, eller som brydningen gennem vand udsprang fra hans væsen og omsluttede dem alle. De fem tjenere i den første indergård var som bag en glasrude, eller bag et slør af fint vævet avidasisk bomuld, og kun en enkelt af dem kiggede undrende op men fortsatte sit arbejde hurtigt derefter...
“Vi er samlet her for at påbegynde en rejse, dette måske værende det sidste sikre sted mellem her og Ambhutrisa, og mens vi samles her mødes 15 unge højbårne sønner i Gula under Zir Bereuses vinger og ligledes bliver de indviet planer af højeste vigtighed. 15 mod herrens selv 15 mod hans tjener og general. 30 sjæle i alt der bøjer deres krop, sind og hjerte over det at ændre tingenes tilstand, en orden fastholdt af magtfulde væsner og hvad udfaldet vil blive kan kun fremtiden afsløre.“

Her blandte jer står jeg Zir Mori Shambhavi, “Minister for Sikkerhed og Harmoni” denne missions hjerne og øverste herre, mester udi Opretholdelse, Sløring samt mester af 6 af de 9 følelser og Åbenbaring.

Mit navn er Ang-nabata “den der holder Ilden i sit hjerte” jeg er Zir Moris højre hand, ilden lystre mit bud og af de 56 sande materialer I verden kan jeg destruerer de 12 ( træ, jern, sølv, sten, knogle, fedt, marv, vand, ild, essensen, tanke og æther )

Jeg er Vishparad “ ekspanderet Sind” og mestre kunsten at arbejde med essensen via mekanik eller med forskellige materialer som mellemled. Desuden forstår jeg kontrol/ opretholdelse og ser alle monster og tings sande natur så jeg er også den i bør komme til i tilfælde af sår og skader.

Folk kalder mig Gorani ”bjerggeden” og der findes intet bjerg, ingen mur jeg ikke kan forcere.

Jeg er Ramitanni ” emitator ” og jeg kan efterligne sprog og skikke på den nordlige verdens 5 folkeslag. Men mod syd har jeg også rejst og jeg taler to Amukiske dialekter flydende både som mand og kvinder eller tjener.

Mit navn er Sorani ”Dolken” og mine fjener ser mig sjældent før de føler mit kolde stål. Jeg forstummer folks tale og tavshed er min ven.

Nogle kender mig som Mazadaranni ” Den Grå Slange” og i mine hænder bliver en berøring, et kys, en skål eller et overfladisk sår din død. Hvad Guderne har gjort dødeligt af planter og dyr har jeg studeret og magnificeret

Jeg er Lori og en mester med sværd, spyd, kølle og økse.

Og jeg hedder Oros og kan ramme en due i flugt på himmelen med bue, slynge eller dart

og så er der Magi Nefer, Zir Weldor, Elias, Sessep, Zir Sarbian og Aromir ( Zir Sassanides )

The game is on!!!

Nattens tanker

Det er sent.
Det er mere end sent. Morgengryen er tæt på. Weldor vender sig og prøver at falde i søvn, men igen forgæves. Tankerne vil ikke slippe ham. "Forrædderi, svigt, fjender, herre, hanrej, kaptajn". Hvad I de tolvs navn havde han gjort forkert for at dette skulle ske igen? Erghin havd eligget for hans fødder, bundet på hånd og ankler, og Weldor havde ladet sværdet suse mod hans hals. Han Ville have hugget hovedet af den forbandede Soriannasøn, om ikke andet så for at dulme smerten over at være blevet gået bag om ryggen, på den måde. Men et eller andet havde fået ham til at holde hånden tilbage, oghan havde skånet Erghin.
Men det var Elegia. Hans forlovede, ikke hans kone. Det var en enfoldig søn af Sorianna ikke hans Kaptajn. En Kaptajn han havde givet alt. for ikke mere end 4 dage siden havde Weldor og Sarbien rejst 40 guldstykker og havde gået bodsgang for Aromir i Templet. De havde talt hans sag, havde reddet hans skind. Imens Aromir drukken, som en nordboer, lå og ralllede af selvmelidenhed, derhjemme. Og fire dage senere er han ovenpå. Fire dage senere er han så meget oven på at han syntes det er på sin plads at han tager Weldors kone, som sin egen?

"Det må være noget jeg har gjort galt"?mumlede Weldor til sig selv. "Alt min insisteren på at vi alle er lige og at mine folk uden adelig byrd, kan tage sig alle de frihed, de ikke kan andre steder. Men se hvor det har ført mig hen? Nu tror de at de kan tage for sig af retterne...tage for sig af alt det jeg har frasagt mig for at kunne gøre en forskel i verden" Ord, som familie, villa, prestige og politik. Kone og børn. Kærlighed. Disse ord vælter frem i hans hoved og han kniber øjnene sammen for ikke at tårerne skal slippe ud. Men det gør blot Aromirs svigt endnu større. At tæne sig at han finder det retfærdigt, at han kan rage de ting til sig, som Weldor er ude af stand til at tage imod, mens verden skal ændres...utilgiveligt!

"Men konfrontationen må vente", tænker Weldor for sig selv. "Den må vente til vi er væk herfra. Væk fra Gula, væk fra Bereus og alle de politiske brikker. Ude i fjendeland hvor ingen kan høre skrigene, og hvor ingen blander sig. Der skal Aromir stå til regnskab for hvad han har gjort".

En klokke ringer ved porten: Nu er Mori ankommet: Weldor stiger ud af sengen: Han fik ikke sovet denne nat heller.

Rejsen mod Ambhutrisa

Fire dage før september fuldmånen, "Forfædrenes Nat" forlader en skare folk Gula. Det er den stille time, hvor selv portens hunde sover og vogndriverne og bærene sover endnu, men der er arbejde der skal gøres. Arbejde af monumental karakter. Alene uden anden hjælp end dem selv skal denne nydannede gruppe bane sig vej frem gennem det besatte fjendeland til byen Ambhutrisa, og herfra op ad bjerget til fæstningen mellem skyerne. Der skal de krybe i stilling og vente på det signal der viser at den Amukiske General er død, og hans øjne og øre blindet, hvorefter de skal trænge ind i det allerhelligste af borgen og finde Græshoppeherrens bolig. Der skal han holdes i ave mens hans hus brydes ned omkring ham og den trappe hvorfra han fra tid til anden stiger ned i denne verden opløses og sammenpakkes. Fremkomsten af hæren fra nord, med nye blafrende bannere, vil kaste den sorte hære mod Gula mens at den avidasiske flåde vil vende krigslykken når slaget er igang.

alt synes at væves sammen i dette klæde kaldt verden, og mennesker, guder, avetare, illuminasier og ånder holder i hver sin tråd
mens de spinder deres mønster....

Artes

(lidt fra gemmerne)

I husker måske Zaza Gamibtas hest. Husånden Artes.

Zaza Pavana og Aromir

Aromir bankede bestemt på dørkarmen til den tykke egetræsdør der stod på klem. Uden at vente på svar skubbede han døren åben, og gik ind. Pawana sad på sengen og de fire af Bereros' terner stod optaget men den slags sysler terner nu engang tager sig til. 'Aromir, er det dig?'. Pawana lød overrasket, men hendes ansigt afslørede at han var ventet. 'min frue...' Aromir skævede til ternerne der interesseret havde vendt sig mod ham.'jeg håbde vi kunne tale sammen i enerum. 'Selvføgelig, Aromir. Pawana gjorde en håndbevægelse, og de fire terner forlod modvilligt rummet. Da døren var slået i bag dem tog Aromir en stol ved bordet og satte sig på den foran Zaza Pawana. 'Frue!', stammede han. Hans læber var sammenbidte. 'Jeg kommer for at advare dem.' Hun kikkede undrene på ham. 'Ja, bestemt. Advare!', forsatte han, da hun ikke afbrød. 'Dine drømme. Dine drømme om nøgler og andre genstande. De må stoppe. Der er så meget i din tale om drømmene der tyder på at du bliver påvirket... I en eller anden form.' 'Aromir, min kære Aromir', far' nu ikke sådan op'. Hun lænede sig en smule frem, og forsatte i en hvisken. Næsten uhørligt. 'Stille, Aromir. Jeg frygter at andre lytter med.' 'Undskyld, min frue', Aromir holdt sin hånd for munden, som for at skjule sin tale, selv om de var ganske alene i rummet. 'Men, det er sandt. Det er farligt med disse drømme. Især drømmen om nøglen til æsken med æskerne indeni. Den drøm og nøglen er farlige. Lyt ikke til Weldor, han forstår ikke hvor farlig den drøm er. Hvor stor en trussel det kan være, hvis andre får efterretning om hvor æsken er og hvad den indeholder.' Aromir hev efter vejret, kikkede sig omkring for om muligt at spotte den usynlige person der lyttede med; 'Eller rettere; måske forstår han hvor farlig den er, men han tænker kun på egen vinding, og bekymrer sig ikke om vores, og især din, sikkerhed.''Sig mig, Aromir. Hvor får du dog den idé fra?' Pawana virkede interesseret, men ikke videre bekymret. 'Jeg kender den følelse alt for godt, Frue. Den følelse hvor man ikke kan tænke på andet. Besættelsen af en genstand. Eller nu i dit tilfælde, besættelsen af drømme og det der kommer ud af dem.' Aromir holdt sin hånd op foran sig, og drejede den for som han kunne se den ring der engang havde prydet hans grove hånd.'Jeg tænker stadig på ringen. Dag og nat, er den hos mig. Blot ikke fysisk. Det ville pine mig, om du skulle leve med en tilsvarende besættelse.' Han sukkede dybt. 'Din brug af sovemiddel, var det jeg måtte reagere på. Den slags bør ikke bruges til at søge søvn med mindre søvnen ikke kommer naturligt. Man kan blive afhængig af den slags. Hun så på ham, som for at aflæse hans oprigtighed. 'Jeg tror jeg forstår, Aromir. Men hvem er det vi skal frygte? Hvem er det du ikke stoler på? Hun holdt hovedet let på skrå, som for bedre at kunne iagtage Aromir. 'Ministeren for Harmoni. Mori. Jeg er sikker på han har en skjult dagsorden. Aromir var beslutsom. 'Vi må sikre os han er på vores side, før han han får besked om æsken og nøglen. 'Du har ret', Svarede hun. 'Jeg fornemmer det.' Jeg har heller ikke været sikker på at disse drømme er mine alene. Desuden har jeg set Bererus' Terner tage det brændte papir ud af kaminen hvorpå jeg har nedfældet mine drømme. 'Så meget desto vigtigere bliver det, at vi destruerer nøglen!' Aromir virkede sikker i sin sag. Du har nok ret, min kære Kaptajn. 'Pawana rejste sig og tog et foldet stykke læder fra under sin kjole. Hun foldede den langsomt ud. Pakket sirligt ind i læderpungen lå en nøgle. Den var en lille og simpel, men fin. 'Det var denne nøgle smeden skulle genskabe i jern. Den er ikke meget bevendt skåret ud i sæbe, men lige nu er jeg glad for Smeden ikke har haft den i hænderne.' Hun trykkede nøglen flad i sine håndflader, og lagde sæberestene hen ved siden af vandfadet. 'Godt.', sagde Aromir.' Lad mig også få dit sovemiddel. Vi må bryde besættelsen helt. Søg kun søvn når din krop kræver det, min frue.'Hun rakte ham pulveret fra en skuffe i skrivebordet ved vinduet. Aromir rejste sig for at tage mod pulveret. 'Glimrende. Nu vil jeg gå og bede med Sesep. Rudram'en er forbandet lang, og jeg har meget at lære.' Han tøvede et øjeblik. 'Måske vil du følge mig? Sorianna og Algys er jo Tvilligerne. Gjort af samme aspekt.''Mange tak, Aromir. Det må vente. Dog har jeg bidt mærke i Sesep. Han forvirrer mig.''På hvilken måde, Frue?' Aromir blev pludselig bange for at Fruen ville klandre ham for at søge Algys præstens selskab.Pawana tænkte længe over ordene før hun forsatte. 'Sesep besidder en indre ro jeg ikke har set magen til. Jeg ved du opfatter Elias og jeg som modsætninger. Simpelt sagt er det også rigtigt. Sesep repræsenterer begge disse modsætninger men i een samlet entitet. Jeg tror han besidder et potentiale som ikke engang han selv er klar over.''Aha, du mener ligesom Sarbian der kan knuse ting med sin ugudelige hånd? Det destruktive element?', Aromir var tydelig lettet.Pawana lo. 'Aromir, du er så herligt naiv. Nej, ikke som Sarbian. I disse dage besidder han vel knap kræfter til at gøre en flue fortræd.' Aromir huskede godt Sarbian, der krøb i dækning bag den skrøblige pige da Galvano fyldte Algys templet med sin ild. 'Ja, du har sikkert ret, Frue. Men måske har Sarbian også kun lige strefet overfladen af det hav som den sorte hånd gemmer på.Pawana virkede ikke overbevist. 'Jeg er ikke sikker på at Sarbian kan magte den slags kundskaber. Hvad jeg ikke har fortalt jer, er at i pagamenterne også stod nedfældet at guderne alle har de 5 aspekter. Deres rene form og modsætninger. 'Det forstår jeg ikke helt, men har det noget med hvorfor Galvano prøvede at sjæle de af de 5 aspekter han ikke kendte?' 'Helt rigtigt, Aromir. På den måde ville Galvarno blive både som menneske og gud på samme tid. 'Aromir gøs ved tanken. 'jeg har mærket Soriannas kraft på mit legeme. Men endnu har Algys ikke talt til mig.' Aromir virkede en anelse skuffet.'Det skal du nok komme til, Aromir.' Hun smilede til ham. 'Følg med os til Ambutris, Frue. Vi kan ikke efterlade dig her!', udbrød Aromir. En umiddelbar frygt for Pawanas liv greb ham. Som om Græshoppeherren stod uden for døren med sine betroede livvagter og ville bortføre hende til alskens pinsler i syden. 'Ja, jeg havde selv overvejet det samme, Aromir. Men jeg tror jeg er i bedre sikkerhed her. Trods alt. Jeg har ikke lyst til at se mig selv taget til fange igen.' Hun sænkede stemmen. 'Selvom dette hus fortiden også virker som et bur.'Aromir fik ondt af Pawana. I så lang tid havde hun været spærret inde i sin villa. For sin egen sikkerhed. 'hør, her Frue. Hvis du får brug for at stikke af har du jo midlet nu. Ingen villa kan holde dig indespærret.' Han prøvede at opmuntre hende.Pawana smilede: 'Aromir. Jeg er så glad for at du idet mindste bekymrer dig om mig. Og at du advarer mod disse farer. Jeg kender jo intet til disse ting.' Hun lagde sin hånd på hans overarm. Hendes hånd føltes varm. Hendes øjne nærmest brændte og holdt hans blik fast. 'Selvfølgelig bekymrer jeg mig om dem, Frue.', fik han fremstammet, mens han fornemmede sin hals og sit ansigt rødme. Den samhørighed som Aromir havde følt lige siden den gang hvor Pawana havde ledt ham til Rubinringen ved flodenbrede forneden Algystemplet, emmede nu for fuldt blus. 'Sig endelig til hvis der er mere jeg kan gøre. Uanset hvad det måtte være.'Måske kunne du udsætte bønnen med Sesep til senere iaften, og istedet blive her en stund. Vi kan tale lidt mere om os nu.' Pawanas stemme var sød som honning, og ikke til at modstå. Ihvertfald ikke for en mand som Aromir. Hun trak ham ind til sig, og han protesterede ikke.

Itemhunt, del 2

"Dette er blot et personligt hævntogt for ham!" Tanken fik det til at gyse i Sarbian mens han betragtede Weldor der nu var gået over til en beskrivelse af hvordan han skulle partere Vema og Neroli så ikke engang duhitarernes maskiner kunne vække dem til live igen. "Netop som vi endelig har fået et større mål for øje, forgifter han det hele med sit vanvid."
Sarbian rystede tanken af sig. Det måtte vente, og lige nu var Weldor måske den eneste der vanvittig nok og stærk nok til at gennemføre det desperate forehavende. Men der var noget andet der måtte frem, og desuden havde Elias endelig forladt kammeret. "Weldor, nu har vi endelig et roligt øjeblik, omend det ikke er længe. Det jeg beder om er hjælp til at finde en læremester, der kan give mig de rette instrukser i at beherske de forskellige aspekter af essensen. "I Galvanu så jeg hvor mange muligheder der er," tænkte sarbian. Men tanken forlod ikke hans læber. "Hvis jeg virkelig skal kunne yde en stor indsats bliver det aldrig med et sværd i hånden, det bliver med hånden selv. Sarbian anbragte en af den sorte hånds fingre på en lille revne i bordkanten. Med omhu pressede han neglen ned i revnen og trak en linie ind mod bordets midte. Der lød en svag knagen, og det var så om revnen fik liv og hastede efter den sorte negl. "Jeg har øvet mig på det i hemmelighed. Efter den pinlige hændelse i Blomsternes Gade, I ved, efter vi stredes mod bjørnehunden, da har jeg ikke haft lyst til at stille mig op med et talent jeg ikke beherskede."
Weldor og bAromir udvekslede overbærende blikke, og Sarbian sukkede. "Jeg ved godt hvad I tænker, med et sværd kunne I gøre meget større skade, på meget kortere tid. Men der er andre barrierer end træ, og nogle af dem er mere subtile end træ. Ja, Weldor, jeg har lyttet tilo dine beretninger om Gunaer og lignende. Men jeg ønsker ikke kun at kunne ødelægge. De sidst par uger har vist mig med al grusom tydelighed hvor vigtigt det er at kunne vægre sig mod angreb som dem duhitaren og Galvanu leverede mod mig. Jeg har så fået en lille forståelse for Opretholdelsens princip, men Weldor jeg er ikke stærk nok alene, jeg har brug for en læremester til at sikre mig mod forvildelserne der har ... forblændet flere af dine tidligere tjenere. Jeg håber så sandelig at denne Yasparis vil skænke mig lidt tid. Ellers må jeg selv humpe ud i byen og finde en klog kone eller gadepræst.
Må de 12 forhindre at jeg ender så fordærvet og forblændet som Galvanu!"

Itemhunter!

Det var aften.
Solen var lige gået ned bag hustagene og Aromir og Sesep kom tilbage fra aftenmesse i tempelrummet. De åbnede døren ind til Weldors store kammer.
"Luk døren Arimor; Sesep. Sæt jer end, vi skal lige snakke sammen" Weldors sad i den store stol for enden af bordet. han gestikulerede til to tomme stole langs siden. Elias og Sarbien sad allerede ned og bag Weldor stod Vares, som en massiv skygge af sin Herre.
Aromir kastede et hurtigt blik på bordet, der var dækket af rustninger og våben, reb og andre lignede instrumenter, som Weldor i tidens løb havde øvet sig i at slå ihjel med. Aromir havde aldrig rigtigt forstået hvorfor Weldor gad øve sig i at kæmpe med et reb med en sten i enden, når man kunne bruge et sværd. Og det med træstokkene, det var bare for dumt. En træstok er et våben for en bonderøv...eller for Algyspræsten, tænkte Aromir og satte sig ned. Weldor rømmede sig:
"Folkens; jeg har tænkt længe over det, og vi har et problem", han tav, men eftersom ingen spurgte hvad problemet var, fortsatte han igen. "Jeg har lagt alt frem hvad vi har af udstyr til den mission vi nu skal ud på, og for at sige det mildt, er vi kraftigt underudrustede. Hvis vi ikke regner skjolde har vi kun nok til at fuldt udruste 2 af os. Det er ganske simpelt ikke godt nok. Vi skal skaffe os noget mere og det bliver ikke let i disse krigstider". Sarbien afbrød ved at lægge piben på bordet også, men hans sorte hånd fjumrede og han skubbede en rulle reb ned,d er trak et sværd og en kniv med sig med et rabalder.
"Undskyld, Weldor fortsæt", sagde han mens han samlede tingene op.
""Folkens; det vi skal ud på nu anseer jeg for den farligste og muligvis den mest afgørende mission vi som kumpaner udføre sammen. Det vi skal igennem udmønter sig i direkte landsforræderi og den chance Bereus har givet os, er en jeg har ventet på i tre år nu. En mulighed for at slå til mod Avetarene og deres kram på Kongen. Vi kommer til at udføre den største dåd for rigets fremtid og ingen vil vide at det er os, der er hånden, der vendte det hele...Sådan må det være", Weldors øjne så næsten våde ud i lyset fra fyrkaret, men hans stemme var stadig hård. "Elias og jeg har kigget på det vi har at tage med og det går simpelt hen ikke. Som i ved, nævnte jeg for Bereus at vi manglede nogle ting og han gav os mere eller mindre lov til at skaffe det vi skal bruge selv. Her mener jeg at vi bør tage hvad vi har brug for hos dem vi ved ligger inde med sager af ekstraordiner fabrikation jeg kan se du undre dig Aromir, Det betyder at det er ting, der er lavet ordentligt. Ting som Avetarens videnskabsmænd ikke kan opløse eller manipulere med. Så det jeg vil bede jer om nu er at tænke godt og grundigt over hvor og hos hvem der er våben og udstyr vi kunne få brug for på rejsen." Aromir rømmede sig og rettede sig op i stolen, men Weldor afbrød ham inden han kunne nå at tale:
"Nej ikke ringen Aromir. Prøv at tænke på noget andet". Aromir sank sammen i stole igen.
"Hvad med Shoshonierne? de har Orberne?" foreslog Sarbien.
"Jeg skal ikke flyve i nogen Menakshi-maskine!", Elias rejste sig så stolen væltede bag sig.
""Dur ikke", svarede Weldor. "Bereus har udtrykkeligt bedt os holde os fra Shonierne. Men jeg har et andet foreslag, sommåske kan sætte jeres tanker igang. Vi har Kaptajnrang, vi har en allieret i blomsternes gade; i ved Juveleren. Vi har en form for fjende i den anden Blomsterboss. Hvad med om vi aflagde ham et visit? Vi er der selvfølgelig for at jagte en Menakshi. Det er jo vores job, og hvem ved om vi ikke finder noget at konfiskere undervejs...Ting, der er mærket af uhellige hænder?" Aromir smilede, Elias så skeptisk ud. "Hvis ikke det giver pote,s å vil jeg bede min moder om at tage fra hendes nye husstand. Det kan godt være jeg har lovet ikek at røre Wemma, men jeg har ved de 12 aldrig lovet at lade hans ting ligge, og som jeg ser det, så skylder han mig adskilllige sværd i bytte fra det han selv stjal fra mig". Weldor slog i bordet og ragte ud efter den hvide kniv, der havde ligget foran ham under hele seancen: Han stak den ind under trøjen og bandt løkken om halsen og ind under armen. "Tænk over hvad i manglerog hvor vi skal hente det, så mødes vi her når alle sover og lægger en plan. Imens vil jeg snakke lidt med min kone om hvor nogle af nøglerne mon passer", for anden gang i dag lod Aromir mærke til at Weldor smilede. Ikke et varmt smil, for det var fortrukket af arrene i hans venstre side af ansigtet, men dog et smil. "Jeg håber", grinede Weldor. "At en af nøglerne passer til Ziprunas bagdør"

Jasparis

Lysbøjeren, minaxi'en... vores ven.

Audiens

Weldor gav Sesep et klap på skulderne på vej ned af tempelhøjen. 

   "Så Sesep; det var det letteste. Du viste gode miner overfor dine overordnede Algyspræster, og modstod fristelsen til at fortælle dem sandheden: Jeg er glad for at have dig med på holdet. En præst, der ved hvornår han skal holde sin kæft. Det er et sjældent syn i de her dage", grinede Weldor og skubbede en vandbærer til side med sin påspændte guldnæve. "Skrid makker, vi skal ikke kropsvisiteres idag".

Ved bærestolen fik Sesep igen udleveret sit kortsværd efter at Weldor og Aromir havde kigget med skepsis på klingen og grebet. "Den der kniv er vi nød til at få skiftet ud i en fart", brummede Aromir.

   "Det er et kortsværd...", forsøgte Sesep, men blev afbrudt af Weldor.

   "Det er ikke længden, men kvaliteten vi anfægter min gode Algyspræst. Men idet mindste har du medbragt et våben i alle tilfælde...Det er mere end andre, som vi ikke skal nævne"; Weldor skelede mod Sarbien, der igen var optaget af at fidle med sin sorte hånd inde under kappen hvor han troede at ingen kunne se det.

    "Det vi skal nu Sesep er noget som få af din ringe herkomst tør drømme om. Vi skal i audiens hos Zir Bereus, den ene af de 12 generaler, som  kongen i Kolkis har udvalgt til at føre sine hære. Min blodsfader Welhemea, må hans minde aldrig blegne, var general ligesom Bereus og ledte tropperne i Den Sjete Provins, inden det gik galt...men det er en anden historie. Vi skal op i citadellet og tale med den her Bereus, og jeg vil præsentere dig som en af mine nye mest betroede håndlangere. Det vil for altid cementere dig blandt vores rækker. Så tillykke med det..:" Weldor standsede op og stirrede Sesep stift i øjnene. "Du vil høre meget til det møde og forstå måske endnu mindre, men vigtigst af alt er, at du siger din mening når den falder dig ind, hvis du føler at det er yderst nødvendig viden, du liger inde med. Blot husk på at for disse mennesker er dit liv lige så meget værd som en flues. fornærm ingen! For da er det mig der er ansvarlig. Alt hvad du siger og gør fra nu af falder tilbage på mig...husk det Sesep". Sesep sank en klump i halsen og rømmede sig.

   "Det er nok bedst jeg ikke siger så meget vel?"

   "Det er nok bedst", svarede Weldor og nikkede , som talte han til et barn. "Og skal vi så se at komme op og få Jasparis, den største nulevende lysbøjer, udleveret?" 

   

Argonaut

Her er en skitse af kongens himmelgeneraler - Argonauterne.

Galvarno

Måske sidste portræt af denne nyligt besejrede husånd/menaxi.

det er begyndt!

Renselse gennem Ild

"ukùr re a na àm muun tur re
níg ú gu dé a ni nu kin damut"

Den der går med sandheden skaber liv!
Gå gennem Ild og bliv ren!

vers 87-88 rudram, den brændende bøn

...Og, rosinen i pølseenden - Weldor!

Vores alle sammens inspiration og åndelige leder. Eller hvordan er det nu det er...? Komplet med Guna ar, Avetar skrammer, Menaxi sår og Duhitar lede.

Next up er alle Dungeon(!) Masterens karakterer. (hvem vil du se først, Soham?)

Endnu et billede af Galvanu

Her kommer så min debut med upload af tegning på bloggen. Det er en meget forsimplet udgave af Galvanu, der helt sikkert ikke stemmer overens med den seneste udvikling. Men nu hvor jeg mestrer uploadningsteknikken følger der snart mere!
-Ruben

Sarbian

Den navnkyndige Sarbian - Nardulla bastard. En ung mand der flirtende omgir' sig med menaxeri iform af sin mørke, syge og uhellige arm, og, men ikke mindst Weldors betroede rådsmand.

Plan C

...
"Hun er på vores side nu"; tænkte Weldor, men han, Sarbien og Aromir gik igennem gaderne. De var lige blevet lukket ud af en bagdør hos Gartaoerne og var på vej tilbage til villaen. Nattens mørke lukkede sig om dem og ingen af dem sagde meget. En plan var ved at tage form i Weldors hoved.
"Sesip; gentag lige hvad Odega hviskede til dig?"
"Sesep", svarede Algyspræsten tørt.
"Hvad; nåh ja Sesep så. Hvad sagde hun?"
"Hun sagde noget i retning af: Jeg er den virkelige herre- som om det var noget hun just havde erkendt"
Weldor nikkede for sig selv, det passede perfekt.
"Nu skal I høre. Vi er nød til at udnytte det her. Efter i nat ser jeg at hverken jeg Aromir, Elias eller os alle tre tilsammen har noeg som helst chance mod Galvanu. Vi skal lægge en mere låst fælde for ham. Du Sesep tuder Gataoernes øre fuld eaf hvor vigtigt det er at pigen bliver bragt til Algys templet og bliver renset for åndens tilstedeværesle. Når hun er der snakke rjeg med hende og overbeviser hende om hvad vi må gøre. Sesep skal selvfølgelig også tale vores sag hos Algys ypperstepræsten. Ham der brændte Elias ned fra Klippen og vi er nok nød til at fortælle dem hele sandheden".
Er der en anden sandhed end denjeg har fået fortalt?", spurgte Sesep tøvende
"Ja; og nej. Det du ved er kun toppen af Isbjerget. Jeg skal nok fortælle det hele i nat. Men det der skal ske er at allered ei morgen nat må pigen lokke Galvanu op på Templehøjen, op I Algystemplet hvor præsterne kan dæmme op for hans trolddom og hvor ørnene kan hjælpe os hvis han flyver til vejrs. Pige er altafgørende, Hu er dne eneste der kan lokek ham til. Og det siger jeg med den værste erkendelse. Hun kaldte ham til sig dernede fra kisten hvor vi havd eefterladt hende sovende og bedøvet. hvordan skulle han ellers have kunen finde hende. Hun kaldte på ham fra søvnen. Hun vandrede på drømmende stier, som min Kone gør det. Det er derfor Galvanu er interesseret i hende. Det er den ene evne vi ved han ikke kender. Oghvis vi ikke stopper ham nu. Hvem ved så hvornår han kommer efter Pavarna...?": Weldor hamrede sin jernhånd ned i sin gode næve. "Det er i morgen nat eller aldrig! Algys stå os bi!"

Galvanu is going down!

...
"Er du sikker Elias?", spurgte Weldor for mindst tiende gang.
"Ja, Weldor jeg er sikker. jeg tror lige jeg kan finde ud af at side imobil p en stol en hel aften og se på teater. det er ikek det sværeste i verden vel", vrissede Elias til svar og trak forhænget på bærestolen for.

"Aromir."
"Ja, ja. jeg ved det godt. Bliv ved Kurtisanen, lad som om jeg er tjener...og stands Galvanu. Fik jeg det hele med?", svarede Aromir med tør stemme.
"Der er ingen grund til at gøre nar. Jeg prøver bare at tage højde for det hele. På mit signal. ikke før, og ikke noget med at træde ud af rollen før alt andet er afprøvet vel? Og for Soriannas Skyld; lad ingen uskyldige komme noget til i aften".
Den butted Algyspræst gik op på siden af bærestolen og rømmede sig.
"Øhmn...jeg er måske lidt usikker på min rolle i det her. Hvad skal jeg..."
"Ikke gå i vejen. det er vidst bedst du prøver ikke at komme til skade her; ikke?. hvordan vil det ikke se ud hvis vi får den Algys præst slået ihjel, som Templet har sendt os som bodsdommer for den sidste Algys præst, der døde i vores hænder. jeg tror det er nok hvis du bare holder dig i nærheden med den der stav til at kunne tiltrække lidt opmærksomhed på det rette tidspunkt. Det vil typisk være hvis Aromir eller jeg ligger og bløder livsblodet ud på de fine menneskers gård, og Galvanu står over os klar til at dræbe", Weldor klappede Sesep på skuldrene og sendte ham et glædesløst smil. "Men for en god orden skyld lad mig lige opsumere den forløbige plan: Vi forbliver passive indtil dansen er overstået. I det øjeblik Den Fremmede skal præsenteres står vi på spring. vi afventer situationen og først når familien bryder ud i forargelse springer vi på Galvanu. lad mig endnu en gang understrege, at der ikke er nogen grund til at vi skulle afsløre os selv på noget tidspunkt hverken før, under eller efter kampen.", med den kunstige arm trækker han igen forhænget til side og stirre Kurtisanen stift i øjnene. " Og du skal bare sørge for at Det er dig der danser og ikke den uskyldige pige..."


Weldor

Zarsa Pavarna

Algys præst

Og Himmelherren skal I ikke snydes for. Endnu en skitse...

Elias

Skitse af vores kære Sorianna Søn... Ja ja, weldor har påpeget mig at jeg skal passe på med at bruge ordet 'kære' i flæng.

Kaptajn Aromir

En hurtig skitse af vores kære Kaptajn.

lidt arkitektur, musik

en ide til villa gården, med søjler, bænke, krukker og et lille bagkammer til en adelsdatter og hendes tjenerinder...
http://www.youtube.com/watch?v=ZmrtmjYwX9w
det der mangler bare en menakshi på tagryggen og en mængde skjulte våben og lemlestede evetyrere

Hemakelarsa

Den famøse men mystiske kurtisane, hvis skønhed og sang har vundet hjertet hos den næsten halvt så gamle Zir Rado Gattano. Men faderen der ikke længere tåler at sønnen bruger al sin tid og penge på en skøge, istedet for på at bejle til den Zarsa Saba som har været hans udular-velsignede siden barndommen, han har sendt sønnen bort til krigen og truet med arveløshed, fattigdom og fratagelse af blodsbånd.


hema betyder vinter; som i "Valhema" vinterstorm, eller "Mahema" moder-vinter
kela betyder hår, lokker
arsa betyder sort, mørk

"Hemakelarsa" midvinter-sort-hår

Pavannu´ernes Villa Janasa " Fødestedet"

Gemt mellem milde højdedrag ligger Pavannu´ernes villa. Stedet hvor familien siges at være opstået og hvor alle ligger begravet.
her lufter de kølige vinde fra havet og sensommernættterne er fyldt med duften af modet korn, hirse, nedfalde abrikoser og cypres. Men ikke langt derfra marcherer den amukiske hær frem og landet bliver rendt over ende.

Guld bliver nedgravet, skatte bliver gemt, folk rejser bort! men tjenere forråder også deres herre, manden der før var på jorden kaster nu den høje lavt og rejser sig selv. landevejene er fyldt med røvere, lejesværd tager hyre men lokker dem de skal beskytte på afveje. En usikker tid, krigstid, tørke og hungersnød.

Men hæren fra Gula står stærkt ved østfronten. Guderne har velsignet landet med to hæftige regnskyl, der begge slukkede brande der afsved bakkerne. men regnen fik kumakasi floden til at svulme og ligene flyder i den gennem byen, med ravne dansende på dem som sø-mænd på en skude.

Men der er ting som må gøres, den plage som vennerne har sluppet fri på byen må fanges og annihileres. Villaen må befæstes og forberedelser gøres til angrebet på byen. samtidig må fjenderne lige for deres fødder bringes til at angre og opløse deres hus af ugudeligheder og bede for deres liv....

alt det men glæder mig til kurtisane, adelshuset, daimon/menakshi gun-downet næste mandag hhihihi...

Kjartan returns

Her er en lille hurtig tegning af Kjartans Algys Observant...

Ejsing

Missionen slår fejl!

Jeg nedfælder disse ord morgenen efter den mest fejlagtige og fiaskoramte mission i min tid, som falden adels søn på farten.

Det startede fint. Min plan om at bruge stiger til at nå op over palisaderne ved foden af templehøjens bagside, var gennemtænkt. Aromir og jeg ville kunne klatre trods vores sår og manglende arm. De seks Sorianna-sønner som stillede op til at hjælpe os på missionen virkede nogenlunde fornuftige, trods det at de mod mit råd, var bevæbnede til tænderne.
Vi satte stien op og jeg kravlede forrest. Først da jeg sad overskrævs på toppen og rakte min hånd ned til Aromir, opdagede jeg vagterne. Det var simple præster, mine uhæderlige forsøg på at lyve os til deres tavshed slog fejl og de alarmerede toppen af templet med en lampe. Jeg fortryder allermest at jeg ikke afblæste missionen her. Meget kunne have været undgået.
Den mest fremstormende af Sorianna-sønnerne forslår en plan: Vi brækker et hul i palisaderne og opildner pøblen Under forvirringen slipper vi igennem og fortsætter, emns de tager sig af de bevæbnede præster.
Planen går fint. Både pøbel og Sorianna-sønner lader til at tage mine ordre om at INGEN måtte komme noget til seriøst.
Jeg løber igennem hullet da, der kun er to Præste-soldater tilbage. De truer mig med deres Spurier, men jeg har selv samlet en op fra deres tilfangetagende venner. Jeg beordre dem at smide deres våben og lover dem at intet vil ske dem hvis de overgiver sig, men den ene flygter og den anden vælger at tage kampen om med mig. Selvfølgelig er en præst, der har brugt sit liv og ungdom på at studere og læse, ingen trussel mod en som jeg, så jeg afværger hans udfald og slår ham i hovedet. Min fulde overbevisning er, at han ikke længere udgøre nogen trussel, så jeg sætter efter hans ven, uden at spilde mere tid. Hvis den flygtende præst når at alarmere toppen er missionen igen i fare og jeg tøver ikke. Men præsten langer ud efter mig med sin stav. Jeg ser det ud af øjenkrogen og skubber hans stav til side med min egen, og justere mine bevægelser så jeg undgår hans rækkevidde.
Men Aromir handler hurtigt. I hans øjne udgør præsten stadig en trussel, tords det at han tydeligvis ikke kan slås og at han har en kæmpe bule i panden og knap nok kan stå på benene. Aromir handler i refleks. Han har intet våben selv, men det behøver han heller ikke, Aromir har sine bare næver, og med dem vrider han mandens hoved ad led. Det skarpe knæk fra hans nakke, der giver efter sender en bølge af kvalme igennem mig. Jeg standser den flygtende præst ved at kaste staven efter ham. Trods det, at han siger at det kan man ikke, falder han alligevel ned og brækker benet.
Situationen er atter stabiliseret og jeg overvejer om vi skal trække os tilbage, men Selvfølgelig presser Elias på.
Mit fatale valg er, at den unge præst ikke skal være død forgæves. Så vi fortsætter...

I præstetøj begynder vi opstigningen af den smalle trappe. Elias er ivrig. Hans sår er helet for længst. Han registre knap nok at Aromirs arm er i slynge og jeg tror aldrig alvoren af mit banesår i maven er trængt igennem hos ham. Elias kravler op ad en nærmest lodret klippevæg. Han er drevet frem, som en gal. Han klatre og falder, men fortsætter og kalder på mig at jeg skal følge efter. Jeg prøver at holde min kunstige arm op for at han skal se fornuften, men elias syntes vi skal fortsætte.
Der kommer fire lamper mere ned af stien oppe fra toppen. Jeg afblæser missionen.
Men Elias nægter at se en fiasko i øjnene. Han siger han godt kan fortsætte uden os og vi forsøger at trække præsterne med os ned af trappen. Det sidste vi ser af Elias er at han vinker os af sted og trykker sig ind til klippemuren 15 meter over vores hoveder. Jeg havde regnet med at han ville kravle i sikkerhed inde i Galvanus hule inden præsterne med lamperne kom tæt på, men han ser ud til at ville blive hængende til de har passeret under ham...
...men de standser. En ørn flyver rundt og afsøger klippen. Fra bunden af trappen følger Aromir og jeg med rædsel optrinnet. En præst råber til Elias at han skal komme ned. Efter en kort pause kaster de en lampe op på klippen og den eksplodere i en kaskade af ild. Jeg begynder at løbe frem, men Armir holde rmig tilbage. Den næste lampe rammer længere nede og da ilden fra eksplosionen er på sit højeste ser vi en enkelt lys og hvid skikkelse, som en falden stjerne sejle igennem luften, ned, ned og ned. Han krop giver et bump på vejen ned da den rammer stien og falder videre. Lyset slukkes for foden af klippen og vi løber til undsætning.
Det er knap genkendeligt som en krop, det vi slæber ud af buskene, men Elias ånder stadigvæk. Det er et mirakel. Vi undslipper i bådene. Ingen siger ret meget på vejen tilbage til villaen. Huslægen tager over og jeg klasker om på sengen. Aromir begynder at drikke...

Jeg tror ikke det er helt gået op for Aromir hvad, det er han har gjort. Han dølger sit sind med undskyldningen om at det var for missionens bedste, at præsten slog ud efter Weldor, at uheld sker i krigstid. Han har tydeligvis allerede glemt den massive mur af vrede fra Anapuna, som jeg led under ved at have forbrudt mig mod en tølper, der havde påråbt sig hendes fred under sit måltid. Aromirs brøde består i at have dræbt en præst under et angreb på selve templehøjen. Intet vi fortager os fra nu af kan lykkedes. Aromirs liv er en ulykke, der venter på at ske. Og den eneste måde han møder konflikten på er ligesom han altid gør. Han trøster sig på bunden af en flaske...men i morgen skal jeg få ham til at forstå. Jeg skal få ham til at angre om ha ikke selv vil det. Jeg føre selv offerlammet til blokken. Jeg vil tilstå alt, give dem sandheden og bede for hans frelse... måske ikke hele sandheden, men en, de er villig til at acceptere.


Weldor

...vinden skriger på hævn...

Sarbian sank veltilfreds sammen i de bløde puder i Parvannas kammer. Han ønskede ikke at adelsfruen skulle mærke hans smerter, men så huskede han de ufattelige pinsler hun selv havde gennemgået. Pinlser hun måske aldrig havde skullet lide dersom hun ikke havde mødt Weldor ...
I baggrunden vimsede ternerne rundt.Diskret, lydløst, umærkeligt, men alligevel insisterende som om det var Khambita selv der stod og krævede sin ret til at vide alt hvad der foregik.
"frue," Sarbian lagde sin raske hånd på det lave bord foran ham. Den sorte hånd virkede ikke så vederstyggelig længere. Efter drømmevandringen begyndte han at affinde sig med den. "Det glæder mig at de vil tage dem tid til at snakke med mig mens mine frænder begiver sig ud på deres drabelige forhavende." Inderst inde var han lettet. For første gang i lang tid kunne han tilbringe en rolig aften. "Jeg har spørgsmål, som der endnu ikke har tid til. Jeg forventer ikke at de kan svare på dem alle, men blot hjælpe mig med at overveje et fornuftigt valg."
De fine ord kom let til hans tunge efterhånden. Men han behøvede mere erfaring, og det ville han bede fruen om hjælp til. Men der var andre ting, vigtigere ting, han måtte tale om først. "Frue," sagde han på et tidspunkt hvor ternerne var i den fjerneste ende af kammeret. "De kender utvivlsomt mere til Weldors fortid end jeg, og de ved givetvis også, at han før mig har haft flere tjenere og rejsefæller der har prøvet at tilegne sig essensens hemmeligheder. Og alle som en har de mødt en grusom skæbne, idet de søgte ad det spor, der førte mod destruktionen, uden at forstå hvorledes destruktionen var forbundet med essensens andre aspekter." Sarbian tøvede et øjeblik for at se hvorledes disse ord faldt hos adelsfruen.
Hendes blik var vendt mod vinduet, og et kort øjeblik stivnede Sarbian. Men det var ikke Galvanu, heller ikke et af Udumbaras dyr. Blot en pyntefugl i et bur, der slog med vingerne. "Fortsæt Sarbian."
"Da først min arm blev omgjort af duhitarens sorte ånde, da valgte jeg også destruktionens spor. Uden at forstå, hvad det var, det var blot det der lå mig nærmest. Som et barn med en hammer!"
"Men efterhånden er jeg ved at forstå brudstykker af essensen, og jeg forstå at jeg må lære mig et andet aspekt, jeg må lære opretholdelsen. Alt for længe har ødelæggelse og død fulgt i Weldors fodspor. Det er på tide at ændre på dette. Selv midt i krigens malstrøm."
Der blev snakket om andre, mindre vigtige ting den nat. Parvanna lærte Sarbian et af de brætspil, der var populære blandt de højbårne. Dette gjorde hun også for at lære ham om de sindrige regler og alliancer der findes mellem de forskellige højbårne familier.
Da de første striber af lys viste sig på horisonten mod øst, strakte Sarbian sig og skulle til at bede sig undskyldt. Inden han nåede at sige noget lød der råb og skrig nede fra gården. Så hurtigt hans ben tillod ham sprang han ud på svalegangen. Synet der mødte ham, af hans tilbagevendte venner, fik mindet om den behagelige aften i parvannas selskab til at forsvinde som med et slag."Ved Guderne, hvad har de gjort?" mumlede han, mens han stirrede på Elias's forbrændte legeme.

Sikke en fremtid...

Når jeg læser master Soham og Sarbiens sidste oplæg, går det op for mig hvilken vanvitig situation vi står overfor. Galvanu; en ånd med kræfter som Shona, men ikke bundet af de samme fysiske begrænsninger, som et menneske. Oven i købet kender han os alle, har drukket blod fra nogen og har set vores svagheder.
Til at dæmme op for denne mægtige fjende har vi på vores side en Weldor bevæbnet med en daggert og maven skåret op. En Sorianna søn beruset af sin egen usårlighed og høj på de kræfter han kan fravride Sorianna i tid eog utide. En halvfuld, halvsløv og såret udgave af Aromir Rubinhånd, der knap ved hvad der foregår omkring ham. Og sidst men ikke mindst; en hudflette halvadel med en forkrøblet hånd og et døende indre. En omvandrende bombe af indestængthed, der kan sende Sarbien i hvilken retning det skal være. Kun indædt systemati og stædighed kan trække ham ud af mørket og tilbage til noget der minder om en nyttig Nattergal. som det er nu er han mere en klynkende klods om benet...

Denne stid mod Galvanu er yderligere kompliseret af at Udumbara kan blande sig i kampen når som helst. Shona kan muligvis udnytte situationen, eller Ziprunaerne lugter blod og sender deres snigmordere.

Vi har kun et træk til at vende spillet, og her vender Weldor sig mod en af Mari´s læresætninger: "Hvis du er tvunget, så slå til én gang hårdt og nådesløst, så behøver du ikke slå flere gange..."


En bekymret Weldor