Kattens historie

Det var en smuk aften. naturen havde vist sig fra sin aller smukkeste side og leveret en solnedgang der havde fået familien til at arbejde

sammen om at bringe Fader op på balkonen så han kunne se det. Moder, datter, yngste broder og faderen, og tjenerne. Den ældste broder

var som sædvanligt ikke hjemme. Det var sket en hel del siden faders sygdom, og siden han kom i besiddelse af familien forretning og formue.

De første par gange var han fulgt med, de overdækkede smøger, vinstuer, spillehuse, bodeller osv. Pengene rendt ud af hans hænder som sand i et timeglas.

Og ikke nok med det så havde en af hans kriminelle venner lagt an på deres søster, som selvfølgelig havde sagt ned, da hun drømte om at tjene nogle år i templet

før hun blev gift og stiftede familie.

Mon de havde nydt den solnedgang og mandel-kagerne og fignerne så meget fordi de ubevidst godt anede at snart ville alt forandres.

Det var et par timer efter midnat da det dunkede på døren. Fra et af vinduerne så han at der stod en 15-20 folk ude på gaden foran huset.

Der var sågar en Dokument-Præst med i følget og to hellige vagter. Resten var drikke og spille venner, et par skøger, en bryder og så den her

"ven" og hans folk.

Det blev bekendtgjort at ældste broder havde mistet huset i spil, men at det ville være ugudeligt at sætte en syg mand på gaden. Istedet kunne det løses

med et ægteskab mellem ham og hans søster, som han begærede og elskede, og hvis det ægteskab gik godt kunne resten af familien få lov at beholde

huset og leve i fred og ro. Den ældste broder blev holdt oppe af to vagter og fattede næsten intet. Moder græd, søster var iskold, tjenerne bange og den yngste

broder besluttede sig for at stikke af over hustagene og forlede tributan byen Nelavar og ikke vende tilbage før han kunne hjælpe sin familen, betale gælden af

og fjerne den nødvendighed det var at søster køber sin familiens sikkerhed med et ægteskab hun hader.

Han har travlt, men hans fader gav han en god uddannelse, han forstår sig på penge, er vokset op i en tributan by så lært en del om

forretning og samtidig så har ham og et par af de andre bedre stillet sønner muntret sig med træning, undvigelse af vagter og besøgt hinanden

over hustagene.

Ørnens historie

Ørnen stod i vinden, der blæste ind fra havet og blev sendt til vejrs af de stejle for-bjerge. Det var en lun vind, en vind der

også hurtigt kunne bringe piraternes skibe til lands fra øerne hvor de havde hærget de sidste 14 dage. Præsten og rådet havde samlet

de unge mænd og givet dem til opgave at bruge dagene på at holde vagt ved at spejde ud over havet efter fremmede sejl og især til ham havde

By-øverste sagt " knægt dine øjne er skarpe som ørnens... du kan som regl se sigler på sejlene længe før os andre..du må klatre op på "ørneklippen" og spejde!"

Og det havde han gjort... nu var det midt dag, varmt, diset og flimrende. Får og geder gik omkring mellen buske og græsser. Fuglene var enten langt ud på havet efter fisk

eller sov. På nær den her ørn. Det var en sort havørn, en af de største, det måtte kræve en hel del vind for at kunne danse sådan i luften og fra tid til anden flængede dens skrig

middags stilheden.

Den unge mand satte sig op, gad vide hvad den egentlig lavede...den jagede jo ikke. Holdt den øje med ham? Nej det så ud som om den fra tid til anden dykkede ned mod et sted bag

nogle klipper ved kanten af fjeldet. Han kravlede nærmere for at se. Der på en afsats lå en halvvoksen unge helt stille...kun den hastige åndedræt den prøvede at køle sig med og

de smukke mørke øjne afslørede den. Drengen så at den var såret...en hund eller kat eller måske en anden rovfugl havde prøvet at tage den...og den var ikke længere i den rede.

Det så ud som om det var gået ud over den ene ben, og der var blod.

Han tænkte; den kommer ikke til at overleve..men hvis jeg tager den med hjem kan præsten læge den sår, og jeg kan tæmme og beholde den. Han tog sin kjortel af og kravlede ned og fangede

den. Baefter gik han tilbage ind i landet til en lille bæk og prøvede at give den noget at drikke, men ente bare med at sidde med den pakket ind i stoffen, øjnenen dække, til den faldt helt til ro.

Han må være faldte i søvn selv for han vågnede ved lyden af fjerne klokker, trommer og skrig...Piraterne var her.

(sådan gik det til at byen midstede 18 får, og by-øverstens datter....og den unge mand og hans familie blev frosset ud, fordi det var på hans del af kysten de gik i land, men ørnen levede

og han bragte den med sig på et skib der tog han til staden hvor han ville sælge sig selv til gældsarbejde, så hans familie kunne flytte og få

deres forretning tilbage på fode igen)

Hvalpens historie

"Lad være med at sige noget om det her til din moder! Hun bryder sig ikke om at jeg viser dig hvordan man holder på et
skjold og sværd, men jeg mener at enhver mand bør kunne forsvare sin familie, og du er jo født stærk som en træk-hest,
udholden som en ulv og fokuseret som en falk der muser"

Den unge dreng labbede faderens ord i sig som var det boghvedegrød med honning og da det korte sværds skæfte blev budt ham
rakte han ud som skulle han gribe om en slange!
"Men far, hvad hvis By-præsten, eller hans skrivere finder ud af at du har beholdt dine våben...bliver vi så ikke straffet? Ser guderne ikke
med lige nu? Kan det ikke dukke op i et syn hos oraklerne så de sender deres guddommelige soldater for at anholde os; hvad ville mor ikke sige"

Faderen fnøs og stillede sig støttende på drengen side og lagde sin massive arbejdshånd oven på sønnens og sagde "sjovt som de orakler
kun får syner om ting der er eller har været synligt for det menneskelige øje...tænk ikke på det! Jeg kæmpede i næsten 4 år i byens bedste arenaer,
jeg købte mig og min familie fri...men på vejen trådte jeg en sur gammel mand over tæerne og på grund af hans unåde måtte jeg forlade byen.
Men så mødte jeg din mor...der er ikke noget der er så ondt det ikk er godt for noget! Og sæt ikke din lid til orakler! Min Krigsmester sagde altid
" held er god forberedelse der møder muligheder" Tingene er ikke tilfældige, du kan træne dig til dygtighed, og det kan redde dig..ikke bønner, amuletter
syner og dets lige"

Det var som om den tale fik en tung sten til at falde fra den unge mands sind og han greb resolut om kort-sværdet og begyndte at følge hans faders bevægelser.
Hans fader der havde været en kendt Kæmper, tjent under Hvidtjørnens Hus; den blotte tanke fik hans hjerte til at svulme med stolthed og han slog med al saft og kraft
til et udgået træ der dog ikke knækkede som han havde forventet...men istedet satte klingen sig fast i veddet ydmygende.

Da var det de hørte dunrende hove og så de blafrende banner af de guddommelige soldater og snart fandt sig omringet af stolte, hårde, tændte ansigter
der med mismod dømte faderen og sønnen.

(sådan kommer en ex kæmper i fængsel, en familie bliver forarment, en søn der er kriger bygget af natur og som har modtaget ganske lidt træning, finder
sig selv på en markedsplads i byen i håbet om at kunne blive købt og derved sætte sin familie ud af gæld, købe faderen fri...og måske vinde lidt ære og spænding
undervejs...suk hvis han bare viste hvad universet havde i vente for denne lille hvalp"

********Tænker at skrive en lille meget generel ide til forhistorie til hvert "dyr".....men det er meget frit stadig væk! men dette kunne være en af grundende til at feks "hunden"
er født stor og stærk og måske ved en lille smule om hvordan man holder og svinger et sværd*******

En ny begyndelse.

> ”Det var endnu tidlig morgen. Huset Cursinu lå stille hen. Et par duer
> og spurve drak af fontænen i midten af gårdhaven, og de jog fra cypres,
> kvæde og figentræerne ned til bassinet og tilbage igen bange for den
> store, fede røde hankat.
>
> De fløj op da en Hus-mesteren kom ilende igennem have. Han så stadig
> lidt forsovet ud og han bar på en bakke med rosmarin the, et par
> lakridsrødder til at rense tænder i, og et par stykker frugt.
>
> Op ad trappen og rundt om hjørnet fandt han døren til
> Trænings-mesterens kammer og bankede sagte på.
>
> ”Mester Baldiri, vågn op, Husets Frue, spørger efter dig og beder dig
> komme straks”
>
> Efter et øjeblik blev døren åbnet af en høj, bred mand i et par løse
> bukser. Selv om han var oppe i årene var hans stadig stærk som en tyr, og
> hans krop var dækket af ar, der gik fra hvid til rose til rød, gamle og
> nye. Han holdt sin venstre hånd bag på ryggen da han bød Hus-mesteren
> ind, og han kiggede ud på gangen før han lukkede døren.
>
> ”Hvad er der på færde, Calmion?! Hvad er der sket? Sæt bakken fra dig
> på bordet der
>
> og fortæl hvad du ved mens jeg gør mig klar. Er Fruen vel?”
>
> Calmion satte sig og løftede låget af the kruset og fedtede nervøst med
> det i hænderne.
>
> ”Jeg blev tilkaldt for en time siden af Fruen, som var vågen og
> påklædt og gik omkring på sit værelse med en notes bog i hænderne…og
> alle skodder og døre var åbne og det duftede stærkt af jalmyrra. Da jeg
> trådte ind gav hun mig ordre til straks at vække dig og hjælpe dig med
> at blive klar til at gå ud i byen i et vigtigt ærinde, endnu mens solen
> står op. Mere sagde hun ikke…og jeg ilede afsted.”
>
> Alt imen Hus-mesteren talte havde Baldiri, lagt den skjulte kniv, han
> havde holdt på ryggen, tilbage i skeden på hylden over sengen. Han
> vaskede sig, børstede tænder, drak the, spiste frugt og klædte sig på i
> sandaler, bukser, dæk-bukser, skjorte og hans
>
> Hals-signatur, et pladeformet smykke der viste hans navn, hus og funktion.
>
>
> Til sidst gik han hen til et stort, mørkt, massivt skab der gik fra gulv
> til loft, og med en nøgle åbnede han de tunge døre og lod morgenlyset
> falde på de skatte der var gemt indeni.
>
> Kniv, kortsværd, sabel, sværd, mastodont-sværd, kølle, kæde, økse,
> kaste-kugler,
>
> Spyd, håndskjold, fod og knæ-kniv og meget mere som Calmion ikke kendte!
>
> Baldiri løsnede en sabel fra ophænget og spændte den ved siden for han
> forlod rummet. I døren vendte han sig til Calmion og sagde ”Calmion, min
> gamle ven, et nyt daggry, nye tiden, frygt ikke. Væk Kaso og bed han tage
> drengene gennem deres morgen rutine. Bed ham møde mig ved porten inden jeg
> går ud, så han kan få de sidste instrukser”
>
>
>
> Huset Cursinu havde engang været prægtigt og rigt. Dets ry nåede så
> langt som til Amyldena i syd. Men det var mange år siden, og gæld og
> ulykke havde sat sine mærker. Af de fire hus-templer i gårdhaven havde
> kun det til Isandras fader endnu sig smukke udsmykning og figure. Overalt i
> villaen var udsmykning, kunst, møbler og lignende blevet solgt, for at
> kunne betale for mad, brænde, vin, olie, våben og kæmpere. Mens han
> hastede mod Fruen værelse sendte han en kort bøn til Guderne og Isandras
> fader Mellu. ”Send os lykke, lad Kaso vinde en kamp, en af dem der giver
> penge, lad nye tider komme til huset der så længe har æret jer og hvor
> din datter stadig styrer på trods af alt”
>
> Han stoppede et øjeblik foran døren rømmede sig og kaldte ”Hus-Frue
> Isandra, så er jeg her!” og knap havde han talt færdigt før døren
> blev revet op.
>
> Rummet var badet i det fine morgenlys, køligt og velduftende. Fruen
> gennede Baldiri hen til et bord ved det store åbne vindue der vendte mod
> øst og bjergene og han blev nærmest presset ned i en stol og fik stukket
> et glas vin i hånden. Lidt tidligt for vin, men det var så sjældent at
> han intet sagde men smagte en mundfuld. Okseblod, Vallesurien, et par år
> gammel…han huskede da huset var rigt!
>
>
>
> ”Trænings-Mester Baldiri Tyren fra Vesteravasi, jeg har haft et syn. En
> mus blev spist af en slange, slange taget af en ørn, ørnen af en ozelot,
> ozeloten af en pari hund…
>
> Men så begyndte hunden at transformeres og alle de fem væsner kom frem i
> en skabning der sloges mod en hingst og vandt!”
>
> Hun skubbede et skrin med et par smykker, guldmønter og en parfume olie
> over mod Baldiri og fortsatte” Hast til krigernes marked og køb mig fem
> unge mænd. Huset Cursinu vil genopstå og overvinde ”den grå hingst”
> fra Paltilla.
>
>
>
> Baldiri var lamslået. Vinen smagte af galde, det kom vist op nedefra.
> Bruge de sidste penge på nye unge mænd, et syn og kæmpe i en anden by!
>
> Sikke et daggry, sikke en morgen og en uvis fremtid.
>
> Et øjeblik fortrød han sin bøn til guderne og hans gamle Herres ånd,
> men så tømte han glasset, man skal vist være lidt fuld for at gøre hvad
> jeg skal til, rejste sig og sagde
>
> ”Isandra, jeg er din mand, Din vilje er min vilje, lad os komme igang!
> ”
>
>
>
> Ved den lille port ud til gaden mødte han Kaso, og gav ham disse
> anvisninger.
>
> ”Gør mændene klar, kampudstyr og alt…ikke træningsstave og
> træsværd, men brug denne nøgle og find de rigtige våben frem. Jeg
> kommer hjem med fem nye kyllinger så sæt et skue op!!!”

Afslutningen på dette kapitel

DET var tidlig morgen. Den stille grå time hvor nattens dyr gemmer sig og dagens væsner kommer frem og misser mod solen.
Den unge far trak sine støvler på mens han sad på den solbeskinnede dørtærskel og kiggede ud over å-dalen og mod havet i det fjerne.

Dette var hans nye hjem skænket ham og hans unge kone for 4 år siden af Rådet i Bannavasi som tak for hans tro tjeneste og nøglerolle i

at bringe Kriger-tyranen Usi-dogan ned!

Bedst som han skulle til at rejse sig fra pladsen i solen og gå over mod laden hørte han en lyd og så en skygge falde ind på gårdspladsen. Måske var det de mange år med

usikre tider der havde lært ham at den slags ikke tegnede godt.. og han rejste sig nervøst og skærmede med en hånd for solen og prøvede at få et bedre kig på den

fremmede. Men det var som om lyset spilede ham et pus.

Det var en mand, tidsløs, mørkt hår og øjne. Han må have været smuk engang før sorg, bekymring, angst og nødvendighed havde hvilet tung på hans skuldre. Selv om han i et glimt så alt dette,

så var det som om hans ansigt og krop henlå i mørke som nær ir dækker kobber eller sod sølv. Han havde fornemmelsen at hvis man gnubbede lidt på ham ville noget meget smukt og kostbart komme frem. Den fremmede red på en meget stor og fler-hornet æsel-hjort og han holdt i hånden en metal stav så lang en sort ørns vingefang.

Faderen trak døren i og rejste sig og sagde "Jeg hilser dig Gæst, mit navn er Irengal, og jeg er herre over den gård Vandalu, under Bannavasi´s beskyttelse! Jeg byder dig velkommen

i forfædrenes navn hvis du har gode hensigter!" Et smil bredte sig på den fremmedes ansigt og da han talte var hans stemme behagelig, fyldt med liv, et glimt af humor der kunne lyse op selv en begravelse men samtidig også en mørke som dyb moden vin, mørke under bjergene eller torden skyer.

"Jeg hilser dig Zirirengal kigersøn, mit navn er Darlo de Solavag, fra den Mørke Roses By, og jeg har dig intet ondt i sinde, ej heller din kone og 3 børn, eller den plettede snog der bor under laden

eller hyrden, krigeren eller smeden i ler, der står på din bære-bjælke i huset! Jeg ønsker blot lidt vand og brød til min rejse, og lidt nyt om vejen herfra og til De Hvide Knoglers Dal"

Blot lyder af dette sted fik manden til at træde tilbage mod døren og han rakte armene ud og satte sig i spænd i døråbningen mens han sagde "Du skal få alt hvad du beder om selvfølgelig, men jeg ved ikke meget om det sted i bjergene, andet end at for nogle år siden skete der noget forfærdeligt deroppe. Noget som på en vinter slog mange hundrede soldater og arbejdere ihjel og efterlod den dybe slugt og hulerne sået med hvide nøgne knogler og ingen med deres fornuft i behold vover sig derop da der siges stadig at bo en ond gamling der og hans heks af en kone der."

Manden fra Solavag lo "så de gemmer sig stadig der, som to mager edderkopper der kun kan lokke uheldige rejsende ind i deres fælde, eller ny og næ en dristig krigersøn. Jeg vil aflægge dem et besøg og fortælle dem at fred har omfavnet landet og der ikke længere er plads til deres slags og kunstner i DET NY MURABAM, og desuden har de noget der tilhøre mig... en mm vin, dråber af sollys, minder og latter som jeg har savnet!"

Familien pakkede mad til mand og æselhjort, på bunden af kurven lagde den unge moder en stykke æbelkage med frisk-ost, honning og blommecream, og husets yngste søn sad på hus-taget og var

ved at digte en sang til den rejsende som han spillede på en rød træ-fløjte.

DA Darlo red bort derfra op ad den krogede sti mod bjergene, kiggede han tilbage en enkel gang og sagde til grå-hjorten " Se Rojavan, det er sådan noget som det vi har kæmpet for, må jord og vand, himmel og hav velsigne dem. Må moderens arnild tilberede intet andet en bryllups og fest-middage, må den unge drengs toner strække sig som gyldne tråde gennem kosmos og faderens økse

under det løse gulvbræt værne familien mod røvere, tyve, koglere og fæle væsner"

Herefter forsvandt han ind i bjergene for at opsøge en dal hvor hans venners minder stadig lå fanget, som Oceaner på dråbeform <3

Largus valg

Baldrian tumlede ud i det iskolde vand. Krybet havde bidt ham mellem skulderbladene og han mærkede allerede lammelsen brede sig. Det snurrede i underarmene og tungen føltes for stor inde munden. Gregos og Darlo lå allerede ned blandt en lille gruppe livløse fanger som krybene havde slæbt hertil gennem gangene. “Arno ! Skær i såret. Vi kan skylle giften ud !” Baldrian brølede desperat, men ordene lød helt forkerte. Lammelsen var ved at sætte ind i tunge og kæber. Arno satte sig ned. Han var bidt i den ene hånd og kunne stadig tale: “Kom herop Baldrian inden du falder om i vandet. Der er intet vi kan gøre. Largu er uskadt og vi må sætte vores lid til ham.” Baldrian så på Largu, som stod op, helt stille, lænet til den gyldne stav.

Arno satte sig ned: “Largu: Du må tage af vores kræfter. Så meget som vi kan undvære. Tag også fra fangerne. Rødguldet i staven kan holde masser af kraft”. Baldrian tumlede op ad vandet og faldt om ved siden af de andre. Det her var forkert. “Nej” mumlede han, men hunne næsten ikke tvinge ordene over sine døde læber. Arno fortsatte: “Krybene bringer fangerne lammede her til og her må komme folk og hente dem for at bringe dem op til ovnen.” Ganske rigtigt førte en smal trappe op til en lukket dør. “Vores chance er, at du samler så meget kraft, du kan, og overmander dem, når de kommer”. Arnos stemme var også sløret nu. Largu stod stadig lænet over staven. “Nuvel” sagde han stille, nærmest for sig selv. Baldrian kunne ikke se Largu, men han kunne høre hans skridt da han gik ned langs de livløse kroppe. Han satte sig ned ved en af fangerne.

“Gør det ikke, Largu !” hvislede Baldrian gennem krampen i kæberne. Arno talte igen: “Det er ikke tiden til fine fornemmelser ! Det er os eller dem. De er døde alligevel”. Largu lagde hånden på en af fangerne og man hørte et gisp fra manden. Kort efter lød et halvkvalt skrig og krybenes chk chk chk blev højere. De kastede sig over den svækkede mand og gjorde det af med ham, da Largu var færdig. En sodet varme stod ud fra rødguldsstaven. “Fortsæt, Largu, hvislede Arno”. Lige inden Baldrian mistede bevidstheden så han krybene danse tilbedende rundt om Largu, mens han gik fra krop til krop og sugede til sig af deres sjælsstyrke.

Lang tid gik. Largu havde lagt sig ned blandt de andre, men kluklo og mumlede for sig selv, som om han var så sprængfyldt af saft at det var en overmenneskelig anstrengelse at ligge uden at røre sig.

Døren gik op og et skarpt gyldent lys bredte sig. Alle de grå kryb forsvandt ind i deres huler og sprækker. Fire mand i rustninger kom ind. To af dem bar på et langt klæde til at bære de livløse kroppe i (måske to ad gangen). To af dem bar på store glødende fyrbækkene der spruttede og sydede af en ild, der var unaturlig i sin intensitet. Largu rejste sig og rakte staven ud. De tre af mændene tyrtede til jorden som ramt af en hammer. Den sidste stod vaklende på sine ben. Pludselig rungede Darlos stemme: “TAG DIN RUSTNING AF, TAG FYRBÆKKENET OG BRING DET TIL FANGERNE BAG DEN SMALLE ÅBNING”. Manden kastede sig hovedkuls ind gennem de grå krybs bo, mens de tre andre lå klemt mod jorden og kæmpede for at ånde. Largu gik op til dem og gjorde en for en en ende på deres liv.

Soldaterne bar signétringe som viste sig at indeholde et virksomt middel mod lammelsen og snart var alle 5 venner på benene. Fire iklædte sig rustninger mens Largu lagde sig i klædet og lod sig bære. Baldrian holdt sig så langt som muligt fra Largu. Han huskede tydeligt den gang for mange måner siden, hvor Largus sultne knoglefingre var sunket ind i Baldrians arm. Nu var ikke tidspunktet til at skændes, men Baldrian måtte undertrykke kvalmen ved tanken om, hvad han havde været vidne til.

Arno slog forsigtigt døren op ind til den underjordiske fæstning...

I bjergets bug

Gangen førte stejlt nedad før den endte ved en skakt oplyst af blafrende fakler. Her blev fangerne i små grupper gennet ud på en platform af træ og hejst ned i mørket. Da hevr gruppe, der havde været i samme vogn stadig var lænket sammen blev Baldrian, Darlo, Largu, Gregos og Arno også hejst ned i mørket sammen. I det han trådte ud på platformen hvislede Darlo med Stemmen til en vagt: “Pas på du ikke taber dit sværd” og kort tid efter platformen var begyndt sin tur ned i mørket raslede et sværd ned i skakten. Det fór dog forbi platformen og forsvandt nedad. Turen ned i mørket var lang - mere end tid nok for alle i gruppen til at få låst lænkerne op - men også lang nok til at det svage lysskær oppefra nærmest helt forsvandt.

Nede i mørket tippede platformen og alle rullede ud på et hårdst stengulv. Mørket var absolut, men fra ekkoerne var det klart at det var et stort rum. Derudover lød der hist og her i mørket mumlen, råb eller hvisken. Tydeligvis var mange fanger samlede her og ligeså tydeligvis var de alle grebne af overvældende angst. I mørket lød kun lavmælt hvisken og nu og da en kortvarig tumult af strid mellem fangerne indbyrdes eller af strid mellem en fange og noget andet.

Det lykkedes gruppen at få fat på sværdet, som vagten havde tabt, og med Gregos bevæbnet med sværd, Baldrian med kniv og Largu med rødguldsstaven havde gruppen stadig mod i hjertet. Alt gik for så vidt stadig efter planen. Gruppen holdt modet oppe og holdt sammen ved at holde fast i den løse lænke. Efter lidt tid i mørket lærte man at kende de forskellige lyde bedre fra hinanden og én bestemt tilbagevendende lyd skilte sig ud. En lavmælt, hvislende klikkende lyd. Chk, chk chk. Chk chk chk. Fruens grå kryb hvislede nu og da rundt under fødderne på de rædselsslagne fanger. Nu og da hørtes et skrig når de udvalgte sig et offer som de overmandede og slæbte bort.

De mange hundrede fanger var fortabte i mørket og forsøgte i sjælsangst at udskyde det uundgåelige ved at forblive tavse, ved at krybe op ad klippesiderne, eller ved at overmande andre fanger som de kastede til krybene. Angsten greb også de fem venner, men de havde dog stadig mod og de indså hurtigt at disse kryb åtte have en vej ud. Den eneste vej ud gik ved at følge lyden af de modbydelige insekter når de slæbte bort med et offer.

Nedad gik det igen, igennem en snævrere og snævrere gang. Tilsidst førte det frem mod en smal åbning hvor man hørte løbende vand. I den smalle gang foran åbningen hørte man også lyden af de grå kryb. Chk chk chk. Chk chk chk. En ad gangen tog de fem mod til sig og klemte sig igennem. Kun Largu var i stand til at værge sig mod krybenes bid. Alle de andre blev bidt mindst en gang - og kort efter de rullede ud i et større rum mærkede de lammelsen brede sig i alle lemmer.

Fortsættes lige inden rolle i morgen

Frivilligt fanget

Efter at Baldrian havde talt længe med den ene af de to vagter ved fangernes vogn (en rutineret soldat som dog ikke var nogen særlig velvillig undersåt for Ushi, men kun tjente ham for at fri sin yngre broder for militærtjeneste) var det alligevel endt med at Darlo måtte benytte stemmen og beordre ham i søv og nu lå de to soldater og sov dybt. Den ene nærmest i en tung dvale. Tydeligvis var det stadig ikke helt nemt for Darlo (og måske også Largu ?) at holde igen når Matrikaen kaldte.

Det lykkedes fluks at få dirket låsen ind til vognen op og efter en kort forhandling var alt nu på plads med de 5 fanger og Darlo, Largu, Arno, Gregos og Baldrian afførte sig en ad gangen deres tøj og påtog sig fangernes pjalter. Aftalen var at de fem fanger skulle vente i skjul i 5 dage og derefter søge mod Crimas gård for at fortælle at gruppen havde fejlet. Den lejesoldat som tydeligvis havde mest autoritet og handlede som fangernes leder var kommet til egnen fordi han havde profetiske drømme om et giftermål med en ung pige - Crimas datter lød det som - og derfor var det vigtigt at de opsøgte Crimas går, selv hvis missionen slog fejl og Baldrian og hans fæller kom ad gade.

Næste morgen satte karavanen sig i rask bevægelse. Det blev rapporteret at gruppens vogn var gået tabt og der var en soldat, der var blevet dræbt i løbet af natten. Noget måtte være gået anderledes end planlagt. Fangerne blev imidlertid stadig sendt videre mod Angiras’ fæstning i bjergene og de fem unge mænd i vognen forsøgte på hver deres måde at forberede sig mentalt på, hvad der ventede dem i Angiras’ miner.

Det, der ventede dem, i det gudsforladte sted i bjergpasset, var dog mørkere, værre og mere afskyeligt end selv den mest pessimistiske af dem (Baldrian) kunne have forestillet sig i sine værste mareridt. Mørke under bjerget, afskyelig heksekunst, død og for nogle fordærvelse af sindet og af evnerne inden for Matrika.

Det øjeblik, gruppen havde frygtet mest, forløb dog nærmest problemfrit. Da vognene blev åbnede og fangerne kaldt ud var der ingen der så ud til at kaste noget mistænksomt blik på de 5 venner. De blev blot lænket som de andre fanger og gennet gennem en borggård mellem bjergskråningerne og ind i en stor frønnet hal af træ, som dækkede over en spalte, der ledte dybt ned i bjergets indre. Det lykkedes Darlo med sine kunster både at skjule Largu’s stav af rødguld og få vagten til at undlade at låse lænken om hans hænder. Arno havde en dirk skjult i munden og Baldrian havde en kniv gemt på sig.

På vej over den kolde gårdsplads faldt fangernes øjne på en statelig midaldrende kvinde i en hvid kåbe, som trådte frem på svalegangen over gården. Kryso’s huslæge og Angiras’ fælle her i fæstningen. Hvad Darlo så med Matrikaens blik var dog noget andet: En ækel oldgammel frue med et tykt dække af gigantiske kryb der kravlede rundt over hende. De var på størrelse med rotter, men var grå insekter lig kakerlaker, gigantiske sølvkræ eller væggelus. Med dirrende og hviskende stemme fortalte Darlo videre til de andre, hvad hans syn havde opfattet. Imens blev fangerne af talrige vagter ført ind i bjergets bug.

Fortsættes

En dristig plan

Baldrian har slebet Andraneya slægtens sværd til det kan spalte et hår på langs. Nu sidder han med benene over kors og sværdet lagt på et stykke blødt skind foran sig og olierer sværdet grundigt. Kulden bider om aftenen her i fodbjergene, selvom bålet blusser lystigt. Baldrian er fuldt ud indforstået med planen. For en gangs skyld er gruppen enige og har virkelig fundet på en krigslist som kan overrumple fjenden. I særdeleshed da kogleren i bjergene slet ikke ved, at de kommer. Men derfor er følelsen af at pakke våben og rustninger ned for at opsøge faren stort set ubevæbnet alligevel uvant.

Sværdet er olieret nu, og skal nok kunne klare lang tid i fugtigt vejr. Han rejser sig og går over til vognen og lægger det forsigtigt til rette. Arbalesten er for længst skilt ad og pakket ned i vognen. Baldrians nymalede skjold samt hans hjelm og andre våben er også stuvet godt sammen. Røgen fra den lille klynge af lejrbål stiger mod himlen i den frostklare nat og lyden af latter og terningspil fra vagternes bål giver ekko fra bjergsiden overfor.

De sidste dage er fløjet afsted. Begivenhederne følger hinanden i en takt så Baldrian har svært ved at følge med. Fra han og Gregos sad i Crimas gård med Arbalesten spændt og ventede på Kalkas‘ nekromantiske håndlanger og hans uvæsner og til dette er der kun gået knap en uge.

Baldrian skutter sig. Han får kuldegysninger når han tænker tilbage på det afskyelige uvæsen, der landede på taget af Crimas gård den nat. Som syet sammen af dele af døde mennesker, der først var bagt eller stegt. Der stod en fæl dunst fra væsenet og det bevægede sig anderledes end noget, han havde set før. Tre af disse væsner kom med gravkogleren. En angreb Crimas gård, en angreb stalden og den tredje blev med kogleren udenfor.

Inde i stuehuset begyndte kampen skidt. Baldrian tabte bolten af Arbalesten lige i affyringen og slog hånden slemt så udyret kom uhindret ned gennem taget. Lykkeligvis for udfaldet kom der hjælp fra en uventet kant. Eller: hjælpens styrke og natur var i hvert fald uventet. Sangerhunden, som ledsagede Crimas datter, skiftede form til en blå, lysende øgle eller drage med en skinnende juvel i panden. Udyret vendte sig mod denne øgle og den gjorde kort proces med det.

Udenfor havde Largu, Darlo og Arno større problemer. Gravkogleren kunne trække sig sammen og skjule sig. Både hans klædedragt og hans våben var lavet af mennesker hud, hår og ben. Det lykkedes dog Darlo at sætte en pil i ham og mens Arno stred mod udyret og Largu udfordrede kogleren i essensen kom Darlo frem bag ham og slog en ring af rødgul om hans hals, hvilket låste hans essens fast. Derefter faldt hans udyr livløse sammen og kogleren var gruppens fange.

Det viste sig at han tjente Kalkas og havde opholdt sig i mange måner i ruinerne af Solavaag hvor han havde samlet skatte og skabt sine udyr, - men også ledt efter Largu og Darlo. Det var altså ganske rigtigt at han kom til Crimas gård fordi han søgte Baldrians venner. Efter en vis diskussion blev gruppen enige om at vi ikke havde retten til at tage koglerens liv og det blev afgjort at han kunne blive holdt fanget på Crimas gård, hvor sangerhunden (eller ånden, forklædt som sangerhund) kunne vogte over ham. Samme nat talte de med denne ånd, som fortalte at han var sendt for at passe på Crimas datter. ikke kun på grund af hendes evner men også på grund af et giftermål, der var forudsagt for hende.

Næste morgen forlod Baldrian og hans frænder Crimas gård hvor alle folkene tog afsked som de bedste venner. Crima ville sende hurtige ryttere til Solavaag for at finde skattene til folket på egnen før rygtet om at dødskogleren var borte skulle sprede sig. Derefter gik det lynhurtigt tilbage mod Barnavarsi.

Baldrian og gruppen fik foretræde for Ushi og fortalte en historie om at de havde opsøgt Solavaag men var blevet tvunget til at flygte på grund af svøben. En afhugget arm fra et af udyrerne tjente som bevis. Alt gik bedre end forventet og på Baldrians bøn om at måtte ledsage en fangetransport op til kogleren Angiras og det, som gruppen efterhånden var sikre på måtte være en af de uhellige ovne. Altså gik det straks videre mod passet og en uvis skæbne. Dog tilbød Ushi under audiensen Baldrian en skål, som han følte sig nødsaget til at tage imod. Det er højst sandsynligt at denne skål indeholdt en langsomt virkende gift med det formål at holde kontrol med Baldrian via. en eller anden modgift.

Og nu står Baldrian her i natten som en del af fangetransporten og forbereder sig på at udføre den dristige, men virkeligt snedige og overrumplende plan, som Arno har udkastet. Det var hurtigt blevet klart at fangerne var velbevogtede af en stor gruppe af rutinerede lejesoldater. Både lokale og folk fra Gula og Vestera og andre steder. I stedet for at forsøge at overmande vagterne vil Baldrian og hans fæller bytte plads med de 5 fanger i en af vognene. De 5 fanger kan flygte om natten med gruppens vogn og eftersom det bare ligner at det er Baldrian med følge, der har forladt karavanen, vil vagterne sikkert ikke sætte efter. Måske Darlo, Largu eller Arno kender til måder at sløre blikke så gruppen ligner fanger mere, - men ellers bare pakket godt ind i fangernes tøj mod vinterkulden bør der være en god chance.

Baldrian beder en stille bøn om beskyttelse før han lægger Andraneya-slægtens forfaderfigur ned i vognen. Snart er der ingen vej tilbage.

Angiras

Et portræt af Angiras - Kogleren i den fæstnings ruinen, hvor mange krigsfanger og slaver har endt sine dage...

Largu

hurtig portræt skitse af Largu

Svøben fra Solavags ruiner

Hvide skyer stod som damp omkring gråhjortenes muler da de fem mænd red i den kolde morgen. Bag dem lå Barnavarsis lave stenhuse med mosdækkede skifertage, der alle syntes som kuede fattiglemmer. Midt i denne armod knejsede skatmestrenes gamle tårn, i sin tid bygget af Herrene fra Vest, nu taget i bolig af en opportunistisk krigersøn.
"Kholkika," tænkte Gregos bittert mens han kastede et sidste bittert blik tilbage over skulderen. "Lille Kholkis," hvilket navn kunne passe bedre til den fremmede byggestil og de lyse sten, der fremstod alt for friske og sunde i dette fugtige og trøstesløse område. Et eller andet sted kunne det ikke undre ham at folket her ville kaste sig på knæ for den første den bedste krigsherre, men det nyttede alligevel ikke, som Arno ellers havde ansporet til, blot at vælte ham uden videre omtanke. Det ville blot bane vej for den næste tyran. Gregos blik ramte Vesterians ranke skikkelse, der førte an i optoget. På krigersønnens ryg glimtede det perlemorshvidt i hans stentræsøkse. "Vesterian, han er ærlig, men også realistisk. Han har viljen til at få ting gjort."
For der kunne ikke herske nogen tvivl om, at Ushi skulle fjernes, men ikke kun ham. Vigtigere var det at fjerne de to hænder, der fik denne dukke til at danse: Kogleren og Sefuen.
Gregos's blik flakkede videre. Først til Arno, så til Largu og Darlo, der hviskede lavmælt til hinanden. Måske var det gensynet med deres hjemegne, der vækkede gamle minder. Måske var det hemmeligheder om essensen, ting, som kun de kunne se med deres ekspanderede sanser.
Måske var det, der skulle være deres skæbne. Ikke som herskere over et land, men som rådet i en by. Med hver deres rolle og ansvar ville det skabe en balance. Arnos ansigt bredte sig pludseligt i et næsten hysterisk da hans blik mødte Gregors. Om det var fordi han havde læst hans tanker vidste Gregos ikke. Måske var det snarere tanken om alle de hemmeligheder fra Kholkis, der kunne være gemt i Ushiernes kældre. Eller oppe i Koglerens miner.
Gregos sporede sin hjort og red frem til Vesterian. De vekslede nogle få ord om pottemagerfamilien, Krimaerne. Hvordan de kunne få datteren i tale, hvordan de bedst kunne forsvare huset, og hvad de kunne frygte at den sære mand fra datterens drømme kunne bringe med sig af væsener fra Solavags ruiner.
Hen under aften nærmede de sig den lille klynge af huse, hvorfra en smal røgsøjle steg op mod den mørke himmel. Nede fra stranden lød den svage klasken af bølger mod sten. Længere inde på land rejste den store skov sig som en mørk silhouet, der syntes at kunne gemme hvad som helst.
Inden de skiltes udtænkte Arno en febrilsk plan om forskellige fløjtesignaler der skulle varsko eller til at Gregos og Vesterian inde fra langhuset. Slæbende på våben nok til en mindre hær, blev de vist ind i Krimaernes langhus, hvor de blev anvist en alkove. Datteren, fik de at vide, havde lagt sig syg, plaget af urolige drømme, men senere på aftenen kom hendes huns til dem med en besked i flaben. Senere på natten ville hun vække sine slægtninge og fortælle om en frygtindgydende drømmesyn, således at de ville være på vagt.
Der var ikke andet at gøre nu, end at vente ...

Agylja

Det en nasty fætter sådan en Agylja.

(edit:) ja, og så blev det faktisk til en tegning mere af grimian'en.

Den hvides ord

Arno prøvede at tænke tilbage på det der var sket. Mødet med den hvide Avetar stod klart og tydeligt for hans indre øje. Han kunne se skikkelsen sidder foran sig på tronen af ferskvandskrebs og rejer, kunne huske at munden havde bevæget sig, men ordene stod mærkeligt uklare. Han huskede ikke præcis hvad der var blevet sagt, men ihukomte mere begreber og meninger. En konstant melodi rungede ikke kun i hans hoved og øre, men summede i hele kroppen: Det var den sang, som Hyrderne brugte til at bevæge og styre Gunaerne med. Men Avetaren havde kaldt dem uskyldige børn og tjenere? Tænk at det der i vores verden kunne være så ødelæggende i deres verden og med deres evner blot var kæledyr på linje med en hund, der kunne bringe kaffen. Arno tog sig selv i at nynne melodien igen. Ikke højt og tydeligt, men en sagte brummen.

Avetaren havde givet Darlo et ord. Ikke et almindeligt ord, men et ord, som hans broder, Kalkases mester ville genkende. Et ord der ville virke som en påmindelse fra den hvide avetar om at tiden endnu ikke var kommet og at den sorte godt kunne gemme sig væk en k et par hundrede år endnu. Med det ord kunne vi for alvor sætte en kæp i Kalkas hjul. Uden Avetaren er han kun en gammel Menakshi.

Avetaren gjorde mere end nynne en melodi i hovedet på Arno. Han fortalte om de fem kræfter, han sagde at guderne er en og at kræfterne hvad end de er i systemet fra Kolkis eller fra sangerne er en og samme. Han tændte i Arno gnisten for at forstå essensen når den bruser i kroppen. Han viste Darlo hvordan Matrika fungerede og teorien bag. Han talte til Largu og viste ham hvordan man trak sig sammen i sindet. Han gjorde det klart for Gregos at Sorianna ikke var tabt, men var i ham når han kunne finde ind til hende. Han gav Baldrian råd om hans liv og han roste os for at være de, der var kommet til ham, der havde det mest præcise og jordnære ønske. Det opfattede vi som en ros, i hvert fald.

Arno rystede på sit hoved for at trænge den indre melodi væk. Der var sket så meget. Han havde kæmpet mod en demon i skikkelse af en drage, stredes mod Marsopilar og havde haft hans sind og kræfter inde under huden. Han havde reddet Olbaria og havde stået på ryggen af den kæmpe karpe, der lever i Avetarens sø. Alt sammen inden for blot et par timer.

Nu var der blot at tale sammen med de andre om hvad de kunne huske fra mødet med Den Hvide: Måske de skulle skrive det her ned? Det virkede så flygtigt.

Sammen gik de ned af stien og væk fra bjerget. Længere nede ville den første vagtpost være. Ingen sagde ret meget. Alle tænkte ind ei hovedet på de ting der var blevet sagt og de ting der var sket. Arno vidste at resten af livet ville stå i skyggen af det han havde oplevet i dag.

Om den lange rejse til Den Hvide Konge, om det, de fem eventyrere vandt, og om det de efterlod bag sig. 1 del

De første striber af den opstående sols blodrøde striber kryber ned over de sneklædte vidder højt gruppen, da de træder ud af mørket i de dunkle haller hvor dæmonen vogtede indgangen til Mirahambars dal.

Gregos stopper et øjeblik og vender sit blik mod øst. Uden vægten af det sære sværd med hajtænderne, og lettet for det brændende ønske om endnu engang at stå overfor Marsupilar og kunne drage ham til ansvar for hans grusomme gerninger, så lader Gregos sine tanker glide tilbage til de begivenheder, der endte med at føre ham og hans fæller her til den Hvide Konges Bjerg.

Det føles som en evighed siden de forlod Mishima, efter deres fatale forsøg på at besejre, det, som de havde kaldt Ur-gunanen, som Ehu den Blå i et sidste, fatalt forsøg havde vækket til live.Gregos gyser ved tanken om hans ben, der var blevet omsluttet af Gunaens tentakler, dybt inde i den mørke hule i gletcheren. Væsenet havde været langt større end nogen han havde hørt beskrevet, og i dens lange dvaleperiode havde den benyttet tiden at beklæde sin gopleagtige form med harnisk og rustningdele fra hundredevis af faldne krigere.

Efter han selv var blevet gjort ukampdygtig, var det Darlo, der havde grebet Roja-kniven af rødguld, og svævet gennem luften i sin mørke kappe, med adræt smidighed var han kommet tæt nok til at kunne støde mod Gunaens mørke øje, men styrken svigtede ham i det afgørende øjeblik. Samtidig, fik Gregos senere at vide, havde Baldrian slugt den perle, der var livsfrøet fra den tudsedæmon vi havde nedkæmpet tilbage ved Vismuthi-øen. En lille ånd, senere kaldet Bors, gav ham styrke og viden til at angribe Gunaen nedenfra, men heller ikke der kunne vi levere et dødsstød. Til mit held gav Bors Baldrian styrke nok til at han kunne slæbe den kvæstede Gregos i sikkerhed udenfor.

Efter at have mødt en af generalens soldater, der bød os at vende tilbage til byen, og som desuden informere os om, at Khalkas er på vej med to mægtige skibe, flydende fæstninger kalder han dem, der kan bevæge sig uden sejl,påtager Arno sig at bringe mig tilbage til byen for at jeg kan blive behandlet. Soldaten beretter nemlig også det fatale, at gunaen tilsyneladende lægger æg i sårene på sine ofre.

I resterne af Vinterbyen forberedte generalen og hans mænd sig på endnu et nat med gunaens hærgen, mens flygtningene klumpede sammen udenfor. Arno havde i Ehus miner befriet en mand ved navn Umar fra Amaranthyssernes købmandsfamilie, og det er til deres hus han bringer Gregos. Der møder han Umars datter Cami, der først havde berettet, at Gregos var så hårdt medtaget, at det ikke ville kunne svare sig at redde hans liv. Men her viste Arno sig så uselvisk, at han indfriede deres gæld til ham, hvis de blot ville redde hans ven. Arno selv nød også godt af købmandsfamiliens kundskaber, men Gregos gyser stadigvæk ved tanken om det han var vidne til den nat, og som han svor overfor Arno aldrig at ville nævne for nogen. Blot ihukommer han endnu engang, hvordan de også var i stand til at løse det bånd som Arnos mestre tilbage på Akademiet engang havde lagt på ham. "Vi vokser alle på måder og veje, vi aldrig havde forestillet os," tænker Gregos, uden at være klar over, hvor sandt det snart vil blive for andre af gruppens medlemmer.

Da vi atter er samlet med gruppen beslutter vi os for, at det ikke er vores kamp at stride mod Guanen. Vi møder på vejen op på gletcheren en af klankrigerne, ved navn den Sorte Ræv, som Darlo og Largu tidligere har mødt. Han er med 50 krigere på vej for at kaste sig ud i den forhåbentligt afgørende strid mod Urgunaen. Vi tilbød ham den røde kniv, som vi anså som afgørende for det forehavende, men han fejede vores tilbud om hjælp af vejen.

Olbaria og hendes Gråhjort

Arno stirrede tavs og sammenbidt på den unge kvinde, der red op mod sommer residenten. De fleste så blot en pige, der dygtigt og frit stod på ryggen af en gråhjort, men Arno lod mærke til at hun ikke holdt ballancen med kroppen. Placeringen af fødderne og hendes vuggende bevægelser når hjorten løb passede ikke altid overens, dog var hun som klistret til dens ryg med fødderne. Der var kun en forklaring. hun var mester i det som De gamle skrivere havde fortalt om. Hun kunne påvirke sin krop med essens. Hun var dygtig hun var ung og dumdristig hun var handlekraftig; "mig, mig og mig", tænkte Arno. "Jeg er lige hvad hun har ledt efter i en lærling. Må hellere gøre mig klar til at presentere mig selv"

Gruppen sad på stranden da solen stod op over Vinterbyen. Vi havde været i den mest modbydelige kamp nogensinde og overlevet mødet med verdens svøbe. Men når man kiggede ned af Gregos iturevne krop var overlevelse ikke det første man tænkte på. Han lignede en stofdukke som en hund havde haft fat i og rusket rundt med indtil den blev træt. Darlo lader som om hans sår i armen ikke gør noget, men Arno havde set det nede i hulen og sagde til sig selv at den slags bliver man lam af hvis det ikke bliver tilset ordentligt. Men hvem ved hvilke medikamenter han har til rådighed, som han sniffer, drikker eller spiser mens vi andre kigger væk. Mest mystisk er det nok at Baldrians sår syntes helede, men det må være fordi han er hærdet gennem mange kampe som et spyd der er svedet i ilden og har prøvet det før.

Vi måtte tænke klart og hurtigt da en gruppe soldater red os i møde. Det blev besluttet at Arno skulle se om han kunne få hjælp til Gregos så han kunne overleve og resten af gruppen ville søge op på gletcheren og forsøge at advarer de lokale krigere.

Da Arno og Gregos kom til generalens ruin blev Gregos hurtigt bragt ud af syne. Arnos træning satte ham lynhurtigt istand til at overskue situationen og regne ud hvor Købmændene befandt sig.; Han skabte kontakt til en ung kvinde, der viste sig at være datter til den mand, der stod i gæld til Arno og som havde lovet at sætte hans hånd på igen.

Arno blev ført igennem gangene under generalens hus og fik maskiner og væsner at se som han kun havde læst om i bøger. Datteren overtog sin faders ed, idet han var død. Men idet Arno trak sin afhuggede hånd frem fra jakken var den gold og forgået og kunne ikke længere bruges. En anden hånd blev tilbudt. Fra en anden mand. En falden kriger der just var blevet bragt ind og som ikke var værd at redde. Hans krop var fyldt med æg fra Gunaen og desuden ødelagt så meget at det ville kræve for store resurser at fixe. Hun lagde sin glødende finger på hånden og skulle til at skære den af, da det gik op for Arno at manden var Gregos.

Arno fik valget mellem at bruge eden på at få sin hånd sat på eller redde Gregos.. Det blev selvfølgelig Gregos. Operationen var et mirakel i sig selv. Uhyggeligt og effektivt. Arno vil sent glemme det han så og hvad d et gjorde disse købmænd, der handler med menneskers liv og kød og sjæl som var det en handelsvare lig korn eller kvæg.

Da Gregos var helbredt og Arno så ham stå og tale som var intet hændt, stirrede han stift på sin armstump og traf en beslutning han nok kommer til at fortryde dagligt resten af sit liv. Han satte sig i gæld til Duhitharene og de satte en hånd på igen. Ikke hans egen men en tilfældig soldats hånd. Farven er mærkelig og har mere hård en Arnos egen. Efter operationen tog købmændene imod en klump blodguld som fuld betaling for indgrebet, men Arno ved også godt at den slags handler aldig er fuldendte ved blot at blive betalt ud.

Arno og Gregos besluttede ikke at sige til resten af gruppen at hånden var en fremmedes. Det holder de mellem dem selv.

Overraskelsen var malet i hovedet på Darlo, Largu og Baldrian da de to vesterlændinge vendte tilbage. Gregos løb dem i møde og Arno vinkede.

Men Badlrian havde ildevarlsende nyt. Han troede han havde spist en Vandperle inde i hulen hos Gunaen, men i stedet var det livsfrøet fra frødemonen han selv havde slået ihjel. Han var nu besat af et fremmed væsen. En ånd eller en menakshi om man vil. Derfor hans mirakuløse helbredelse. Han fortalte at demonon talte til ham inde i hovedet og at han havde givet den et navn. Han kaldte den: Bors.

Hvordan dette nye medlem af gruppen skulle modtages herskede der en del tvivl om, men Darlo kom op med den gode ide at evaluere hver dag om aftenen om Bors var en hjælp eller en forbandelse. Over de næste par dages rejse skulle det vise sig at Bors hurtigt gik fra at være en fortrindelig ledsager til at være en dyrisk plage for Baldrians viljeløse krop og sjæl. Udfaldet syntes nært. Darlo mener han kan uddrive ånden. Arno er bange for at Badlrian ikke vil overleve og at Darlo er ligeglad.

Gruppen sad på stranden da solen stod op over Vinterbyen. Vi havde været i den mest modbydelige kamp nogensinde og overlevet mødet med verdens svøbe. Men når man kiggede ned af Gregos iturevne krop var overlevelse ikke det første man tænkte på. Han lignede en stofdukke som en hund havde haft fat i og rusket rundt med indtil den blev træt. Darlo lader som om hans sår i armen ikke gør noget, men Arno havde set det nede i hulen og sagde til sig selv at den slags bliver man lam af hvis det ikke bliver tilset ordentligt. Men hvem ved hvilke medikamenter han har til rådighed, som han sniffer, drikker eller spiser mens vi andre kigger væk. Mest mystisk er det nok at Baldrians sår syntes helede, men det må være fordi han er hærdet gennem mange kampe som et spyd der er svedet i ilden og har prøvet det før.

Vi måtte tænke klart og hurtigt da en gruppe soldater red os i møde. Det blev besluttet at Arno skulle se om han kunne få hjælp til Gregos så han kunne overleve og resten af gruppen ville søge op på gletcheren og forsøge at advarer de lokale krigere.

Da Arno og Gregos kom til generalens ruin blev Gregos hurtigt bragt ud af syne. Arnos træning satte ham lynhurtigt istand til at overskue situationen og regne ud hvor Købmændene befandt sig.; Han skabte kontakt til en ung kvinde, der viste sig at være datter til den mand, der stod i gæld til Arno og som havde lovet at sætte hans hånd på igen.

Arno blev ført igennem gangene under generalens hus og fik maskiner og væsner at se som han kun havde læst om i bøger. Datteren overtog sin faders ed, idet han var død. Men idet Arno trak sin afhuggede hånd frem fra jakken var den gold og forgået og kunne ikke længere bruges. En anden hånd blev tilbudt. Fra en anden mand. En falden kriger der just var blevet bragt ind og som ikke var værd at redde. Hans krop var fyldt med æg fra Gunaen og desuden ødelagt så meget at det ville kræve for store resurser at fixe. Hun lagde sin glødende finger på hånden og skulle til at skære den af, da det gik op for Arno at manden var Gregos.

Arno fik valget mellem at bruge eden på at få sin hånd sat på eller redde Gregos.. Det blev selvfølgelig Gregos. Operationen var et mirakel i sig selv. Uhyggeligt og effektivt. Arno vil sent glemme det han så og hvad d et gjorde disse købmænd, der handler med menneskers liv og kød og sjæl som var det en handelsvare lig korn eller kvæg.

Da Gregos var helbredt og Arno så ham stå og tale som var intet hændt, stirrede han stift på sin armstump og traf en beslutning han nok kommer til at fortryde dagligt resten af sit liv. Han satte sig i gæld til Duhitharene og de satte en hånd på igen. Ikke hans egen men en tilfældig soldats hånd. Farven er mærkelig og har mere hård en Arnos egen. Efter operationen tog købmændene imod en klump blodguld som fuld betaling for indgrebet, men Arno ved også godt at den slags handler aldig er fuldendte ved blot at blive betalt ud.

Arno og Gregos besluttede ikke at sige til resten af gruppen at hånden var en fremmedes. Det holder de mellem dem selv.

Overraskelsen var malet i hovedet på Darlo, Largu og Baldrian da de to vesterlændinge vendte tilbage. Gregos løb dem i møde og Arno vinkede.

Men Badlrian havde ildevarlsende nyt. Han troede han havde spist en Vandperle inde i hulen hos Gunaen, men i stedet var det livsfrøet fra frødemonen han selv havde slået ihjel. Han var nu besat af et fremmed væsen. En ånd eller en menakshi om man vil. Derfor hans mirakuløse helbredelse. Han fortalte at demonon talte til ham inde i hovedet og at han havde givet den et navn. Han kaldte den: Bors.

Hvordan dette nye medlem af gruppen skulle modtages herskede der en del tvivl om, men Darlo kom op med den gode ide at evaluere hver dag om aftenen om Bors var en hjælp eller en forbandelse. Over de næste par dages rejse skulle det vise sig at Bors hurtigt gik fra at være en fortrindelig ledsager til at være en dyrisk plage for Baldrians viljeløse krop og sjæl. Udfaldet syntes nært. Darlo mener han kan uddrive ånden. Arno er bange for at Badlrian ikke vil overleev og at Darlo er ligeglad.

Gunaen under isen

Baldrian havde hele tiden vidst at dette her kunne ende galt. Gruppen havde opsøgt en fjende som var alt for stærk for dem, i fjendens egen lejr. Helt uden ordentlig planlægning - og på et tidspunkt hvor halvdelen af gruppen var mere eller mindre ukampdygtige med sår og skader. Det værste var næsten at grunden til denne operation fortabte sig i en uvis dis af snak om ære og moral.

Målet for gruppens rejse var - i hvert fald som Baldrian så det - at rejse op i bjergene for at opsøge den hvide Avetar: At opsøge den uhyrlige Guna for at bekæmpe var i bedste kun et sidespring og en omvej. I værste fald - og det udfald så mere og mere sandsynligt ud - kunne det blive døden for nogle af gruppens medlemmer. Ikke for sidste gang lovede Baldrian sig selv at NÆSTE gang ville han protestere mere højlydt og sætte sin vilje mere igennem. Hvad er det med mig, der gør at jeg bare driver med ind i disse situationer, selvom jeg ved det er galskab ?

Gruppen var taget afsted fra lejren ved søbredden i stor hast for at komme de ivrige unge krigersønner i forkøbet. På vejen over vandet traf de på en båd med den vise præstinde fra byen, som slog følge med dem et stykke af vejen. De nåede op på gletscheren og fandt reb og lidt halvbrugte fakler (ingen havde tænkt på lys !) og gjorde sig klar til at stige ned i gletscheren af en spalte. Først havde de en længere diskussion om de skulle efterlade deres mest værdifulde og hemmelige sager for at det ikke skulle gå tabt, men de endte med at medbringe alt.

Allerede på vejen ned igennem gletscherspalten gik det galt. Baldrian mistede grebet. Faldt fra stor højde og brækkede flere ribben ved landingen. Smerten fra de brækkede ribben var næsten uudholdelig. Ikke desto mindre valgte gruppen at fortsætte. Både Baldrian, Gregos og Arno var i en sørgelig forfatning. Kun Darlo og Largu var nogenlunde sig selv. Det eneste håb var at de to var i stand til at skade Gunaen med den gyldne dolk.

Smerten gjorde Baldrian forvirret. Efter faldet var det på en eller anden lykkedes ham at komme videre ned i den store hule. Gunaens bo. Her var nu hele gruppen spredt rundt i forskellige hjørner af hulen og det var allerede gået katastrofalt galt. Gunaen var vækket. Dens stank slog om dem og dens gigantiske, afskyelige fangarme piskede rundt. Gregos var ramt. Arno var forsvundet om på Gunaens anden side. Darlo og Largu forsøgte at angribe den. Baldrian blev grebet af panik. "Jeg vil ikke dø her" var hans eneste tanke. Jegd må væk for enhver pris. Men alle veje virkede spærrede. Det var umuligt at tænke sig at klatre tilbage opå og i hans nuværende forfatning var det også helt utænkeligt at komme op på Gunaens bugtende krop ligesom de andre. Vandet var ligeså umuligt. Iskoldt og strømmende. Med rustning på og brækkede ribben kunne den vej kun ende i døden.

Just som panikkens sorte tåge sænkede sig helt over Baldrian lød en lille stemme helt bagest i hans sind: "Husk Tudsens perle...". Baldrian tænkte knap over. Der var ingen tid at spilde. Han fumlede perlen frem, kastede den i munden og plumpede halvt bevidstløs ud i det iskolde vand ...

Vesterian

Baldrian Tott's mørke tanker

Baldrian sidder i mørket med en glød i piben og hvæsser sit kortsværd. Sværdet er forlængst så skarpt som det kan blive. Han har testet bladet ved forsigtigt at barbere noget af håret på sin venstre arm. Alligevel lader han stadig slibestenen glide op og ned af sværdbladet på det samme sted på klingen. Frem og tilbage frem og tilbage.

Han retter lidt på forbindingen på over den store brystmuskel i højre side og ømmer sig. "Det gør mig sgu ikke noget at bløde lidt" mumler han lavmælt for sig selv. "Det gør mig ikke noget. Et par nætters søvn og jeg er god som ny. Jeg har prøvet det før." - "Men bare en lille smule tak kunne man godt bruge. Vi satte liv og førlighed på spil og reddede alle de folk og ikke andet end sure miner og mistænksomhed for man fra folk her på egnen. De kan sgu rende mig - og løn er der naturligvis heller ikke tale om, ikke at det ville nytte noget, jeg ville vel bare blive tvunget til at efterlade det et sted."

"En lille smule tak, ja, det ville lune. Gregos er taknemmelig. Jeg kan se det på ham. Han er god nok, Gregos. Jeg vil holde mig mere til ham. Han er til at forstå. Ikke som Largu. Og til at stole på. Ikke som Darlo eller Arno. For dem er jeg bare et redskab. Et sværd, som kan kastes bort når det bliver sløvt. - Men det er jeg jo vant til. Heldigvis er jeg et skarpt sværd endnu."

Et lille smils spreder sig under de rynkede bryn. Baldrian taler stadig lavmælt med sig selv ud i natten. Han mindes følelsen, da kortsværdet gik ind i det flyvende væsens bug. Igen og igen. Selv udyr af den slags må frygte Baldrian. Men Largu ... Baldrian rystes af en hurtig kuldegysning. "Hans fingre sad fast i mig ! De sad fast i min hud, som orme eller igler, der sugede af mit blod. Jeg troede han var min ven. Han har reddet mit liv og jeg har beskyttet hans - men jeg forstår ikke længere hvem, eller hvad ... han er. Jeg er bange for ham nu, og det kan man ellers ikke sige om mange, at Baldrian Tott er bange for dem"

Baldrian smiler igen, løfter sværdbladet op og kigger på det i månelyset. Det var vist skarpt nok nu.

Svøben fra det faldne rige rammer Vinterbyen

Den opgående sol kanter de fjerne bjerge med rosa mens Gregos, Largu og Darlo traver frem over gletcherens forræderiske is. Bag dem er himmelen stadigvæk mørk, men over Vinteryens brændende huse fylde luften med sære grønne og blå lysskær.

Gregos's krop føles forkert, han tør ikke stole fuldt på, at hans ryg virkelig kan være helet efter Ehus grusomme behandling af den. Samtidig føles hans sind mørkt og tomt. Først nu, i fraværet, forstå han hvormeget Sorianna har betydet. Men en lille glød af håb er blevet ved Mithras ord. Der er en måde hvorpå han kan sone sin brøde.

Bag ham mundhugges Largu og Darlo lavmælt. Eller måske er det bare deres måde at tale til hinanden på. Ordene løber hurtigt på kystens tunge, og Gregos forstår kun små bidder, men fornemmer det drejer sig om Arno.

Efter et stykke tid lukke han af for deres ord, og ihukommer sig de sidste par dage.

Hvor meget af det her kunne have været undgået, hvis han havde slået den fiskerdreng ihjel, og havde han i virkligheden dømt ham til en langt værre skæbne? Det var jo hans ed havde handlet om. At kunne slå ihjel, men vide hvorfor man gør det. Gregos ranker ryggen og knækker nakken, gyser svagt ved erindringen om Ehus berøring, men glemmer det så, for over de fjerne bjerge bader morgensolen gletcheren i et gyldentrødt skær. Han strammer grebet om sværdhæftet. Det føles godt og rigtigt, og han forstår det første trin i hans videre færd må blive et opgør med de fordærvede maskiner. Havde sandhedsmasken blot stadigvæk været i Ehus kammer, så han kunnet have knust den for øjnene af Arno.
Gregos stopper pludselig. Fraværet af Largu og Darlos stemmer river ham ud af hans tankespind, og han vender sig om. Heksesønnen og honningtungen står begge tavse og skuer bag sig.
Han har hørt om nordens lys, der kan oplyse nattehimmelen, men ved det ikke er det. Grønlilla skær flænger mørket bag dem, og selv her på flere mils afstand kan han mærke den enorme udladning af essens. "Det begynder igen," hvisker han gennem sammenbidte tænder. "Sorianna, skulle du finde mig værdig, så lån mig styrke til at standse det!"

Gregos's rejse

Gregos's færd til den Hvide Konge begyndte tilbage i vest, i den store stad Gula hvor han var omgivet med eksempler på krigestandens og adlens selvtilstrækkelighed og ligegyldighed, og han blev selv en af disse, der i arrogance og grådighed tog andre folks liv uden at tænke på de konsekvenser det måtte have i verden.

Først da han som en del af sin bod indtrådte i Modhiatars husstand ved de 3 floder begyndte denne selvsikkerhed at krakelere. Han begyndte at se på omkostningerne af den store krig, der havde lagt så meget af det gamle rige øde, og begyndte at forstå hvorledes hans egen stand bar en del af skylden for dette.

I mødet med Vogteren ved den Røde Port bliver dette forstærket af den ed vi hver især sværger. Som kriger skal jeg ihukomme mig skammen, men også lægge den bort således at den ikke styrer min hånd.

I edens treenighed repræsenterer Darlo folket og den frygt de altid bærer, Arno repræsenterer købmandstanden og deres skyld.

Largu og Darlo har rejst længe og mødt meget i deres kamp mod Khalkas, Arno og jeg er først kommet sent ind i denne strid, men til gengæld på et tidspunkt hvor den egentlige fjende er blevet tydelig: Avetaren Mirahambar, den egentlige dukkefører bag Kalkas's handlinger, og dermed ophavsmanden til den strid, der truer med at oplsuge Murabam.

Derved føles konflikten som et uhyggeligt af den krig der hærgede Vesten for snart 40 år siden.

Gregos forstår, hvor vigtigt det er at holde sig endemålet for øje, og dermed navigere efter dette. Vi kommer til at møde mange uhyrlige personer undervejs. Nogle, som Ehu den Blå vil det være nødvendigt at rydde af vejen, mens andre i sidste ende vil være ubetydelige brikker, som vi dog nemt kan snuble over.

Vores mål nu er, efter at være sluppet levende ud af Vinterbyen, at rejse over tundraen og i vinterens ubarmhjertige kulde bestige Den Hvide Konge. Hvordan vi der for den 'hvide' avetar i tale ved Gregos ikke. Hvordan forhandler man med et ophøjet væsen, som netop for at kunne bevare sin renhed måske alrig har været i kontakt i mennesker?

Men uden hans hjælp vil vi ikke være i stand til at tale Kalkas og hans avetar imod, når de på Sommermødet ved Lornavig skal forelægge deres vision for Kystens fremtid. Mirahambar vil da kanalisere sin styrke gennem Kalkas's ord, og dermed bøje oldersirernes sind til sin vilje.

Det er ikke en strid vi skal kaste os ind i med dragne våben. Vi har brug for et magtfuldt væsen til at lægge kraft i vores ord og som kan tage livtag med Mirahambar. Gregos ville ønske at dette kun krævede Modhitar og Soriannas ord på hans læber, men som rejsen skrider frem er han begyndt at forstå nødvendigheden af den Hvide Avetars hjælp

Nøglen til Miramhamba's fald

Den Hvide konge er nøglen til Miramhamba’s fald.

Her før det symbolske fald af den nordlige besættelse af Kalkas den røde er det vigtigt for Darlo at alle de andre kender til det fulde formål med gruppens færd til den Hvide Konge, da han jo må indse at uheldet kan være ude og enden med bugen opad som hans to barndomsvenner. I så fald vil han sikre sig resten af gruppen fuldfører hvad der blev påbegyndt i Solaveg. Det gælder Murabams frihed fra den Avetar som bruger Kalkas til at genindtræde i verdenen. Hans navn er Miramhamba.

Darlo husker alle på hvad de har hørt om de store krige og vestens forfald midt i dens egen selvforherligelse og dekadence og det er den vej verden vil styre imod om missionen mislykkes. Et land hvor respekt for mennesker ophører og alle bare er et middel for en Avetar til at benytte som han lyster.

Det er dog ikke alle Avetare som har adopteret denne skyggeside af det menneskelige sind, der er dem som har valgt at holde sig udenfor menneskenes syger. Salokosa på øen kaldte Avetaren Terikankas. (Mestersangeren)

Til sommer hvor den store samling af alle olderzier skal være i Launaveg vil Miramhamba tale til dem alle gennem Kalkas og formentlig indgyde så meget tror på en plan via sin overnaturlige påvirkningsgrad og tale evner - Kalkas er blot en gammel dukke som allerede har levet for længe, men ikke desto mindre er han stadig vigtig for han er den onde Avetars holdepunkt i verdenen.

De værktøjer som gruppen har fået indtil nu er en perle hvor igennem tidligere tider har fået indsigt til nogle af livets dybe sandheder, bagved har den uspolerede gode Avetar Terikankas afgivet disse sandheder/åbenbaringer.

Gruppen har denne perle med sig da det også er en vejviser til toppen af den hvide Konge hvor Terikankas har sit skjulested.

Husk også på historien som olderzieren i Orika fortalte om sangeren Emerillon og om hvordan tidligere sangere søgte indsigt ved søen med den store karpe, så måske gruppen skal søge efter denne sø, da det sted vi leder efter ikke er langt derfra. Han sagde i øvrigt også at alle Avetare er brødre og søstre.

Når vi ankommer til Avetaren på den Hvide Konge, så er vi der for at repræsentere befolkningen og søge indsigt hvad der kan forhindre den sorte Avetar, Miramhamba i at kommer til verden, samt at få viden/ting/styrke til at kunne samle landet under et og indsætte en samling af folk til at styre Murambar, men indtil da er denne gruppe repræsentanter.

- Arno repræsentere købmands standen som i deres iver altid slås med skyld.

- Gregers repræsentere krigerstanden som skal lære at styre deres æres begreb.

- Darlo repræsentere folket som evig og altid lever i frygt.

Gruppen skal lave et land som fjerner frygten fra folket, tilskynde at købmændene ikke at være så grådige at de behøver at lever i skyld og lære krigerstanden at tøjle deres ære, så de ikke kommer til at leve i skam.

De har alle svoret en ed overfor vogteren i dybet at dette er gruppens sande færd og at det er derfor de ønskede at få perlen(kortet på det tidspunkt) for at kunne aflægge den hvide Avetar et besøg. De bestod prøven da Malmivaru (den vogter som var sat af sangerne) testede hver især.

Der oveni fik de alle et råd om hvad deres rolle hver især vil være i kampen mod Kalkas i forhold til hvem de svarede for i befolkningen.

Darlo fortæller at han fik et råd af vogteren under havet. At netop han skal vende folkets frygt mod Kalkas selv og tale de sande ord om hvordan han ikke længere har en berettigelse i denne verden. Byde hans krop om at vise sin sande status hvor legemet ikke er bundet sammen af livsforlængende eliksir.

Darlo fortæller at hvis han falder i den kommende kamp, så foreslår han at Largu tager over som denne repræsentant og taler de sande ord til Kalkas.

Gregers som taler på vegne af krigerstanden bør også have en mulig erstatning på hans repræsentantskab som bør være Baldrian i første instans og derefter Arno.

Arno som repræsentere købmandsstanden og som har fuld indsigt i den skade en købmandsstand kan have på en befolkning bør erstattes om uheldet er ude af Darlo, hvor Largu så må tale på folkets vegne.

Det er netop kombinationen af denne gruppe der gør at de har en chance for at lykkes mod den sort avetar – Miramhamba. – Det er hvad vogteren så !!!

-Darlo

Hvad er meningen?

Arno: han repræsenterer købmandsstanden. Skyld er deres hoved bestanddel. Skyld for at rane til sig og berige sig i luxus og magt på bekostning af uskyldige. Arno har svoret aldrig at tage et liv. Livet er helligt og købmændene i Gula har taget alt for mange og omformet dem til grønne væsker. Han vil slå ned og blotlægge enhver grådighed og griskhed der fører med sig smerte og fornedrelse for andre. Den vej kender han alt for godt enden på.

Det har han lovet Den Røde Ports Vogter.

Vores mission ifølge Arno:

At passere vildmarken og bestige Det største bjerg i vinterhalvåret. Kun ved hjælp af et Duhithar telt er det muligt og med fører der kender bjerget. Tyrerdanserne er vores bedste bud på allierede.

Ved bjergets top vil vi, på stadig uforklarlig vis, kunne komme i kontakt med en hvid Avetar, en ren og mere naturbunden sovende Avetar. Arno går ud fra at Darlo og Largu, de to med overnaturlige kræfter har styr på den del.

Vi håber at Den Hvide Avetar vil hjælpe os til at redde denne del af verdenen fra at falde i Kalkas og hans Avetars klør. Under samlingen af oldersirer vil Kalkas avetar træde ind i verdenen for en kort stund og overtale sindet hos samtlige oldersirer. Hvis vi under samme forsamling medbringer en flig eller en åndelig tilstedeværelse af Den Hvide Avetar kan de to overjordiske halvguder strides mens vi vælter Kalkas. Arno regner med at det i praksis fungerer som en Menakshi der bærer et lille smykke elle ren form for perle der indeholder en flig eller et frø af Avetaren.

Hvorfor skulle nogen hjælpe os?

Fordi vi vil Det Gode: En verden hvor landet styreres fra Bilva med en leder fra hver befolknings gruppe. En verden hvor Sefuer tjener som rådgivere og beskyttere med deres sunde fornuft og ikke et fastlagt regelsæt. Arno vil bruge denne mulighed for at bryde fri fra sin skoling og starte en ny skole: Hjertets vej.

Spørgsmål: Hvad er Perlen? Hvordan virker den. Er det ikke på samme måde at Kalkas fik kontakt med sin Avetar? Fandt han ikke også en perle skyllet op på stranden?

Den hvide mur ved verdens ende

Efter lang tids rejse over det storblæste hav er gruppen ved at nærme sig det næste mål for deres rejse: Vinterbyen, for foden af den store hvide mur af is hvorfra Khalkas's tjenere vrister forgangne tiders dæmoner fri og vækker dem til live.

10 km syd for byen valgte gruppen at lægge ind til kysten og begrave alle skatte, smykker, og de fleste af deres penge, for nemmere at kunne spille rollen som eventyrlystne ungersvende med kun få mønter på lommen. Det blev besluttet at Vesterian skulle blive tilbage og vogte stedet.

Da vi nærmede os stedet blev især Arno og Gregos slået med fremmetheden: hytter af træ og dyreskind, mange af dem gravet ned, så kun taget stak op med den bitre vind. Andre var rejst med enorme knogler, måske fra hvaler og andre havdyr. Fra isbræen lød der af og til enorme brag, og vand og damp fossede ud. Den unge mand, der sejlede os det sidste stykke fortalte os hvordan byen var delt mellem tre magtfaktorer, som vi hurtigt mødte repræsentanter for, så snart vi satte en fod på bredden.

Den første var en soldat, ved navn Ujarla, der afkrævede os told i Generalens navn. Han tog benene på nakken så snart Oldersiren ankom med sit følge. Denne oldersir havde vi hørt beskrevet som en, der var blevet fordrevet fra andre landsbyer, og som til sidst var kommet hertil, lokket af lugten af penge. Han bar en hvid stav med et maskelignende ansigt, det var forfædreånden Gunnanyarni, og igennem den beskuede han indgående Arno og Largu.

Oldersiren fortæller os, at det er forfædreånden der afgører ens skæbne, især i spil, og senere for vi også at vide, at spiller man terninger mod en af Gunnanyarnis tjenere er man sikker på at tabe. Vi lover at møde op til et møde i oldersirens hus næste dag.

Kort efter for vi logeret os ind hos en mand ved Gisli, der er en af de lokale folk. Det viser at vores penge meget hurtigt for penge at gå på, hvilket dog også er en del af vores plan, dog en del, der volder Darlo store kvaler, da tanken om at være uden penge, og på andres nåde tilsyneladende vækker en dyb angst i ham. Måske har han prøvet sådan noget før.

Gisli fortæller os mere om dynamikken i byen, og det korte af det lange er, at man som ny er bedst tjent med at tilhøre en af de tre grupperinger i byen, da man der kan få kost og logi og være i relativ sikkerhed. Den tredje magtfaktor har vi endnu ikke mødt, men det er en, der kalder sig Eho den Blå. Det er Khalkas' mand, og ham der er ansvarlig for at grave dæmoner frem fra isen.

Udover Generalen, oldersiren og Eho den Blå, spiller Amaranthysserne også en vigtig rolle i byen, hvor de har monopol på handel med mad.

Senere på dagen finder vi frem til en enorm, nedgravet krostue ved navn 'Den røde konges hule' hvor der om aftenen skal være nævekampe. På kroen optræder også en danserinde ved navn Koiralarni, en rødhåret kvinde far det lokale folk, der befinder sig her i fangeskab, og senere erfarer vi, at hendes familie holdes fanget i minerne. Koiralarni er det som de lokale betegner 'Tyredanserinde', men på kroen har hun blot fået en ussel træko at boltre sig på.

Vi hører også om de største nævekæmpere i byen, Generalens hero bærer navnet Pastoro, og på fuldmånenatten vil Eho den Blå sende sin, der bærer navnet Pulgio. Det kommer som noget af et chok da vi finder ud af at denne Pulgio må være en Sefu fra Akademiet.

På kroen kommer vi i snak med en fordrukken soldat ved navn Akish, der fortæller om en straffeekspedition han skal deltage i næste dag, mod en af de lokale landsbyer. Vi øjner her en mulighed for plan til at kunne vinde de lokales respekt, og pumper ham for information. Men da han ikke kender til det præcise mål, begiver Darlo og Gregos sig til hvervningskontoret, og under dække af at ville melde sig til tjenesten lykkes det Darlo med sin stemme at få tilstrækkelig med information til at Gregos og Arno føler sig parate til at drage ud i vildmarken midt om natten. Desværre går det op for hvervningsofficeren, at en af soldaterne har talt over sig. Darlo bliver fulgt af en gruppe soldater tilbage til kroen, hvor han skal prøve at udpege Akish. Det ender med at blive Largu, der kan identificere den brutale drukkenbolt, og senere på aftenen ser de ham blive pågrebet og få skåret ørene af.

Imens har Arno og Gregos under påskud af at skulle hente lidt af deres reserver uden for byen af Gilgis fået hjælp til at låne to gråhjorte og en slæde. Snart haster de ud i natten, dog først ned omkring Vesterian for at hente smykker og våben. Inden vi kommer af sted fortæller Gilgis os bla om at både Generalen og Eho hver har et kammer, beklædt med guld, der siges at kunne skærme dem mod både vind og kulde.

Fremme mod landsbyen er det heldigt at Vesterian mestrer den murabamske tunge og har ordet sin magt, så han kan få overbragt alvoren i truslen til de lokale folk der først møde os med en hvis skepsis, da vi kommer dundrende ud af mørket.

Nu er spørgsmålet bare om vi kan nå tilbage inden daggry!