Meget er sket siden den skæbnesvangre nat hvor Roja kæmpede mod Ruzik, den Røde Næve. Godt nok havde han næppe en chance mod denhærdebrede veteran, men Solavags søn gjorde det allgevel så godt, at vi tiltrak os opmærksomhed fra de magtfulde familier.
Og før vi vidste af det, var vi blevet viklet ind i det spegede spil mellem disse familier: en lyssky figur ved navn Yilkes havde kontaktet de fire familier og lokket dem med en historie om gammelt guld i bjergene. En for en havde de afvist ham indtil endelig Khryzo, den Gyldne havde taget imod tilbuddet.
Og nu var vi så på vej op i bjergene, i Khrysos tjeneste, men som Papunias's spioner. Det vil sige, Lardo var ikke med. Hans selvretfærdige tunge havde kostet ham en tur i søens kolde vand, og Khrysos folæk gjorde det ret tydeligt, at han var uønsket. Han har ligessom os andre ikke helt fattet, at vi er langt fra Solavag og kystens tryghed!
Vores færd blev ledt af en garvet bjergmand ved navn Baraksos, sammen med ham var en ilter ung kriger ved navn Saidris. Historien gik på, at vi skulle finde denne Yilkes, der havde et mindre udestående med Khrysos. Og hvilket udestående! Højere og højere kom vi op i bjergene. Papunias's mænd var lige i hælene på os, men ved et uheld kom Udelvik, skræmt efter lejrbålshistorier om bjergenes heks, Tushpa, til at alarme Baraksos, og derved afsløre en af spionerne, der blev taget til fange. Hans navn var Sukhmenlor.
Langt om længe kom vi frem til den dal, der husede minen, og her spidsede situationen til. Saidris var konstant på nippet til at gøre det af med fangen, og Udelvik måtte tale for sin syge mor for at forhindre det. Imens kæmpede Roja og Largu med list og rænker for at komme til at kaste et blik på Baraksos kort, og finde ud af, hvad den erfarne stifinder måtte vide. Takket være en afledningsmanøvre fra Papunias's mænd lykkedes det langt om længe, og pludselig forstod vi, at der stod lsngt mere på spil end noget ubetalt gæld: Kortet nævnte dæmoner i bjergene, og hvilke ord man skulle bruge for at holde dem på afstand!
Kortet tydede på, at minen vi skulle finde, lå skjult bag et vandfald. Baraksos tog i forvejen for at spejde efter om nogle af den anden gruppe skulle være tilbage. Saidris var ikke til at holde tilbage og sprang selv efter, hvilket tillod os at befri fangen. Vi kunne dog ikke bare vende om og stikke af nu, vi var stadigvæk nødt til at finde et bevis, så vi kunne bringe noget tilbage til Khrysos. På vej op mod minen stødte vi først på liget af Saidris. Han lå midt i den lille fos, med halvdelen af kraniet knust. Og så så vi ham, lurende mellem de store blokke nede for det lille vandfald. En gusten, lille mandsling med krogede ben og arme, i sine hænder holdt han en stok behængt med knogler, og små metalplader dansede på hans klædedragt. Der stod en en fæl dunst ud fra mineåbningen bag ham, og i dammen neden for vandfaldet gled store, sorte maller og nappede kødsrester fra næsten afpillede kranier. Hvilket ugudeligt sted var vi kommet til? Roja styrtede efter en kort ordveksling rem mod gamlingen, der forbløffende hurtigt sprang i sikkerhed højere oppe. En lystig gnækken lød fra ham, da Roja ubetænksomt udløste en fælde og nær var blevet knust under en mægtig klippeblok.
Gamlingen lokkede med store skatte af guld, længere inde i hulerne, og inviterede os til middag hos hans herre, Algol. Ligessom de andre mænd, der var kommet op i bjergene med ham. Og sådan forstod vi småt, hvad det var denne mand havde bedrevet: Forklædt som en mand kaldet Yilkes, havde han lokket Khrysos med historier om guld, blot for at få mænd med op i bjergene, som han kunne skænke sin herre, Algol. Og måske var det også det, den skæbne, der var tiltænkt os!
...her fortsættes historien af Roja:
Fælden fik Roja og de andre til at slå koldt vand i blodet. Roja tingede med demonens tjener om at ville se noget mere guld før han ville tage imod invitationen om fest i Algols hule. Den svejbenede tjener vaklede ind i hulen og de tre venner fra Solaveg lagde en fælde. Largu og Udelvik tog hinanden i hænderne, Roja kravlede de ti meter op af rødder og grene for at hænge på lur lige neden under hulebningen.
Da Demontjeneren triumferende trådte frem på afsatsen med favnen fuld a skatte sprang Roja op. En bølge af rystelser sved igennem Rojas skellet da den lille mand slog på sin gong-gong, der hang fra albuen, men det var som om bølgen af trolddm passerede og Roja huggede hans ben af. Til både tjeneren og Rojas store forundring faldt han ikke omkuld, men stod stift og mærkeligt på det ene ben. pludselig greb den samme form for stivnelse også Roja,d er ellers havde lagt an til at kløve kæltringen ved hoften. Roja Sank sammen. Det sidste han så var Largu, der slap Udelviks hænder og den splejsede dreng der faldt om. Så med et blev alt klart igen og Roja flåede Algols tjener ned fra klippen. Hans vamle hoved med de spidse fillede tænder banked et par gange mod sten og rødder på vej ned, og han endte i en af dammene hvor mallerne straks gik igang. Udelvik kastede sig over den kvæstede og stak ham til døde med en lille bite kniv.
Tjenerens sidste ord var:" Hjælp mig herre. Algol hjælp din tro tjener"
Disse ord fik det til at løbe koldt ned af ryggen på Roja. De tre venner løb. Undervejs smed de liget i vandet. Kun et scepter og to guldringe fik de med fra huleåbningen.
For foden af stien lagde de råd med Sogmenlor og hjalp ham til hest. De sov rædselsslagne i vildnæsset og fortsatte uudhvilede næste dag. Ved udkanten af byen tog de afsked med Parponias mand og begravede det lilel smykke,s om Roja havde raget til sig ud af fælden.
Nu var der blot tilbage at konfrontere Krysso...
